Så er det tid til kamp. Bag skyerne. Under landet og under lavere end havet. Med de nederste regioner begravet i 7 meter fint, og kridhvidt sand. Ligger et tempel. Sølje på søjle på har set fortiden, nutiden og vil se fremtiden. Sal på sal har hørt hemmeligheder og skandaler, forstået dem, og holdt på dem.

Det skal til at begynde, så du må hellere tie nu. Tie og pudse brillerne. For noget smukt skal til at begynde... Iagttag skønheden ved blodet der om lidt flyder... Lad den bedste mand vinde.

(Sir?...det kan han sikkert godt lide xD)

Terrés sad på gelenderet mellem de oldgamle søljer, og så ned på sandet som ver næsten blændende, med solens lys skindende i den marmorhvide overflade. Selvsikkerheden strakte sig fra hans tå til det gylden brune hår, mens han sad, uden så meget som at se sig over skulderen.

'Ingen kan liste sig ind på ham. Han er uforlinelig. Han vinder. Han vinder altid.'

Lyden af ingenting bragede for hans ører. Tyngden af den tunge pistol mærkedes svagt i hans hofter. Hans støvler ramte langsomt sandet - skridt for skridt. Pigbesatte skosåler, skudsikker vest, smidige bukser, noget havde han lært af krigen. Altid at være på vagt. Måske lå der en bombe under sandet, måske var der netop nu en tank på vej, måske fløj der et terroristfly højt over hans hoved, måske var vandet i flasken forgiftet af en ondsindet forræder. Han stolede ikke på nogen. Ingen udover oberst Wilson. Ham selv, for ti år siden.
Oberst indtil ulykken...

Han nærmede sig ruinen. Der sad nogen en lille dreng med gyldent hår. Og han måtte se ham nu. Ham. Wilson. Fra hæren.

En mand kom gående i sandet. Det så ud som om hans fødder slæbte i sandet. Det var jo heller ikke smart at have støvler på. Ha. Amatør. Han selv havde bare fødder. Det var det eneste som kunne bruges. Han vinkede med den ene arm.
"Hey! Han hilser dig. Hvem er du?" Terrés sprang fra gelænderen, og landede i sandet uden at vælte. Han rettede sig op, og skyggede for solen med en hånd. Så han kunne se den fremmede.

'Han kan sagtens slå den olding. Han har aldrig tabt. Han er enestående.'

Tom kunne se mundvigerne bevæge sig. Manden sagde et eller andet. Sig mig - havde han ikke undersøgt noget om sin modstander før kampen? Sikke en naivitet. Han selv vidste, at Gidasmo var 18 (han havde rystet på hovedet, da han fandt ud af det. Troede den lille knægt, at han kunne slå en soldat på 40? Han måtte være skør i bolden.), kunne ikke bestå sin eksamen i matematik (dette bekræftede hans mistanke til, at drengen var idiot), hadede farven grøn (kunne man være mere forskellig fra Tom Wilson?) og ikke mindst at han tabte hovedet (mere end han lod til at gøre resten af tiden), når han var i nærheden af piger.
Tom løftede hånden som en hilsen.
"Goddag..."

Var manden idiot? Eller bare en af de der irriterende typer som ikke svarede når andre sagde noget. Troede de var cool fordi de var tavse. Narhoved. Oldgamle fjols. Han skulle hellere smutte hjem på plejehjemmet.
"Sig mig hørte du ham ikke? Han spurgte hvem du var."
Terrés stak hænderne i lommerne, og stirrede manden i øjnene. Han lignede en som efterlignede dårlige aktion film i det tøj. Det var da alt for varmt i ørkenen.

Gid han havde lært at mundaflæse ordentligt. Det havde været en kæmpefordel, men han kunne kun nogle få ting. Kunne kun hvis man talte meget langsomt. Der var ikke andet at gøre end at spille...
"Er du klar til at kæmpe, sønnike?" Tom smilede stramt. "Er du klar til at kæmpe for dit liv? Lille barn..."

Bang! Bang! Bang! Skuddene føg om ørerne på ham. Han kiggede kort til siden - Gregory, hans kammerat, var blevet skudt i benet. Smertesbrølet blev næsten overdøvet af al larmen...
BRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRAAAAAAAAAAA... og så hørte han pludselig ingenting mere. Ingen verdens ting.

'Lille? Hva' fanden? Han var ikke lille, og da slet ikke noget barn!'

"Du kan bare komme an, bessefar." Terrés rettede sig op, og stirrede irriteret på manden. Nu skulle han se hvad han kunne.

'Han vidste bedre. Han var den eneste.'

Han blev nidstirret. Og så sagde manden noget. Helt sikkert en fornærmelse. Sådan noget havde han trods alt lært, på de 10 år han havde været døv.
"Var din mund, lille dreng. Du kunne komme til skade." han lo lidt af sin egen vits. Det var underligt ikke at høre sine egne ord. Lød de kludrede? Han anede det ikke.