(Kisa starter)

Arena: 2) Skrålende tilråb fra fans overalt. 20-meter høje mure er der omkring dig, i en 100-diameters ring. Et umiddelbart bud ville være finalen i en turnering, i hvert fald hvis man skal dømme efter tilskuernes jubel. Reglerne er enkle: Arenaen er bare en hjælp. Ønsker man et benytte de stiger, der er placeret i hvert sit verdenshjørne, er man velkommen. Tilskuerne sidder der på eget ansvar, trods alt. Med meget møje har arrangørene forsøgt at gøre alting umådeligt fair, derfor er ringen næsten helt flad, med stenet jord. Kun et enkelt buskads er at finde, i det sydlige hjørne, hvor der næsten altid er skygge.

Uden så meget som et eneste blik på tilskuerne trådte Maria ind i arenaen. Hun hørte lige akkurat tilskuernes jubelråb ved hendes ankomst, men ikke meget mere end det. En tårer sad halvgemt i øjenkrogen og hun blinkede den hurtigt væk. Tynget af sorg over ikke at kunne genoplive sin elskede bror alligevel. Et kunstigt smil bredte sig på hendes smalle læber og hun kiggede sig omkring efter sin modstander. Lidt adspredelse fra hendes sørgelige liv. Det var derfor, og kun derfor hun havde indbudt til denne kamp. Maria gik længere ind så hun nu stod næsten i midten. Nu manglede Kate bare at komme.

Tilskuerpladserne var næsten helt fyldt op, og de skreg alle som vilde dyr efter kampen, der snart ville foregå.
Ude i siderne burde der være høje vægge for at beskytte tilskuerne, men nej intet.
Hun trådte ind i arenaen og kunne se såkaldte Maria stå i midten af arenaen.
Kate kunne se nogle børn i blandt tilskuerne og håbede i samme øjeblik, at der ikke blev udgydt blod i kampen.

"Lad os begynde." Udbrød Maria i samme nu hun fik øje på sin modstander. Hun fulgte kvindens blik hen på børnene.
"De er her af deres frie vilje, du skal ikke bekymre dig om dem!" Hun smilede hånligt og trak sin pistol.

Kate så Maria trække en pistol. Hun løb hurtigt ud på midten af arenaen. "De er her af egen fri vilje." Hørte hun Maria sige. Kate hvæssede, "Børn burde ikke have lov til at se denne kamp." Hun tænkte tilbage på sin egen barndom, på sin mor der hele tiden var syg. Når hun ikke var dette, lå hun i sengen, for svag til at bevæge sig. Hendes far, der drak sig selv fuld hver aften. De høje smæld fra lussingerne, han gav børnene. Hendes søskendes lave ondskabsfulde stemmer, når de sagde, at hun var langt fra normal, et misfostor. Hendes egen flugt, da hun ikke var mere end ti år gammel.
Kate bed sig selv i læben. Hun ville ikke huske mere.

Marie kiggede irriteret på Kate. Et tudefjæs af en modstander. Ikke lige hvad hun havde forestillet sig. Det var heller ikke let at komme igang med kampen når modstanderen var depresiv og ikke parat til kamp. Prøvende gik hun nogle skridt frem så hun stod klods op af kvinden. Hun smilede indladende, som om hun var ked af det på hendes vegne.

Kate blev irreteret over at Maria gik så tæt op af hende. Som ren refleks fik Kate givet Maria et knæ i maven og fløj til siden for at undgå mod-slaget. Hun kiggede ondt på Maria og prøvede at forholde sig rank. Hun tog ikke ét øjeblik øjnene fra modstanderen.
I baggrunden kunne hun svagt høre publikum juble over kampen, der tilsyndeladene var begyndt.

Maria stønnede højlydt og knækkede så falsk sammen på jorden. Hun sørgede for at beholde fingeren på aftrækkeren uden at vække mistanke hos kvinden.
"Jeg..." Hviskede hun stille. Håbede at kvinden ville falde for nummeret ligesom alle de andre stupide mennesker hun havde kæmpet med. Alle som en havde de glemt hendes ustyrlig lange skuespiller karriere. Men de færreste vidste jo også at hun var vampyr.

Kate så tilfreds på Maria, 'hvor var hun dog svag' tænkte Kate, men hun måtte indrømme, at hun havde lyst til at hjælpe hende op. 'Nej' tænkte hun. 'Handlede det ikke om at dræbe modstanderen når alt kom til alt'.
Kate løb hen så hun kunne se Maria forfra, men forblev i en radius af ti meter fra hende for at være helt sikker.

Maria kneb lidende øjnene i og stønnede lidt mere.
"Hjælp... Jean..." Igen hviskede hun. Nu måtte hun da komme herhen ikke? Eller noget andet som hun ikke ville have en chance for at undvige. Tilskuerne var begyndt at hviske skuffet; var kampen allerede slut?

Kate blev mistænksom over ordet eller navnet Jean. "Tøs." mumlede hun, men gik alligevel med varsomme skridt hen mod kvinden. Hun stoppede en halv meter før og rakte først en hånd ud til hende, men tog sig i det. Det skulle man ikke gøre.
"Kom nu op at stå, jeg sparkede ikke engang hårdt." Triumfen i hendes stemme kunne ikke skjules.

"Jeg... Jeg kan ikke..." Hviskede hun hæst og glippede lidt med øjnene, "hjæ.. hjælp..."
Maria løftede svagt armen nogen centimeter og rakte den frem mod Kate. Hun appelerede kraftigt til dennes kærlige side.

Kate rykkede først lidt væk, men så tog melidenheden fat, og hun måtte nødt til at hjælpe hende op.
Hun rakte hånden frem og hjalp hende op. "Jeg må virkelig have slået det forkerte sted, hva?" mumlede hun til Maria.

Maria smilede tappert. Det pirrede over hovedet ikke hendes samvittighed at narre kvinden så grueligt. Hun greb fat i Kate hånd og lod sig med møje og besvær trække op.
"Det... Det kunne du virkelig ikke vide..." Stønnede hun igen. Hendes højre hånd var fast klemt om pistolen og med et lille smil sigtede hun direkte på hjertet og trykkede af.
"Undskyld. Sådan er livet!" Smilet om hendes mund blev pludselig grumt, "farvel."