(::Det er lige gået op for mig at jeg har givet ham nyt efternavn xD nå, hva så xD:

"Nej..." Hans stemme lød underligt, og han kunne have bidt tungen af sig selv. "Hvor skulle jeg måske gå hen?" Alligevel fortsatte han. Men hvor skulle han gå hen? Han kunne jo ikke løbe væk, det ville være umuligt at komme væk uden køretøj, og det havde han jo ikke. Han ville sikkert også blive fyret, hvis han stak af.
Han skulle bare væk. Lidt væk så han kunne græde i fred, uden nogen så ham. Ingen måtte se det.
Han kunne huske da han var mindre, det var aldrig rart at se en anden græde, da slet ikke en voksen. Det var uhyggeligt. De der store, og urokkelige skabninger, som ikke gik i panik lige meget hvor slemt det så ud. De måtte ikke græde. Han havde set Vincent græde, og dengang var det hans skyld. Det smertede stadig. Det var noget af det værste han nogen sinde havde oplevet, og egentlig ville han ønske han kunne vende om, og bare løbe tilbage i armende på ham, og undskyld indtil han blev tilgivet. Det var der bare ikke mulighed for.

Han satte farten op, og gav slip på tårene, som straks gav sig til at flyde. Så løb han, og satte op af den nærmeste trappe, på anden sal drejede han til højre, og løb lidt ned af gangen, inden han kom ind i et tilfældigt værelse. Det lignede det nedenunder til forveksling.
Joshua så sig omkring, og stilte sig så bagved det høje skab, og drak vejret tungt, og forsøgte at undgå at ryste. Han snerrede af sig selv, for at få kroppen til at holde op med at tude. Det var jo nyttesløst.

"Vent..." haan vidste godt, for latterligt det måtte lyde. En mand i trediverne, som stod helt fortabt tilbage, i stedet for at tage forfølgelsen op for at dræbe sin modstander hurtigst muligt. Han måtte hellere... en af pistolerne blev trukket frem. Han håbede, at den var ladt. Hvis ikke den var det - ja så havde han et alvorligt problem. Det kunne nemlig ikke afprøves... for så ville han miste en fordel ved at afsløre, hvilket våben han agtede at bruge. Og overraskelsesmonumentet var nok en af hans bedste chancer...

Af sted gik det. Op ad den trappe, han havde set Joshua forsvinde op ad. Han gik da i hvert fald ud fra, at det var drengens navn. Sikker var han ikke. Langt fra.

"Josh!" kaldte han. Søgende. Måske ville der komme et svar? Eller... måske ikke. Ikke, hvis drengen havde den mindste smule omløb i hovedet. Hvis han var blevet klogere med årene...

Joshua trak vejret hikstene, og trak jakken tættere sammen om sig. Det var lige før tårene frøs, men også kun lige før. Han hørte Vincent dunre op af trappen, og råbe på sig.
Havde han virkelig glemt ham? Det kunne ikke passe, det måtte ikke være sket. Det måtte det bare ikke. Han svarede ikke. Vince skulle ikke se ham tude, Vince skulle ikke se at han ikke var kommet videre. Det var for pinligt, i sær da det så ud til at være fuldstændig det der var sket med Vincent. Han så ikke ud til at have savnet ham over hovedet. Det var næsten for meget.

Joshua stak hånden ned i lommen, og trak den lille radio op han havde mærket i lommen, og de små mikrofoner, som skulle sidde bag hans øre. Radioen kom igen ned i lommen da den var indstillet, og en rolig stemme meldte sig, og brød ham velkommen. Vinces stemme. Eller, en robot efterligning, men det var Vincents stemme.
"Joshua Nounsvile. Hvilken kamp er du i?" Man kunne godt høre den var falsk, men han havde hørt på den så længe, hver eneste gang han havde været afsted, så han kunne næsten ikke høre det mere. Han trykkede på en knap på de små høretelefoner, og sænkede stemmen så den var næsten uhørlig. "Kamp nummer 25, Modstanner..." Han trak vejret hurtigt. "...Vincent Caprian."
"Tillykke med jubilæet, Josh. Du ser forfærdelig ud, bare så du ved det, men det skal nok gå, makker." Det var tydeligt, at Sandra havde fundet sin plads, og nu styrede hvad robotstemmen sagde. Det var underligt at tænke på, at veninden sad flere hundrede kilometer væk, og så ham græde på en tv skærm. Det var faktisk lidt ubehageligt, og det havde det ellers aldrig været før.
"Jo, tak." Hviskede han tilbage, "Jeg er godt klar over det kunne gå bedre."
"Du skal nok klare det, superman. Du har jo ikke fået de 24 sejre for ingenting. Nå, nok sniksnak får jeg at vide, de vil have action."
"Nå, jamen så må de jo få det." Han slap knappen, og lukkede af for kommonikationen den vej i gennem.

'Agenda'

Vincent satte sig sukkende på trappen. Vidste ikke helt hvorfor - var vel bare udmattet. Træt af ikke at vide, hvor Joshua var løbet hen, og træt af, at han heller ikke vidste, hvordan han egentlig havde det med, at være stødt på drengen igen.

Han travede sørgsmodigt gennem natten. Poplerne omkring ham kastede deres skygger ind over vejen han gik på. Understregede den triste stemning han var i.
"Hvordan kunne han?" det var ikke til at finde svar på. Vincent genoplevede scenen igen og igen inde i sit hoved. Men en mulig begrundelse var ikke til at finde; lige meget hvordan og hvor han ledte. Joshua havde... forrådt ham. Tænk engang. Hvor længe havde det mon stået på? Hvorfor havde han gjort det? Hvem var pigen? Spørgsmålene ville ingen ende tage. Ikke nu. Ikke her.

En lille dreng dukkede op foran ham. Egentlig ville han bare gå forbi - smile skævt, men bare gå forbi. Han var ikke i humør til en længere varende samtale lige nu...
"Hvorfor græder du?" det var slet ikke gået op for Vincent, at det var tårer der prydede hans ansigt. Utroligt, hvad børn lagde mærke til, nu om dage?
"Det er en længere historie. Hør; jeg har en slikkepind i lommen. Vil du have den?"
"TAK!" Vincent stak knægten den lille røde slikkepind, og fortsatte sin gang videre.

Han rejste sig langsomt op igen, og forsøgte at få den del af ham, som havde prøvet kampe hundrede gange før, og som viste hvad han måtte gøre, til at tage over. Han holdt et øjeblik hænderne for ansigtet, lagde nakken tilbage og sukkede. Så tørrede han øjnene, og så sig om efter det nærmeste kamera.
Det sad i loftet, oven over sengen, som stod midt i rummet. Han tog tilløb, og sprang op på sengen i et hop. Han holdt ballancen så godt han kunne på den ødelagte madras, og greb fat om kameraret. Med en lille rød sprittusch skrev han: 'Agenda'.
I det samme gav madrassen efter under ham, og brasede sammen med et ordentlig brag.
"Totalt elegant," lød det fra radioen. Lidt sarkastisk. "Men okay, ideén var fed."

Det gav et sæt i Vincent, da braget lød. Han fór op. Nedad gange og videre... ind i lokalet hvor lyden var kommet fra. Nu hvor erindringen stadig stod klar i hukommelsen på ham.
"JOSHUA!" sagde han bestyrtet - drengen var faldet lige på numsen, da sengen gik i stykker, kunne han se. Av! med alle de splintrede brædder måtte det da gøre vanvittig ondt... For katten da også. Av. han kiggede op. Hvad havde Joshua overhovedet lavet oppe på den seng? Havde han stået deroppe, eller havde han bare sat sig tungt ned?

'Agenda'. Ordet stod printet med små bogstaver næsten lige over hans hoved. Dagsorden. Dagsorden for hvad, mon? Se - DET gad han godt at vide. Det lød ret mystisk. Hvorfor stod der dagsorden?

Joshua fik et chok, og det gav et ryk gennem hele hans krop da han landede. Av. Han ømmede sig, men så straks op, da Vincent kom styrtende ind i rummet, med et bestyrtet udtrik i ansigtet. Joshuas øjne vandrede ned til Vincents hånd, og stirrede et øjeblik på pistolen.
Han kom langsomt på benene. Han havde været usædvaneligt heldigt, og var ikke landet på noget af betydning.
"Ville du skyde mig, med den der?" Joshua nikkede modstræbende ned mod skyderen. "Så er det vist også helt legant, at jeg har min kniv fremme, synes du ikke? Eller du er måske ikke tilhænger af fair play?" Han skulle lige til at snøfte, som eftervirkning af gråden, men nåede at stoppe sig selv.

"Joshua! Jeg fik rollen, jeg fik den!" En glædestrålende Ruby faldt ham om halsen, og kyssede ham på kinden.
"Gjorde du? Tillykke! Jeg sagde jo de ikke kunne sige nej til dig." Han kræmmede hende ind til sig, og indåndede duften af hendes hår, og hårsprayen.
Sammen går de to ned af gaden, mod den nærmeste iskiosk.
"Jeg var SÅ nervøs, mit hjerte hamrede, og jeg troede jeg ikke kunne stå på benene. Men da jeg så stod med replikkerne i hånden, så var det som om jeg virkelig gik ind i rollen, og det var ikke længere mig som var til optagelse. Jeg var Grasie, og min eneste bekymring i livet var om min kæreste synes jeg brugte for meget parfyme." Han lod Ruby plapre, og lagde armen om hende i mens.

"Ja... det havde jeg faktisk forestillet mig." han smilede lidt, "og det er da fair play; i betragtning af, at du sikkert har en pistol i lommen, eller sådan noget. Har jeg ret?" han lænede sig op af dørstolpen. Ikke videre mageligt, hvis han selv skulle sige det.

"Agenda." en fremmed stemme blandede sig. En elektronisk mandestemme, forvrænget af en computer. Hvad fanden i helvede var der med det Agenda der? Det begyndte at gå ham på nerverne. Meget, endda.

"Og hvad så hvis jeg har?! Det er ikke mig der står og vifter ud i luften med den." Joashua kom langsomt på benene, og holdt hele tiden øjnene på skyderen. Han var kommet for langt til at lade sig dræbe, bare en skam det udelukkede andre muligheden end selv at dræbe Vincent. Det ønskede han virkelig ikke.
"Hvis jeg var dig ville jeg se at komme væk, hvis jeg var cheferne ville de blive dig om at blive. Men i det her tilfælde vil jeg helt klart anbefale at lytte til mig." Han svarede ikke Sandra, men hørte alligevel hvad hun sagde, og hun havde desværre ret.
"Har du helt ærligt lyst til det her?" Han håbede ikke man kunne hører på hans stemme, eller se på hans øjne, at han havde grædt.

Alt inde i ham skreg nej. Nej, jeg har ikke lyst til at være her. Nej, jeg er ikke en morder. Nej, jeg vil i særdeleshed ikke dræbe dig. Nej, det skal helst ikke ske på åben skærm. Alligevel lukkede han øjnene i to sekunder, sørgede for at have fuld kontrol for hvad der kom ud af munden på ham.
"Ja. Jeg vil gerne være... her."

"Virkelig?" Hans hals var helt tør, så han måtte synke en ekstra gang. "Godt for dig."
"Se så forhelvede at komme væk! Han skyder dig." Det lød næsten helt forkert, med Vincents stemme og Sandras formuleringer, men han ville ønske det rent faktisk var Vincent som bekymrede sig for ham.
"Det er ikke sundt det her, man bliver ødelagt af det." Et øjeblik betænkte han sig, var det nu klogt på live tv? Hvad fanden, som om det betød noget. "Men det er du vist allerede?"
Han så sig hurtigt over skuldren, og sikrede sig der ikke var glas i vinduet bag ham. Bakkede et par skridt mens han stadig holdt øjnene på Vincents bevægelser. Så sprang han ud af det fallefærdige hotel, og landede hårdt på den beskidte sne. Det gav et stød op i gennem hans ben, og han ømmede sig, men skyndte sig så ind til husmuren og stirede op efter Vincent.