Moris (Theresa) VS Cara (Xazal):

Vinden puster i bladene og får en lille gynge til at glide frem og tilbage, så en knirken afbryder den intense stilhed. Det er mørkt og skummelt. Bladene flyder rundt over jorden i cirkler. Månen lyser ned på legepladsen og genspejler sig i vandpytterne og metalet på gyngestativet. Der er ingen stjerner at se på himlen. Bilerne fra byen høres i det fjerne som en lav, konstant summen. Skoven der ligger op ad legepladsen gemmer på mange lyde, der bliver blæst væk af vinden.

To skikkelser kommer til synde i mørket.

Cara trådte langsomt frem fra skovbrynet og ud på legepladsen. Det vidste hun nu, at det hed, efter at hendes far havde fortalt hende det, før han havde givet hende et klap på skulderen og lykønsket hende. Legepladsen fik hende til at føle sig usikker - allerede, da hendes bløde støvler berørte sandet for første gang. Det var uvante omgivelser for én som hende, der havde færdes i skoven hele sit liv. Det var grotesk, at træet var blevet savet i og sømmet sammen på en sådan måde, når naturen kunne have gjort et bedre og langt mere solidt arbejde. Cara rystede på hovedet og lod sit skarpe syn afsøge hele området. Hun rettede let på pilekoggeret, før hun standsede helt op og gav sig til at vente på sin modstander. Mens hun ventede, nynnede hun en lavmæl, blid melodi; hendes stemme var klar og ren. Hun sang på samme måde, som hun sang,når hun plejede planterne i elverskoven.

::Det er skisme sjovt at være en elver i sådan et univers. LOL.::

Moris trådte lydløst af cyklen. Hun smilede. Hun kunne ikke lade vær. Hun så en skikkelse ved en lille vippe. Hun tog sin jakke af der havde skjult et par bælter fyldt op med knive, patroner og to pistoler. De var tunge, men skønt hendes størrelse, var hun i god form. Hun satte sit hår op i en hestehale inden hun begav sig hen mod skikkelsen. Stilheden var så irriterende at hun måtte sige noget. "Hej!" Hun vinkede over til skikkelsen. Selvom hun ikke virkede sådan, var hun kampberedt. Det var hun altid. Tanken om at hun ville tabe og dermed dø havde slet ikke strejfet hende.
Hendes ene hånd var tæt på hendes pistol.

Cara betragtede skikkelsen, der var lidt over et hoved lavere end hende selv, men det blev Cara ikke det mindste mere tryg ved. Pigens lugt var overdrevent kraftig og hendes påklædning så anderledes fra Caras elverklæder, at Cara instinktivt trådte et skridt baglæns.
"Godaften," sagde hun høfligt med sin melodiske stemme og granskede pigen nøjere. Hun havde aldrig set mennesker før.

Moris kunne ikke vente med at begynde. Hun glædede sig til at kæmpe. Hun tog pistolen og drejede den i hånden som en cowboy. Hun smilede muntert. Hun vendte sig hurtigt til mørket, undersøgte omgivelserne så hun vidste, hvor hun befandt sig. Ledte efter steder hun kunne bevæge sig. Hun havde været på mange legepladser. Hun elskede legepladser. Hun gik tit ture til legepladser med kæresten. Hun havde dog aldrig været på den legeplads. Hun kendte ikke legepladsen og følte derfor at det var nødvendigt at kende stedet. Hun holdte øje med individet samtidig med at hun kiggede rundt. Hun ventede til at den anden gik til angreb. Hun ville ikke starte.

Cara trådte forsigtigt tættere på sin modstander. Trods den usikkerhed, hun følte, var hun fuldstændig rolig til sin egen store forbløffelse. Cara kunne mærke, at hun aldrig havde været uden for sit eget territorium før, og det gjorde hende urolig. Hendes blik flakkede, da hun så genstanden i pigens hånd. Den var af metal og et andet materiale, hun ikke kunne definere. Det var en død genstand - måske en død genstand, der kunne medføre døden, siden pigen drejede den i hænderne på den arrogante facon. Det ville være enkelt at snuppe den fra hende, vurderede Cara, for hun havde hurtigheden og behændigheden på sin side. 'Ingen grund til at undervurdere din modstander, Cara,' lød den ældre, våbenkyndige elvers stemme i hendes hoved, 'selvom det er et menneske, du er oppe imod, må du huske, at vores intelligenser er jævnbyrdige. Du må ALDRIG undervurdere et menneske.' Cara kneb øjnene sammen. Pigen overfor hende var ikke mere end et barn - det var tydeligt, men hvad var hun selv? Sandsynligvis kun et par år ældre end pigen.

Cara trådte endnu et par skridt nærmere, stadig tøvende. Hun standsede op en halv meter foran pigen og lod blikket flakke usikkert fra hende til de omkringliggende omgivelser.

Moris kunne se på den anden at pistolen var ukendt. Hun tog et fast greb og den inden hun rakte den frem så personen kunne se den. Hun sørgede stadig for at være på vagt. "Den er ret ny," bemærkede hun. Hun tog pistolen til sig igen så den ikke blev taget fra hende. Hun rystede på hovedet og lo. "Mærkeligt... Jeg har hele tiden Dr. Death's stemme i hovedet" sagde hun og fortsatte med en dybere stemme, "Look alive sunshine!" Hun havde aldrig brudt sig om hverken My chemical romance eller Dr. Death. Hvorfor fulgte det band med her? Deres sange kunne hele tiden høres i hendes hoved. Hun prøvede at komme i tanke om, hvornår hun havde fået sangene på hjernen. Hun sang og nynnede ubevidst med på dem og havde gjort det under hele cykelturen, hvor trafikken havde overdøvet hendes stemme. Måske var det fordi Matt havde sat musikken på i morges? Hun havde ingen anelse. "... Crash Queens and motor babies..." Hun lo igen. Den sætning fik hende altid til at grine. Hvorfor fik hun ikke noget god Coldplaymusik på hjernen? Eller ... U2?
Hun forvirrede vel personen der stod foran hende. Hun vidste stadig ikke, hvem eller hvad det var. Hun vidste ikke om hun kendte My Chemical Romance, Dr. Death eller Coldplay for den sags skyld. Hun ævlede bare løs som hun var så god til. De fleste vidste bare, hvad hun snakkede om. Hun kiggede sig omkring endnu en gang. Hun undrede sig lidt over at hun endnu ikke kendte denne legeplads. Hun havde ellers været på samtlige legepladse gennem tiden. Den var nu også ret kedelig.
Hun ladede sin pistol med nogle patroner fra bæltet. Killjoys... Make some noise. Hun skød en gang ned i jorden, hvilket efterlod et hul i jorden. Hvorfor havde hun dog den larm på hjernen? Det gjorde hende tosset! Hun forsøgte at få noget Coldplaymusik på hjernen. Det løkkedes ikke. Nå ja... Så måtte hun vel klare sig med de forfærdelige sange. Dumme Matt tænkte hun kort, men tog sig i det. Ups...! Han var ikke dum!

Cara betragtede undersøgende menneskepigen, der rakte sit våben mod hende, men hurtigt tog det til sig efter en kort bemærkning. "Den er ret ny."
Cara så et øjeblik på tingesten, før hun begyndte at føle sig utryg igen. Pigen foran hende havde en irriterende, unuanceret stemme, som hun stod der og nynnede usammenhængende og lo. Det hele virkede så primitivt, og Cara blev forvirret.

Hun tog sig til bæltet, hvor hun mærkede den betryggende vægt af sit slanke, elversmedede sværd. Uden varsel hev hun det lynhurtigt op af skeden og rettede spidsen mod menneskepigen, netop som denne skød et hul i jorden. Lyden var så øresynderrivende høj, at Caras sværd dirrede i hendes hånd, men hun fik hurtigt kontrol over det igen. Cara kunne mærke vreden ulme i sit indre. Hvad var disse mennesker, siden de kunne behandle jorden sådan? Hvordan kunne de sammensvejse naturens træer på den måde? Og hvorfor var de så dumme? Cara tænkte ikke et øjeblik over, hvor fordømmende hendes tanker var; hendes varme brune øjne blev smalle af vrede.
"Du lyder som en tåbe," kunne hun ikke lade være med at sige og holdt sværdet truende rettet mod hende.

Moris kiggede lidt på sværdet, der pegede direkte på hende. Hun vidste med ét at denne kvinde foran hende ikke var til grin i kamp. Måden hun holdte sværdet på var professionel og elegant. Havde hun været dårlig med et sværd havde ville hendes greb om sværdet være stramt og usikkert. Det var dette ikke. Godt at hun tog fægteundervisning som 13 årig. Så kom det alligevel til nytte i fremtiden. Hun smilede barnligt. "Sådan en havde jeg også en gang! Nu har jeg bare den her," sagde hun og tog sin lille fine butterflykniv frem. Den var egentlig til pynt eller det var i hvert fald hendes onkels tanke, da han gav hende den (Mærkelig tanke - Kniven er ikke særlig pyntende). Hun havde fortalt at hun elskede våben og han havde tænkt våben som i pyntevåben. Det var ikke det Moris ville bruge sine våben til. Slet, slet ikke.
"Skal vi slås eller skal vi pege på hinanden med vores frygtindgydende knive?" spurgte hun med sin sædvanlige useriøse stemme. Intet blev taget alvorligt i Moris' verden. Bortset fra bøger og skræk. Men hun var næsten ikke bange for andet en snorkende folk og andre useriøse ting. Så der var det igen useriøst...

Cara så foragteligt på pigen, men hendes blik formildedes en anelse, da hun så det andet våben i pigens hånd. Det var en klinge - et våben, hun var bekendt med - et våben, der ikke var strid imod al natur. Det var dog en lille kniv, som skulle bruges i nærkamp, og den så ikke ud til at være meget bevendt. Cara smilede og stillede sig i kampposition. Så svingede hun sværdets tynde klinge opad med det formål at slå kniven ud af hånden på pigen.

Kvinden, der stod rank foran Moris forsøgte sig med at slå kniven ud af hånden på hende ved at svinge sværdet, men Moris to med lethed et skridt tilbage, så klingen hun skar igennem luften. Kvindens ansigt var alvorligt. Lidt for alvorligt. Moris savnede et stort pyntende grin i hendes ansigt. Det ville give hende et langt mere imødekommende look, tænkte hun. Moris smilede. "Hvad er du egentlig for en?" spurgte hun impulsivt. Tja... Hun ville egentlig rigtig gerne vide det. Hun lignede ikke noget normalt med de spidse ører og klare øjne. Og det var vel heller ikke alle der kunne kæmpe med et sværd, som det hun bar i hånden.

Da pigen behændigt trådte et skridt bort fra Cara, lod hun i stedet sværdet svinge opad og i en bue rundt om sig selv, så hun ikke mistede balancen og stod atter kampklar foran menneskepigen. Hun havde svunget sværdet unaturligt hurtigt for, hvad man kunne kalde en standard blandt mennesker. Cara smilede skævt, men det var et glædesløst smil.
"Hvad jeg er?" spurgte hun med sin melodiske stemme og gjorde et kast med hovedet, så hendes lange fletning slog et svirp i luften, "jeg er halvblodselver." Hun så på hende og ventede på hendes udfald.

"Jeg er halvblodselver," svarede kvinden.
Moris' smil forblev på hendes ansigt. "Hvad er så den anden halvdel?"
Hun kastede et blik på kvindens sko og kunne ikke se op igen. Hun elskede dem. De lignede dem hun havde ønsket sig, da hun som lille havde spillet live rollespil. Det var kun i et år, men hvor hun dog ønskede sig de sko. Og der var de. Hvor var de dog smukke.