Har faktisk også tænkt lidt over det. - Men indtil videre har det ikk gjort mig noget, selvom det er rigtig meget af det samme, som går igen.

Det har jeg oplevet meget, ja. Jeg ved ikke - jeg tænker måske for meget. Det har ikke altid været sådan, at tingene skinner tydeligt igennem - og jeg kan ikke sammenligne Ottesens serier og bøger, fordi jeg kun har læst Mira-serien (beklageligvis). Men netop det tema - identitetsdannelse - er jo et centralt tema i mange, mange bøger (udviklingsromaner, kalder jeg dem), og de findes både i realistiske og fantasy-bøger (jeg foretrækker så fantasy, fordi "questen" er mere tydelig).

Jeg har især lagt mærke til det med Dennis Jürgen... selvom han bevæger sig på mange - og vidtforskellige - genrer, er der noget udover skrivestilen, som går igen. Hans hovedpersoner kan ofte være den lidt nørdede type, der er lidt ekskluderet fra andre - eller et vennepar, som er ekskluderet fra andre... men de har til gengæld noget helt genialt sammen, som på én eller anden måde bliver en besættelse, eller virkeligt.

"Djævelens hule" og "Kælderkrigerne" - for eksempel. Men det er dog en hårfin forskel, som er sværd at se... Og atter har man samme fortælling i forskellig indpakning, hvis man ser på "Spøgelseslinjen"-serien og enkeltromanen "Gargoylens gåde" (som jeg har anmeldt her på siden).

Så er det ikke kun mig der har lagt mærke til det. Men det gør mig nu heller ikke så meget lige nu. For når bare det er gode historier så er det jo godt læsestof.

det er interresant at lede efter sådanne ligheder mellem bøgerne. har også oplevet sådan nogle mønstre i andre historieformer.

Kathrine: Lige præcis.

Jeg har især lagt mærke til det med fantasy - det gode kæmper mod det onde, og nogle hovedpersoner leder efter en kraftgenstand eller noget andet til at bekæmpe det, og der er en lang rejse, og så et endeligt klimaks - samtidig med, at hovedpersonen bliver mere voksen på rejsen... eller moden. Eller det er i hvert fald klassisk fantasy.

Xazal: Ja det er i hvert fald sådan mange historier i fantasygenren er bygget op. Noget af det stamme måske endde også fra eventyrernes opbygning.

Men selvom man generelt kan sige det om alt fantasy, så synes jeg at det er særligt interessant når man kan finde sådanne mønstre i bøger af samme forfatter. Det betyder jo bare at selvom man tror man skriver noget nyt hele tiden, er der stadig noget af det samme i.