KisaSohma

Jeg føler mig dårligt tilpas. Altså... Hvorfor tændte jeg overhovedet for denne her sang? For inderst inde vidste jeg nok godt at det ville genere mig. Hvorfor? Jeg ved det ikke. Det er chokerende. Engang gjorde præcis dette musik mig glad... Nu... Jeg har svært ved at forholde mig til at det musik jeg hører nu vil der aldrig komme nyt af. De vil aldrig udgive igen. Nej, det burde ikke betyde så meget for mig. Alligevel er det trist. Trist at man sidder tilbage med denne fornemmelse. Det er nok bare mig. Jeg føler at det er... Spøgelses musik? Ikke rigtig. Men alligevel... Jeg forestiller mig alt muligt. Og det bare fordi at de lukkede og slukkede. For altid. Selvfølgelig, det var jo skrøbeligt. Alligevel håbede jeg ikke at det ville ske - ikke mens jeg hørte dem. Ævl. Jeg snakker. Og snakker. Det er skønt. Ikke at vrøvle løs, men det at sidde og skrive på en hjemmeside. Jeg skal ikke forholde mig til det her. Folk dømmer mig ikke på hvad jeg skriver her. De kommer ikke hen imorgen og siger: "Ej, Sidsel altså. Jeg vidste ikke at du havde det sådan." Eller hvad folk nu siger. Jeg er dårlig til det her. Jeg må indrømme at tanken om at jer, jer jeg ikke ser hver dag, jer som jeg desværre nok aldrig nogensinde møder - igen for Butters vedkommende. Jeg indrømmer at I er kommet til at betyde en del for mig. Mere end så mange andre. Anonymitet. Jeg er egentlig svag. Her til sidst... Sangen skifter. Min tidligere yndlings sang. Introen kommer på. De vil aldrig mere spille denne sang. De vil aldrig udgive deres tredje album. Hvor er den sød. Følelsesfuld.