Jeg står på en bakketop. Mit livs vendepunkt. Jeg kan gå tilbage til fortiden, eller jeg kan fortsætte min vandring ud i det uvisse, uden dem jeg holder af og elsker. Jeg kan vælge om jeg vil dvæle ved minderne og forsøge at gøre dem om, eller om jeg vil lade det hele være som det er nu, og bare være ligeglad. Egentlig burde det ikke være så svært. Egentlig burde jeg gå ud i fremtiden med oprejst pande. Alligevel kan jeg ikke. Jeg sidder fast et sted midt i mellem. Kan ikke komme fri. Jeg har smadret mine bånd, og dem jeg endnu havde ødelagt, har jeg kvalt. Jeg har myrdet dem i ilden fra mit våben. Jeg har taget deres liv i vrede over noget der i virkeligheden var mit eget problem. Ikke deres. Alligevel fortryder jeg ingenting. Je ne regrette rien. Jeg er afskyelig. En uskyldig dreng skulle dø. Snavset måske, men forholdsvis fri af skyldens lænker. Mens jeg har læst i syndens bog, har han blot opmundret mig. Tilskyndet mig til at gøre det jeg allerhelst vil. Men da han så forsvandt ud af mit liv, for senere at vise sig igen som en skygge af min tidligere identitet og sårbarhed, kammede jeg over. Det var først her jeg opdagede min grusomhed. Først her det gik op for mig at jeg havde levet i hundredvis af år - uvis om min ondskab. Min spirende ondskab.
Jeg fik dommen af guds børn, og straffen af helvedes konge. Jeg fik syndens bog. Troede begejstret at det var en gave. Ha. Min naivitet var slående dengang. En stor svaghed. Og svagheder - dem har jeg masser af. De er lige så typiske for mig som mine knogler er. Lige så dæmoniske som jeg er skabt til at være. I dag har jeg lært ikke at forvente noget. Jeg har lært min lektie, men jeg har ikke ændret mig. Jeg ved det, men jeg kan ikke udføre det i praksis. Det eneste jeg ved er at Lucifer har omfavnet mig med sine djævelske ord. At han har trukket mig med ned, og at jeg aldrig vil komme op igen. Bogens ord har mærket mig, og Lucifers lige så. Mærk dig mine ord.
Den første form for kærlighed jeg oplevede var falsk. Et udslag af min blod. Forbandet være det. Så kom mesteren af illusion. Jeg så først hans sande væsen i djævlens bolig. Den næste har jeg med et isnende raseri dræbt. Stukket ham i ryggen, akkurat som han stak mig. Ja - det er jo ikke ligefrem fordi jeg er et fromt lam. Jeg er snarere den store stygge ulv du ikke vil møde en kold vinternat. Jeg kæmper for min egen sag, og lader hånt om andres. Jeg er blevet skuffet. Jeg er blevet mærket. Mærket af tidens tand.
Selv den dag i dag sidder jeg fast. Det er ikke til at sige hvad jeg har at gøre. Jeg burde glemme det hele. Koncentrere mig om at komme videre i livet. Jeg prøver, men hele tiden kommer der nogen og ribber op i de gamle sår. Jeg er ikke den vise mand jeg gerne ville være. Nej, jeg er en hammer der banker, og den hammeren langsomt men sikkert slår ihjel på samme tid. Vidunderligt skræmmende. Aldrig vil jeg opnå den fulde tilfredshed, men jeg vil i det mindste forsøge. Jeg vil prøve om jeg kan få jer alle sammen ud af hovedet, men måske elsker jeg jer for højt. Måske er dette den kærlighed jeg kommer til at opleve. Ikke leveret fra andre, men tanker fra min ellers så mørke sjæl. Eller også er det hele noget forpulet vrøvl. Måske er der ingen tilgivelse og ingen fejltagelse. Måske eksisterer kun niveauet mellem det gode og det onde. Yin og Yan. Det ene er det andet, og det andet er det ene. Jeg har ingen der elsker mig, men en masse jeg elsker. Sådan er livet vel. I hvert fald for mig. For et barn af Djævlen. Satan. Lucifer. Kært barn har mange navne. Jeg er blot en sølle lille dæmon. Forvist fra min egen identitet. Fra mit liv. Mit navn. Fra alt det jeg var engang. Dette her er kun et svagt aftryk af hvem jeg var for længe siden. Før alt det her skete.
Men jeg kan da glæde mig over at jeg intet fortryder? Intet vil gøre om? At jeg inderst inde er lykkelig for de valg jeg har truffet. At jeg ikke ønsker at ændre på det. Med smerten kommer lykken, og med lykken kommer smerten. Nu er jeg måske klar til at gå i livets tunnel, uden at se mig selv over skulderen. Jeg føler mig i hvert fald parat. Farvel fortid - goddag fremtid.

-Amadeus Van Dakriotus.