Tænk at det skulle ende sådan. Tænk at jeg skulle side her og ærgre mig. Tænk at jeg skulle gå i døden for min egen hånd. Det havde jeg ikke forestillet mig. At se tilbage på mit liv, er virkelig en ydmygende oplevelse. At se hvor tåbelig jeg var dengang. Hvordan jeg klamrede mig til mit livs håb. Min broder. Min kære broder. Jeg tilbad ham. Han var min Gud. Nej, ikke min Gud. Min Jesus. Min frelser. Jeg har altid været et kristent menneske. En kristen vampyr. Det er nu ikke fordi det har hindret mig i at slå ihjel, men bare tanken om kristendommen kunne gøre mig glad. Jeg kan ikke røre ved kors. Jeg er afskåret fra alting der har med min religion at gøre. Jeg er den mest forbandede af os alle. Forestil dig en rose uden sine blade. En sang uden tekst. Et vindue uden det der gør det til et vindue. Jeg har det omtrent sådan. Med min kristendom. Med min Jean. Med alt hvad der gør mig til den jeg er. Jeg ejer en vampyrs koldblodighed. En kats smidighed. Alt hvad jeg er, har jeg stjålet fra andre. En sølle skal. Det er alt hvad jeg er, hvis man tager tyvekosterne fra mig. Jeg er en bange sjæl der ikke kan gennemføre noget alene. Jeg udnytter min vampyrudgave på det groveste. Får den til at gøre frygtelige ting, som jeg ikke selv tør. Bangebuks hvisker jeg ind i mit eget øre. Bangebuks. Det er hvad jeg er. Ikke at jeg påstår at være andet. Jeg er jo kun en lille pige. Og dog... Så lille er jeg vel ikke hvis man tænker sig om. I virkeligheden er jeg gammel. Så gammel at jeg begynder at tvivle på det gode i evigt liv. Hvorfor er jeg ikke bare død? Hvorfor er det ikke forbi? Da jeg så endelig blev slået ihjel, fandt jeg ud af at jeg ikke kom til fredens sted. I stedet skulle jeg kæmpe videre, velvidende at næste stop i dødens uransaglige vej, ville være evighedens arbejde. At stå med en gæstebog, og få uvidende mennesker til at skrive under. At få dem til at indvillige i deres egen død. Det piner mig ikke. Jeg har jo min elskede hos mig. Men hvorfor er det ikke kun os to? Hvorfor er jeg havnet i en situation som denne? Jeg ønsker det ikke. Har aldrig ønsket det. Min facade af ro holder ikke. Det har den aldrig gjort - det er kun hvad I vælger at tro om mig. Det jeg bilder jer ind. Illusion er min eneste kort på hånden. Mit stærkeste. Uden det, ville jeg være fortabt. Vent. Jeg er jo allerede på fortvivlelsens dyb. På bunden af en dyb brønd af tåget ulyksaglighed.
Jeg har aldrig været perfekt. Aldrig været god til andet end skuespillet. Jeg har valgt og vraget. Pralet og kastet rundt med folks følelser. Spillet bold med deres hjerter. Men aldrig har jeg været tilfreds. Aldrig har jeg følt glæden ved at give andre det de ville have. Thi, jeg har aldrig forstået livets sande formål. Jeg har ikke engang prøvet. Jeg har grinet af dem der sagde således, mens jeg inderst inde hele tiden har kunne give dem ret. Men jeg har ikke lyttet til min indre stemme. Har fortrængt den til den mørkeste afkrog af mit sind. Det er bestemt ikke let at være mig. Det er ikke let at holde så meget af nogen, at den resterende verden netop blev resterende. Efterladte rester. Overskudet fra et langvarigt gilde. Direkte til skraldespanden. Jeg har været dum. Idiotisk. Jeg burde virkelig forsøge. Forsøge at hjælpe menneskernes sjæle når de kom til Helvede i dybeste fortvivlelse over en eller anden grufuld gerning. Men da jeg jo som bekendt er utrolig selvisk kan jeg ikke. Jeg ser kun min egen næsetip. Min og Jean. Hans behov er mine behov. Hans ønsker er mine ønsker. Hans ord er mine ord. Han er mig, og jeg er ham. Han er min Guds engel.

/Maria Le'Ai