Jeg har tænkt lidt. Ja, det er det der kommer ud af at ligge søvnløs i flere timer. Når jeg tænker... Tænker jeg så i ord? Sætninger? Ser jeg bogstaverne for mig? Det er et spørgsmål som jeg ikke kan svare på, selvom jeg ikke desto mindre sidder og tænker lige nu. Et af livets mysterier. Og stemmen. Er den dyb eller høj? Mørk eller lys? Er det min egen eller en andens? Det kan jeg vitterlig heller ikke fortælle dig. Jeg er en af disse mennesker som tænker ord. Faktisk er det meget sørgelige ting og sager. Ikke fordi mit liv er specielt dårligt. Det er vel bedre end så mange andres. Så mange andre danskeres. Jeg er lidt ligeglad med om det er bedre end afrikanerenes. Ja, det har givet vis nogle forfærdelige livshistorier nogle af dem. Og dem fra Irak. Men det er ikke noget at sammenligne med. Jeg vil kun sætte mit eget liv op med et andet der passer dertil. Noget lignende...

At tænke. At le. At græde. Jeg ler. Jeg ler stille. Jeg græder. Aldrig. Aldrig over noget der er noget værd. Jeg græder over småting - som foreksempel min yndlingssang. Hollow like my soul i stribede håndvarmere og en hvid skjorte med blonder. Jeg stryger mig over kinden, og vender øjne af mig selv. Dumme. Lille. Kisa. Hun ser altid så mærkelig ud. Ikke alternativ ligesom så mange andre - Sidseltiv. Jeg ser næsten normal ud. Har ikke grønt hår. Er ikke decora. Kort sagt har jeg ikke gjort noget specielt ved mig selv, som adskiller mig for så mange andre. Alligevel bliver jeg stemplet som sådan en underlig en... Mystifystisk.