Jeg føler mig en kende... Og her skulle stå noget intelligent. Her skulle stå noget, der fik jer til at tabe kæben, på trods af de manglende kommentarer her i øjeblikket. Enten er det fordi jeg har indhentet min bekomst, eller også har jeg skrevet så mange fuldkommen ligegyldige indlæg her for tiden, at I slet ikke kan følge med. Måske finder i dem kedelige, for Kisa ævler nok en del. Hun snakker stolpe til højre og stolpe til venstre om sit solskins ramte trappetrin, og hvornår shutter jeg up, som folk kalder det?
Og HVORFOR hedder toogtredive - 32, og ikke toogtredive - 23? Altså, 2og30 ser mere logisk ud, en 30og2, hvilket så skulle hedde trediveogto, når nu det hele skal være så "fxcking" enkelt. Ja, jeg bruger aldrig begreber som fxcking og shutter up, så jeg har det ret underligt med det. Og hvornår kommer jeg så til pointen, hvorfor skriver jeg dette indlæg, hvorfor gør jeg det nu, hvorfor har jeg fundet en gammel kladde frem, den hed "Øjeblik.", og hvorfor gider jeg skrive videre på den? Hvorfor skriver jeg det først på boggnasker, for så at udgive det, for så at kopiere det, for så at sætte det ind på min blog, som for øvrigt hedder 28 skridt til døren, en titel fuldkommen uden mening, som jeg vil linke til lige her. Så kom der endelig et punktum, så snakkede jeg ikke længere bare ud i en køre. Jeg har slettet en del blogindlæg - fordi jeg ikke kunne lide dem. Fordi jeg engang skrev så "satans" mange, fordi jeg bedre kan lide bare at have det, jeg har nu. Fordi Moni har skrevet flest blogs, og sådan er det fortsat i mit hoved. Fordi de var så ligegyldige, fordi jeg ikke kan huske, hvad der stod. Fordi jeg fortsætter stilen i den kladde der var, som udelukkende bestod af pladder. Fordi jeg er opmærksomhedskrævende, og gerne vil have at I kigger på min blog...
Jo, lige nu hører jeg en sang, Riverside med Agnes Obel. Det er sådan cirka 29. gang den kører - eller noget i den retning. Ærligtalt har jeg ingen anelse. Jeg kan bare min syvtabel, og det har jeg det fint med. Jeg sætter ikke dette her ind på min blog alligevel, fordi der ikke er nogen mening i det. Det er der vist nok i min blog. Er der? Måske skulle jeg alligevel sætte dette ind, bare fordi jeg keder mig en smule, og egentlig har mere lyst til at skrive på min historie. Og egentlig er der ingen fornuftig grund til, at jeg ikke gør det. Jeg skriver bare... og skriver... mine fingrer taster derud af... Er jeg overhovedet klar over, hvad jeg skriver? Jeg ved det ikke.. Jeg ved det ikke.. Det er ligesom når jeg taler, lige nu. Jeg ved ikke, hvad jeg selv siger, før jeg siger det. Det er nogenlunde det samme her. Plus, minus. Kan I forstå pointen? Ellers trænger du GODT NOK til briller... Er det sådan den er? Eller er det: eller skal jeg stave det for dig? Jeg ved det ikke... Jeg ved det ikke... Jeg ved kun, at jeg gentager mig selv lige nu. Gad vide hvad min skrivehastighed er? Høj nok til, at mine fingre med nød og næppe rammer de rigtige taster. Høj nok til at de gang på gang flyver over til sletknappen... Jeg burde falde lidt ned....

Send. Send. Send. Send. Send. jeg sender nu. Tror jeg nok. Troede jeg. Men så kom jeg i tanke om de 177 andre ting, som jeg fortælle jer, som i grunden var ligegyldige, og som resulterer i min forfærdelige sætningsopbygning. Halleluja... Holy Moly.... Jeg kunne for eksempel sige, at min idrætslærer ved, hvad "det enkelte individ" vil sige, at jeg skal lave side 22 i min tyskbog til i morgen, at jeg i grunden er ved at dø af træthed - jeg er bare ikke fuldt ud bevidst om det. Men hvilken relevans har det for jer?

Sov godt. Kære boggnaskere. Og eventuelle bloglæsere, hvis dette indlæg kommer så vidt...