Tænk, nu sidder jeg igen og dvæler ved mine gamle blogindlæg. Dem der jeg skrev for to år siden (Gud, er det virkelig to år siden?), dem der fyldt med alle de der smileyer, dem der, de der, dem der, de der, igen og igen de samme brugte vendinger, jeg kan ikke holde op. Det er også den samme melodi, de samme lyde, som gentages i den sang, jeg hører. Lullaby, du må sove godt, min ven, klokken er knap ni, men du må alligevel sove godt, hvis nu du plejer at falde i søvn efter Disney-sjov. Jeg keder mig. Ja, det er jo det, jeg gør. Er det ikke? Egentlig har jeg ikke grund til at kede mig - jeg har ikke tid, jeg burde skrive stil nu, skrive det der helt store surrealistiske cirkus, som jeg vrøvler om. Hvordan skriver man mon surrealistiske ting? Det skulle jeg eventuelt finde ud af, inden jeg satte mig til at skrive det, måske skulle jeg droppe mit trip med surrealisme, gemme det til en anden god gang. Pause, pause, hak, hak, nu er jeg tilbage igen for fuld udblæsning, eller nej, det er jeg ikke, nu stopper jeg igen, og så begynder jeg igen, og så stopper jeg igen, og så begynder jeg igen, og så begynder du at blive irriteret, fordi jeg starter det hele med og så og tror, at det lyder skidepissehamrendesindssygtirriterende sejt. Se Sanne, nu flowskriver jeg, se Sanne, det gør jeg altså. Jeg lukker en masse ord ud, det er dem, man bruger, når man skal sammensætte en sætning, sådan en bruger man, hvis man vil udtrykke sine følelser og tanker omkring noget - eller hvis man ikke kan holde stilhed ud. Så er det også et godt alternativ. Frem og tilbage, frem og tilbage, Dansk Folkeparti og fodboldkamp i parken, jeg interesserer mig ikke for fodbold, primært fordi jeg ikke kan finde ud af det og skyder skidepissehamrendesindssygtirriterende skævt. Jeg ved ikke, hvad det her egentlig forestiller, hvad jeg forestiller mig, når jeg skriver det her, men jeg skriver det da, og sådan må det nok bare være. Må det ikke?