Tænk, nu sidder jeg igen og dvæler ved mine gamle blogindlæg. Dem der jeg skrev for to år siden (Gud, er det virkelig to år siden?), dem der fyldt med alle de der smileyer, dem der, de der, dem der, de der, igen og igen de samme brugte vendinger, jeg kan ikke holde op. Det er også den samme melodi, de samme lyde, som gentages i den sang, jeg hører. Lullaby, du må sove godt, min ven, klokken er knap ni, men du må alligevel sove godt, hvis nu du plejer at falde i søvn efter Disney-sjov. Jeg keder ...

Jeg føler mig en kende... Og her skulle stå noget intelligent. Her skulle stå noget, der fik jer til at tabe kæben, på trods af de manglende kommentarer her i øjeblikket. Enten er det fordi jeg har indhentet min bekomst, eller også har jeg skrevet så mange fuldkommen ligegyldige indlæg her for tiden, at I slet ikke kan følge med. Måske finder i dem kedelige, for Kisa ævler nok en del. Hun snakker stolpe til højre og stolpe til venstre om sit solskins ramte trappetrin, og hvornår shutter jeg up, ...

At blogge? Kan jeg blogge? Kan jeg virkelig det? Nå Violence? Vil du også blogge? Jamen du blogger da allerede? Nå, så du vil blogge HER? Nådada... Du stiler da højt, kan jeg forstå.
"Hej."
Det var da det tyndeste Vivi... Ikke nok med at jeg indskrev dig i min forrige blog... Hvis du vil være mere med her, skal du da sige noget andet. Noget mere spændende.
"Haha. Jeg dør af grin."
Så lig dig dog ned og dø, dit fjollehoved. Jeg prøvede ikke på at ...

"Det er min fødselsdag, så jeg må tude når jeg vil."
"Du skal ikke bruge det citat Vivi. Det bliver en dårlig vane. Desuden er det ikke din fødselsdag, så klap lige Dummyen."
"Jeg hedder ikke Vivi."
"Er det alt hvad du kan sige? Jeg kalder dig forøvrigt Vivi når jeg vil."
"Næppe."
"Næppe?"
"Lige præcis."
"...Hvad mener du dog med det, min kære Vivi?"
"Vivi?" ...

Jeg kan godt lide rollespil. Det er et fantastisk begreb. Og jeg arbejder på at blive bedre til at skrive længere, og mere fængende, indlæg. Det er nogle dejlige rollespil der er, ikke mindst her på siden, og jeg nyder at trække mig til bare til den fiktive verden. Jeg nyder at leve mig ind i min karakters sorger og bekymringer, og på en eller anden måde at mærke de små tårer en sjælden gang i mellem, når vi snakker om en bestemt person... Som er fra en historie, og ikke et rollespil. Men så godt ...