Når et lys går op for en

Der er gået et lys op for mig. Ikke på en religøs måde med englesang og solstråler, heller ikke en af de gange hvor jorden ryster under en, men en af de gange hvor man, når man har tænkt over tingene, lige pludselig forstår så meget mere.

Jeg sad til psykologi i tirsdags og lærte om udviklings psykologi, og pludselig forstod jeg mig selv så meget mere. Og vigtigere endnu, jeg forstod min mor og min opvækst og barndom.
Jeg forstod hvorfor jeg stadig som 21 årig sover med bamser og er bange for mørke og være alene, og hvorfor jeg af og til kommer op og skændes med min kæreste over ingenting.

I følge objeksrealtionsteoretikkeren Melanie Klein benytter alle mennesker sig af projektiv identifikation. Projektiv identifikation er når man overføre uønskede tanker/følelser over til andre personer der så selv vil tage følelsen til sig og fører den tilbage til os selv så vi kan bearbejde den. Fx. når man gør et andet menneske pisse sur og bagefter har det god tmed sig selv. Fordi man har bearbejdet den. Et barn benytter sig af projektiv identifaktion for at lærer verden at kende og få at vide af mor/far at alt er godt hvis de har været bange ("hunden er væk nu skat") og en forældre må aldrig aldrig nogensinde lægge sine følelser over på barnet, for det kan det ikke rumme.
-Første lys der gik op for mig.

Donald Winnicott der var engelsk psykoanalytiker og børnelæge sgade at børn bearbejder forholdet mellem den indre fantasiverden og den skræmmende ydre verden ved at klynge sig til mor, og det er mors job gradvist at vænne barnet til verden. "the-good-enough-mother" kaldes dette.
Nogle børn bruger bamser eller legetøj som en slags suppliant når mor ikke er der. De bruger den til at finde trøst og støtte og oftest vil de ligge bamsen væk når de er klar til at stå på egne ben og gå ud i verden.

Men, hvorfor sover jeg, der er 21, så stadig med så mange bamser at min kæreste er ved at falde ud af sengen? Forklaring der ramte mig den tirsdag var ikke rar. Men den er sand, min mor har ikke opfyldt sit job som "the-good-enough-mother" for hvordan tackler et seksårtigt barn at mor er blevet så syg at hun ikke kan stå ud af sengen? Barnet gemmer sig i sin fantasi verden der er tryg og rolig. Og det gik op for mig at grunden til at jeg stadig sover med bamser (jeg skammer mig ikke over at sige det) er at verden for mig stadig er farlig, for jeg har aldrig rigtig lært den gradvist at kende, jeg blev kastet ud i den uden mulighed for at gemme mig hos mor der ovenikøbet også brugte mig som en måde at få bearbejdet sine følelser.
Og nu da jeg skriver denne blog lover jeg mig selv at jeg aldrig ALDRIG ALDRIG vil kaste mit barn ind i en kold og dyster verden uden først at have lært det at stå på egne ben. Det her sværger jeg ved alle Guderne og jeg vil vise verden at jeg kan!