Nyeste blogindlæg

Som at sidde for sig selv; glemme alle andre end sig selv; være fraværende alle steder, udover i sig selv; se væk fra alt andet end sig selv; lukke ørerne for alt andet end sig selv; dvæle i sit eget indre mørke... lys ... ingenting.

Det eneste sted, jeg troede, jeg kunne være i fred, var i mig selv, men når jeg vender blikket indad, mens jeg er i et sensitivt hjørne, ser jeg kun tomhed - en urolig én af slagsen. Nærmest et hav, der er spejlblankt på overfladen, men grueligt urolig ...

Jeg står på en bakketop. Mit livs vendepunkt. Jeg kan gå tilbage til fortiden, eller jeg kan fortsætte min vandring ud i det uvisse, uden dem jeg holder af og elsker. Jeg kan vælge om jeg vil dvæle ved minderne og forsøge at gøre dem om, eller om jeg vil lade det hele være som det er nu, og bare være ligeglad. Egentlig burde det ikke være så svært. Egentlig burde jeg gå ud i fremtiden med oprejst pande. Alligevel kan jeg ikke. Jeg sidder fast et sted midt i mellem. Kan ikke komme fri. Jeg har smadret ...