Søg
Xazal
Undskyld ... fordi jeg siger undskyld
af den 07-10-11 kl 21:45 (1753 Visninger)
Der er tidspunkter, hvor den altoverskyggende lyst til at gemme sig, er utilstrækkelig. Et tidspunkt, hvor det slør af usandheder bliver mere og mere gennemsigtigt, og så afslører det alligevel ikke éns inderste væsen, fordi det enten er ikke-eksisterende, eller simpelthen lig alt andet i verdnen og derfor kamuflerer sig selv i ensartetheden. I må bære over med mig, hvis over halvdelen af dét, jeg skriver, er fiktivt, og at det i virkeligheden bør postes i et indlæg i tråden med egne skriverier. Det kan også være, at det netop ikke bør kategoriseres som værende andet end et blog-indlæg, men blot er et selvbiografisk fragment med tilføjede, fiktive og ikke mindst flatterende elementer.
JA, jeg ser sgu godt ud. Ingen tvivl om det.
Men jeg ser sort på tilværelsen.
Undskylder endda overfor mig selv, at jeg er til - kun, fordi jeg bukkede under for min egen hjernes ubændige trang til at underkaste sig. Melankoli.
Destruerer endda alt, hvad der kalder sig ironi med bitre ord som for at blotte det, som ikke er der, fordi det optræder som noget, der er så ordinært, at det er intetsigende. INTETSIGENDE PERSONLIGHED ... skrevet med versaler, som om det kan understrege det hele. Markere det med en fed overstregningstusch: INTETSIGENDE.
Undskyld.
Fanden tage mig.
Jeg stod op engang helt oprejst og stirrede op i himlen, hvor kun skyerne kunne fortælle deres historier. Himlen strakte sig opad, opad, opad i det uendelige. Jeg tror, at jeg følte mig ung, fordi jeg ikke vidste besked om noget, eller også følte jeg mig gammel, fordi jeg ikke var i stand til at lære mere. Som om viljen til at leve og lære var udslukt. Eller også var det så enkelt: Jeg var ordinær. Demotiverende enkelt. Blæse være med, om jeg besad talenter, lige meget med, hvad der gjorde mig unik i nogens øjne og pokker tage dem, som påstod, at der lå en fremtid for mine fødder. Mennesker opmuntrer hinanden i flok, giver dem lyst til at opleve og erfare og dele ting med hinanden.
Der er for få detaljer og for mange åbne passager i teksten, ligesom en pose Matadormix helt uden vingummier, og jeg ved, at det delvist er hovedpine og min trang til at skrige undskyld, der lægger en dæmper på mig. Og så det helt utilstrækkelige ved at skrive metaforer til at beskrive en given sindsstemning, for selvom de driver ned ad væggene og fylder sindet med sanseindtryk, og selvom jeg besjæler metaforerne i skrivende stund, så er deres utilstrækkelighed ikke et resultat af, at sindsstemningen er ubeskrivelig, men blot ligegyldig at medtage.
Forsøger velsagtens at gøre det klart for læseren, hvilke elementer, der er fiktive ved at ændre skrivestil. Men kloden er rundere end som så. Jeg er glad nok. Cool nok. Smart nok. Æbleagtig nok for os begge, kammerat. Fløj sikkert til Æblehøj engang for at besudle min æbleagtighed med mere æbleagtig substans. Jo mere æbleagtig, des mindre Steve Jobs-agtig, for nu at bringe en aktuel person ind i konteksten.
Den smerte, et menneske med alt for meget selvbeherskelse er i stand til at føle, er den smerte, en djævel måske kender til. Måske spreder sommerfuglene deres vinger ud for at ryste skønheden af sig, måske er nattergalens sidste røst det endegyldige bevis på, at Djævlen, om ikke andre, har sat sig på en piedestal for at skue. Bare skue. Måske er jeg dét menneske, hvis begrænsede bevidsthed forsøger at skabe illusioner om en bedre verden, fordi lidelserne og elendigheden hersker udenfor min rækkevidde - et billede på eguismen i den reneste forstand. Djævelsk. Ti fingre på et tastatur kan være ti fingre på tangenter, som spiller i al evighed - spiller en hymne. Eller også er det bare en omstrejfende ræv, der netop har slået kløerne i en mus.
Men undskyld, Boggnaskere, fordi jeg tillader mig at sige undskyld, og undskyld, fordi jeg undskylder, at jeg siger undskyld, og undskyld, fordi dette blog-indlæg er blevet til.
Hvilken ... hvilken sjæl har kastet sin skygge over de skrevne ord? Hvilken, foruden min egen? Hvorfor har den ret til det? Danser vi ude i regnen, når tissemyren flygter fra sin brosten? Et kloster af brosten.
Fjong X
Email blogindlæg
Gå til profil
Marker som læst
