Søg
Xazal
Det sidste i år
af den 31-12-11 kl 17:31 (3395 Visninger)
Hermed et indlæg, som udelukkende ser dagens lys - eller tusmørke grundet de korte vinterdage - fordi det er den sidste dag i 2011, noget, der har gjort mig temmelig tungsindig af uvisse årsager. Jeg har intet sentimentalt pladder at dvæle ved og ikke synderligt meget at berette om fra 2011; I kender det meste af det opløftende, der er sket for mig ud fra mine små opdateringer.
Jeg vil blot bekræfte min stadige eksistens som så mange gange før, og jeg gør det via selvskrevne, intetsigende fraser. Ikke desto mindre lever disse ord, så længe jeg selv tillægger dem blot den mindste værdi, hvad end den er positivt eller negativt ladet. Jeg kan ikke mærke, at forandringer fryder; jeg ser ikke frem til noget som helst i det kommende år; jeg kan ikke forestille mig, at jeg kommer ud for noget, som får mig til at føle, at jeg har fundet min plads, eller at min frugtløse stræben efter noget kommer til at give mening for mig i sidste instans.
Jeg er gammel og grå, idet jeg har passeret mine sidste teenageår, og i den forstand totalt immun overfor personlig udvikling. Jeg ved godt, at det er en irrationel og pessimistisk påstand, men i min nuværende sindstilstand, som jeg har grundet over i flere dage nu, er jeg ikke i stand til at se lysere på tilværelsen, selvom - jeg smiler ved tanken - min ukuelige, selvironiske og tørre humor aldrig har formået at slippe sit tag i mig. Jeg havde ikke forventet, at jeg ville blive et nyt menneske, da jeg startede på mit nye studie, men jeg tror, at jeg havde håbet, at mine nye medstuderende kunne give mig lidt modgang. Jeg beundrer dem for deres faglige engagement, videbegærlighed og diskussionslyst, og i det store og hele synes jeg godt om alle, jeg har haft mulighed for at tale med. Det er måske dét, der er kilden til min frustration: At alle respekterer og ikke har noget imod mig. Er det et tegn på at være blevet voksen? Jeg tvivler på, at nogen bryder sig om dramatiske intriger på arbejdspladsen og uddannelsesinstitutionen, men personligt tror jeg, at, når jeg tænker tingene igennem, mangler noget at tygge i og skumle over. Jeg ved, hvori kernen til problemet er: At jeg er indgået i alt for få sociale sammenhænge med mine medstuderende på trods af, at det er med dem, jeg har haft flest sociale oplevelser over så kort tid, men jeg ved for fanden ikke, hvordan jeg skal forbedre mig på dét punkt, når jeg er lidt af en enspænder af natur. Det bliver IKKE et nytårsforsæt, eftersom jeg hader nytårsforsætter - jeg kender ikke én eneste, som har overholdt sit nytårsforsæt til punkt og prikke. Derudover ville jeg ønske, at jeg havde grund til at tabe mig.
Når alt dette så er passeret, er det på sin plads at afskrive den seriøse, sultne Xazals alt for alvorlige facetter og ønske hele Danmarks befolkning et godt nytår uden at undskylde (men stadig undskylde indirekte) for dette indlægs pludselige opståen og dets ringe fremstilling. Pas godt på alle led og lemmer og lad være med at sløre sanserne med alt for meget alkohol, ikke? Det skal jo være en mindeværdig aften, inden vi træder ind i 2012, som er forudsagt til at blive Jordens endeligt. Hvis vi skulle være så heldige, at Jorden går under, så ved jeg, at jeg har gennemført Chrash Bandicout 2, da jeg var 12, og det er den bedste trøst i skrivende stund, jeg kan hive frem fra mine erindringers folder. Jeg er snart helt rask og fri for smerter, der minder om dem, folk får efter en pandeløftning, og jeg kan næsten trække vejret problemfrit, omend min stemmes klang stadig er en lille piges efter dén forkølelse.
- Et komprimeret indlæg fra Tågeparaden, fordi jeg ikke er i stand til at gøre det bedre, og skulle jeg endelig gentage mig selv i andre vendinger, ville det kræve, at jeg opbyder al min sparsomme skriftlige kunnen, hvilket overskuddet ikke er til. Snart ifører jeg mig min ornli' syy' læderjakke og sutsko.
- Xazal
Email blogindlæg
Gå til profil
Marker som læst
