Man krydser aldrig grænser uden bøvl. Enten skal man betale for at komme over broen, når man skal til Sverrig, eller også skal man klippe negle, når man skal til fint selskab. Eller man kan døje med mentale kvaler over at bryde personlige grænser, hvad end det går udover materielle eller åndelige værdier. Sidst, men ikke mindst kunne man skide på det hele og kalde sig hardcore segmentskifting. Jeg er ikke hardcore. Øvsadasse, altså.

Jeg er et vanedyr af værste skuffe. I hvert fald går der lang tid, før jeg affinder mig med noget, og måske længere tid, før jeg vænner mig til, at jeg har affundet mig med noget, og jeg bilder mig selv ind, at NÆSTE GANG, IK'?, er jeg meget bedre til at affinde mig med det. Så drejer møllen rundt og rundt, mens jeg bliver ældre og ældre, og til sidst ser jeg mig nødsaget til at bøje som et siv i vinden eller stoppe op på rulletrappen og undre mig over, why the freaking fish jeg stadig bevæger mig fremad.

Jeg har krydset grænsen. Jeg har fået en fyr... altså ikke sådan én .... tihihihihihihihi! Men en, der på nuværende tidspunkt står/ligger til venstre for mig og flasher sit logo op i mit åbne ansigt. Jeg ku' grille en rabarber af arrigskab.

Det er sært. Det er forunderligt. Det er irriterende. Jeg, som havde håbet på og aldrig troet på, at jeg kunne give de æbleentusiaster endnu en bag til samlingen af rødmåse. De skarpeste af jer må ikke løfte blikket og sige "AHA! Æblet Xazal ...!" For æblet i dén kontekst er en ganske anden historie, som Michael Ende ville have sagt.

Jeg lægger alle kort på bordet, så spåkonen kan tage et kig. Har været PC-søgende siden primo oktober - i hvert fald alvorligt nok til, at jeg ikke bare morede mig med at se, hvad markedet fandt på. Mine krav var ganske enkle, og jeg syntes da også, at buddene var udmærkede, men hvad jeg selv fandt tiltalende, lå i nøjagtig samme prisklasse som den fordømte Macbook Pro, og jeg har sandsynligvis hevet flere mønter op af lommen for selve segmentskiftet end brugbar hardware, og jeg er åbenbart faldet i grøften efter alle de lygtemænds ihærdige forsøg på at lokke mig i dem. Studiekammerater, familie og andre designfreaks skal få med mig at bestille sooner or later. Det gør ondt.

Det er nok selve dét at rende rundt med en computer, der ikke forårsager rygsøjlekramper, der letter mest, men at ændre hele sit bevægegrundlag med ét eneste styk forbandet teknologisk følgesvend, huer mig ikke det fjerneste. Især ikke, når de gutter og tøsebørn i min nærhed har et ualmindeligt snerpet forhold til deres Apple-dimser, ser jeg frem til at blive en slags kongens efterfølger.

First look: Den er da ... øh, lille.
Second look: Hvorfor vejer den ikke noget?
Third look: Ehm... jeg kan godt li' aluminiumkabinettet - minder mig om min Nokia.
Fourth look: Mystisk oplader... Ligner lidt en rejsehårtørrer eller en frugtbox til madpakken...
Fifth look: Jeg må hellere se at vænne mig til Mac OS X Lion *skumler*
Sixth decision: Jeg lukker ned og leger med min gamle, tunge studie-Windows computer.
... men det er måske bedre at ha' sådan en Macbook end en studie-PC, der er blevet udskiftet 5 gange i løbet af 3 år med fare for svigt, og at alle mine data er backet up alle mulige mærkelige steder?

Anyway, et tak skal lyde herfra til tenner, der har været så flink at undlade at kalde mig pivet og sagt, at det nok skal gå.

Og Macbook Pro skal nok få sig et hjem her... selvom den var pænere i kassen, som fragtmennesket kom med i dag... eller ...

- Xazal