Wow der var en del der, og tror min hjerne gik i stå halvvejs, for stoppede ligesom med at forstå hvad der stod haha x'D ... op til flere gange. Føler mig ret dum lige nu D'8

HAH! Din tur til at være owned, @Siwsen. *Djævelsk grin*

Nej ved du hvad? Jeg synes det her indlæg er en smule forfriskende. Lidt et wake-up call. Haha. Og det siger jeg på trods af jeg ved jeg lige nu burde støvsuge, men bare ikke GIDER!

Jeg synes din brug af udråbs tegn og din selvynk med humor rent faktisk gør det værd og læse måske fordi det minder mig om Bridget Jones og på trods af hun er lidt smådum så elsker jeg hende. Præcis som jeg elsker mig selv. Haha. Og det tror jeg faktisk også at du gør.

@JosephineNV: At jeg elsker mig selv? Eller dig? Eller Bridget Jones?

Du opdagede bare lige, hvor selvfed jeg var, din flyvske flammejæger. Her gik jeg selv og bildte mig ind, at det var blottet for humor - fordi jeg egentlig sad med ret alvorlig mine og skrev det, når jeg burde skrive opgave... Nåja, men hva' pokker...

Hahaha, jeg vil lade klokken være skyld i mit tåget hovedet xDD

Haha. Du elsker os alle tre!
Ej jeg er bare så empati forladt at jeg læser alt med humor ... så altså ja. Men jeg synes det var sjovt, pardon hvis du mener det hele. Måske fordi jeg kender det selvynk du beskriver særdeles godt og altid bagefter får lyst til at slå mig selv.

Og man mener det. Det gør man jo. Jeg ved ikke hvad jeg ævler om, men da du skrev var det sandheden og da jeg læste var det bare ikke de briller jeg havde på fordi jeg hørte en glad sang. Tsk.

Årh, jaerh, nåhh!
Jeg kan nu godt se det med dine briller på, selvom det ikke er min styrke... for jeg synes i bund og grund også, at det ynkværdige pladder var underholdende nok - BAGEFTER, hvor jeg NETOP greb mig selv i at hade mig selv for at være så tosset og havde lyst til at banke rumpetten i naglen på mig selv...

Mbwahahahaha, empatiforladtheden er en god følgesvend... især, når Haiku-digtene i bunden af blog-indlæggene ikke har den rette effekt...

At læse dine blogs og kommentar Xazal er som at gå en tur i livet. Man starter med følelse af interesse og nysgerrighed, for man ved aldrig helt, hvad man går ind til. Det sker endda, at man sidder med overvejelser om, man overhovedet tør begynde på denne tur igennem verden, som man er sikker på dine indlæg indeholder. Fordi det er skræmmende at gå igennem livsoplevelser - store, som små.
Dog ved man, at den oplevelse, som venter en. Er en oplevelse, man ikke vil gå glip af. En vidunderlig gå tur med bjerge, skove, søer, dyr og fortællinger. Det er som at kigge op på himlen, forstå man er lille og ubetydelig. Men se på skyerne og historierne i dem.
Så man går i gang med at læse din fortælling. Man bestiger bjerge, går igennem skove og oplever dine indlæg.
Når man så endelig bliver færdig og fortælling er slut. Så står man og kigger sig lidt omkring. Man ved egentlig ikke, hvor man kom fra. Man ved ikke, hvordan man kom herhen. Man ved ikke, hvor her er. Og man ved ikke, hvor man nu skal hen. Men alligevel ved man, at man har været på et eventyr. Været i en fortælling, man ikke kan huske, men som man ved aldrig vil glemmes. Fordi fortælling har sat sig fast i en selv. Den har sat tanker i gang og blevet en del af en selv. Man sidder tilbage og tænker, hvor var det vidunderligt..

Derfor vil jeg mange gange, hellere læse dit så kaldte narcissistiske blog-indlæg end skrive, den stil jeg burde lave. Fordi din eksistens er mere interesserende end det emne, min lærer finder sindsoprivende og meningsdannende. Du fabulere og filosoferer på en måde, der mystificere et dødeligt menneske om mig. For det kan jeg kun takke dig, for det giver en livsglæde, der er svær at beskrive. Men et eller andet sted håber og tror jeg, du forstår, hvad jeg forsøger at sige. Eller må du tolke det, på din egen personlige måde.
Det er så livsbekræftende for mig, at jeg for lyst til selv at skrive om livet, verden og alting, men jeg ved, jeg er et dødeligt menneske og ikke vil nå dig til sokkeholderne. Så jeg vil lade være og overlade scene til mere begavede, end en naturvidenskabelig tosse som mig.

@Anders - jeg omtalte dig som lømmel, da jeg læste din kommentar. Det synes jeg bare, at du bør vide. LØMMEL! *Smiler*

Jeg er ikke ordknap på skrift normalt, men lige nu, hvor "hjertet" (ikke dét organ, der pumper blod ud i mine årer) fører ordet - eller hvad er det, man kalder dén del af hjernen, som svigter, når en eller anden følelse overskygger éns beherskelse af ordene? - vil jeg bare skrive det kort (også, selvom jeg allerede har sagt for meget):

Det gjorde mig faktisk forbandet glad at læse dén kommentar, hvilket jeg nægtede at indrømme overfor mig selv de første 12 timer. Mest af alt blev jeg glad, fordi du oplevede noget ved at læse det hysteriske bavl. Glæden ved at gi', som man si'r. Og så også et smil på grund af din beskedenhed - naturvidenskabelige fjog!

Så ... tak for kommentaren, Anders - den formulering vidnede om, at jeg på én eller anden måde bliver nødt til at lade oprigtige følelser (såvel glæde som nedtrykthed) skinne igennem sarkasmen ind i mellem, fordi dét I giver bør blive gengældt.

Tak.

(Mere er jeg ikke i stand til at sige).

Bonusinfo:
Du vil sikkert le højt ad det faktum, at da jeg læste din kommentar i går, sprang jeg op ad stolen og bandede.

Jeg er ingen lømmel, om jeg må bé! Jeg er bare en ydmyg tjener af mine idealer og godhed¹ her i livet. Jeg søger intet mere end, at give et smil til de vidunderlige mennesker, som befolker denne jord.
Derfor er der heller ingen grund til at takke mig. Jeg tjener bare mine egne idealer og smilet er nok til at belønne mig. Jeg tror på, jeg med mine ord på en kold computer skræm, kan få dig til at smile og føle glæde, uden du nogen set har mødt mig eller kender mig. Jeg tror på, jeg kan gøre det. For jeg har gjort det før og vil gøre det igen. Så takken er spildt, for jeg ved du smiler. Jeg vidste det, så snart jeg satte mig ned og skrev mit indlæg. For du fortjener smilet.
Derimod finder jeg det mere interessant, at du vil finde på at vil benægte, du blev glad, de første 12 timer

Det vil ikke falde mig ind, at le højt af dig. Jeg er ikke så tåbelig, at jeg vil tro på dine indbildninger. Jeg ved, at en fabulant som dig, ikke vil gøre noget sådan.

¹ Her er selvfølgelig tale om min personlige opfattelse af godhed, som kan være lidt romantisk og gammeldags