Xazal

Som at sidde for sig selv; glemme alle andre end sig selv; være fraværende alle steder, udover i sig selv; se væk fra alt andet end sig selv; lukke ørerne for alt andet end sig selv; dvæle i sit eget indre mørke... lys ... ingenting.

Det eneste sted, jeg troede, jeg kunne være i fred, var i mig selv, men når jeg vender blikket indad, mens jeg er i et sensitivt hjørne, ser jeg kun tomhed - en urolig én af slagsen. Nærmest et hav, der er spejlblankt på overfladen, men grueligt urolig umiddelbart under overfladen, der hvert øjeblik kan krakelere - men aldrig gør det. Er det det, man kalder selvkontrol? Er det en god ting at besinde sig og føje sig og lade, som om man er uanfægtet af alting?

Jeg ved, at jeg er ligefrem og kynisk. Jeg ved, at det nok også er dét, jeg vil fremstå som (og mine spøgefuldheder er nok bare en sidegevinst). Men jeg ved også, at jeg erkender mine svage sider både overfor mig selv og andre. Jeg ved, hvor mine grænser er - og det er lige hårdt at bryde dem hver gang.

Jeg ved, at jeg fortaber mig i tanker og spekulationer, jeg aldrig burde have stiftet bekendtskab med. Det er ikke engang selvforringelse, der kan kureres (okay, al selvforringelse kan måske ikke kureres) - og heller ikke noget, der minder det mindste om sure opstød, sentimentalitet eller et udslip af for dårlig kommunikation. Men det er nok bare refleksioner over livet, ganske enkelt, og et tydeligt bevis på, at jeg ikke er upåvirket af mine omgivelser, men tværtimod er ganske menneskelig, og det burde vel både berolige jer ... og mig, selvfølgelig.

Jeg kan ikke gøre det bedre end at ridse lidt i emaljen og sige: Hey, sådan er jeg bare. Så I må tage til tåls med, at baggrunden for disse tanker ligger i erindringer, jeg kun deler med få.

... som at få et halvt kinda-æg, I know.
- Xazal

P.S.:
Jeg ved, at titlen er skuffende - den lover langt mere, end I fik...