Duellen

Af David Grossman

Oversat fra hebraisk af Jakob Melchior

Illustrationer: Lars Gabel

Forlaget Forum/Rosinante&Co, 2010
-------------------------------------------------

Jeg må tilstå, at jeg aldrig havde hørt om David Grossman før, men bogen hedder Duellen og på forsiden står to gamle mænd ryg mod ryg med hver deres pistol. Det regner og rusker og kunne sagtens være en rigtig dramatisk og dyster historie af den slags, jeg elsker.

Det er det bare ikke. Mere om det senere.

På nettet kan man læse sig til, at David Grossman er meget berømt i sit hjemland Israel. Han er kendt for modigt at skrive om konflikten mellem Israel og Palæstina, og han har modtaget mange priser for sine værker. Duellen er oprindeligt skrevet som radiodrama tilbage i 1982, men nu er den så oversat til dansk – oven i købet direkte fra hebraisk. Det er ikke så tit, vi får direkte oversatte bøger fra den del af verden, så det er under alle omstændigheder et rigtigt godt initiativ. Men er det så også en god bog?

Nej. Duellen er desværre en meget kedelig bog, og hvad endnu værre er: den lader som om den er spændende! På bagsiden loves vi en historie om 12-årige David og hans ven, den 70-årige Heinrich, som anklages for at have stjålet en helt særlig tegning, og derfor må ud i en duel, for at rense sin ære! ”David er skræksagen [der skulle nok have stået ”skrækslagen”, men jeg kan godt tilgive en enkelt tastefjel i bagsideteksten], hvem har taget tegningen? Og hvordan forhindrer han en katastrofe med dødelig udgang? Ved hjælp af detektivarbejde og en god portion held går David i gang med at samle brikkerne til et puslespil, som viser sig at indeholde en kærlighedshistorie, der begyndte 30 år tidligere.” Ja – jeg synes i hvert fald det lyder spændende og dramatisk.

Men allerede efter få sider støder jeg på noget, jeg ikke bryder mig om i en dramatisk historie. Forfatteren lægger distance til dramaet i stedet for at gå så tæt på som muligt. Historien handler nemlig om den 28-årige David, der husker tilbage til dengang han var 12. Det kunne være okay som en rammehistorie, hvis vi fik lov at glemme den i løbet af fortællingen og leve os fuldkommen ind i 12-årige David – for det er HAM og ikke 28-årige David, som oplever noget spændende. Men det får vi ikke lov til.

For det første bruger forfatteren konsekvent et sprog som passer meget bedre til en 28-årig end en 12-årig (hverken ”Det er meget enkelt – som en grundsætning i grammatik: hvis du forlader nogen – er denne forladt.” eller ”Det vil sige – på en nøgtern måde uden en masse unødvendig sentimental nonsens.” lyder særlig godt i en 12-årig mund), og for det andet springer han ofte ud af handlingen for at komme med forfatter-kommentarer, der godt nok en sjælden gang imellem er sjove (som f.eks. ”Når man er bange, føles hvert minut som en evighed (eller i hvert fald som fem minutter).”), men de bidrager ikke til at holde dramaet og spændingen.

For at gøre det hele endnu værre, så foregår den mest dramatiske del af handlingen faktisk endnu længere tilbage i fortiden og fortælles som en lille anekdote. Som læser sidder jeg og spørger: hvorfor må jeg ikke være dér, hvor det er farligt? Dér, hvor der er noget på spil?

Bagsiden lover os også en detektivhistorie – og det er snublende tæt på at være falsk varebetegnelse. Det er rigtigt, at vores hovedperson forestiller sig, at han laver detektivarbejde, men det gør han altså ikke, og det har heller ingen indflydelse på historiens gang. Faktisk er det udelukkende den ”gode portion held”, som betyder en forskel – fordi en person kommer dumpende ned i handlingen.

Jeg indrømmer, at jeg ikke havde gættet, hvem den rigtige tyv var – men jeg var desværre også ligeglad, for det virker ret ligegyldigt. Jeg var slet ikke overbevist af konflikten mellem Davids gamle ven og en gnaven rival fra gamle dage. Og det blev ikke bedre af den måde konflikten blev løst på. Selvom forfatteren gør sit bedste for at lade som om, at det er Davids gode hoved, der løser problemerne, så er det i virkeligheden bare forfatteren, der kaster ting ned i fortællingen, så det hele falder på plads.

Den danske udgave er illustreret af Lars Gabel, som blandt andet også har lavet omslag til Karlas Kabale, og hans illustrationer hér har nærmest et skær af Frank Miller over sig. Det er fedt, grafisk – men desværre er motiverne så hamrende kedelige og udynamiske, at det alligevel bliver uinteressant. Ærgerligt – for hvis man f.eks. ser hans tegninger i ”Spøgelserne i Hausers Palæ”, ved man hvor godt det kan blive.

Sproget i bogen er generelt kluntet og gammeldags. Jeg kan af gode grunde ikke vurdere om det skyldes oversættelsen eller den originale tekst – men oversætteren burde nok have taget sig nogle flere friheder, når det nu er en bog, der åbenbart skal læses af unge mennesker i 2010.

I det hele taget forstår jeg måske bare ikke hvem denne bog henvender sig til. Den er kun på 126 sider og sat med store typer. Det kunne tyde på, at den skulle læses af de 10-14-årige … men den er alt for gammelklog, småsludrende og dybt uspændende til at appellere til så kvik en målgruppe. Den ligner den slags bøger man bliver tvunget til at læse af sin dansklærer, fordi den kommer fra et land vi ikke ofte læser bøger fra – og fordi forfatteren sikkert er en anerkendt litterær person.

__________________
Min hjemmeside: http://www.merlinpmann.dk
En af mine bogserier: http://www.taynikma.dk