Mens Mello sad og læste lektier, dukkede et billede pludselig op og skubbede alle tanker, der havde med lektierne at gøre, væk. Rødt hår, stribet trøje og goggles. Matt.
Irriteret skubbede han bogen, som han havde siddet og læst i, fra sig. Han burde kunne svare på den regn af spørgsmål, der ville blive stillet i timen dagen efter, så han blev enig med sig selv om, at lektierne nu var klaret. Hans blik lagde sig på den lukkede dør, da nogen gik forbi ude på gangen.
Han rakte ud efter sin chokolade bar, der lå på sengebordet, inden han bed et stykke chokolade af, som han tænkende gumlede i sig. Han burde se at komme ned og få noget at spise, men var han overhovedet så sulten? Han overvejede det kort, mens han gumlede endnu et stykke chokolade i sig. Så rejste han sig og forlod sit værelse, for så at gå nedenunder i spisestuen.

Han fyldte en dyb tallerken med suppe, hvorefter han med et fjernt blik begav sig mod de tomme bord i hjørnet.
Han sad der altid alene, fordi han ærlig talt havde gjort krav på det. Der var en masse uskrevne regler, som han havde lavet, og som de andre fulgte uden et eneste ord. - Blandt andet at bordet i hjørnet var han, selvom der var plads til mindst ti mennesker. Han var slet ikke sulten mere, fandt han ud af, mens han sad og stirrede ned i suppen. Han kiggede dog op, da den rødhårede dreng pludselig satte sig overfor ham. Mello mærkede straks en masse blikke på ham. De sad sikkert alle sammen og undrede sig over, hvorfor han måtte sidde der. Men det måtte han jo heller ikke?
”Hvad har du gang i?” Mello kneb øjnene en anelse sammen, da den såkaldte Matt kiggede forbavset op på ham. ”Hvad mener du?” spurgte han og lagde skeen fra sig. ”Find en anden plads,” mumlede han irriteret. De andre skulle ikke gå hen og tro, at han havde fået en ven. For det havde han jo ikke? Han vidste ikke engang, hvem denne random person var? Okay, han vidste, at han hed Matt, men det var også det!
”Eh, hvad mener du?” spurgte Matt tøvende, inden han tøvende rørte ved sine goggles, for så at sænke hånden igen. ”Move. Your. Ass.” Fattede han virkelig intet?
Et ’tsk’ lød en smule fornærmet fra Matt, der så ud til at skulle til at smutte. ”Du ejer måske dette bord, eller hvad?” Han placerede begge hænder på kanten af bordet, mens han så på Mello, der alligevel havde lidt svært ved at være direkte led mod ham. Hvorfor, vidste han ikke. Et lumskt smil dukkede op på Mellos læber, idet han nikkede.
”Så du har altså venner? Jeg troede, at du var solokører,” lød det overlegent fra en velkendt stemme. Mello kunne i øjenkrogen se Victor, der stod og så skiftevis på ham og Matt. ’Hold nu kæft,’ havde han lyst til at råbe direkte op i Victors hoved, men hvis han lod Victor irritere ham, gav det ham et point, hvilket absolut ikke måtte ske! ”Der er jo nogle i dette hus, som jeg kan holde ud..” Mumlede han så roligt, som det var muligt. Hvis han begyndte at forklare, ville Victor bare blive enig med sig selv om, at Mello prøvede at sammensætte en undskyldning.
Matt så lidt forvirret på Mello, men hans blik blev straks lettere opgivende, da han også så over på Victor.
”Du er måske ved at blive lidt blødsøden, Mello?” Igen Victor, der ikke gad at lukke røven. Matt forholdt sig tavs og koncentrerede sig om at spise sin suppe, men med et hævet øjenbryn. Mello skubbede sig straks væk fra bordet og sprang op at stå, hvilket i få sekunder gjorde Victor lidt forskrækket.
”Du bedte fandme selv om det, tøs!” Mumlede han arrigt, inden han kastede sig over Victor, der lige nåede at komme med en sidste bemærkning. ”Har du set dig selv i spejlet, Mell-a?”
Det var bestemt ikke første gang, at de kom op at slås. Men Mello vandt altid, hvilket Victor var alt for dum til at lære noget af.
Victor væltede bagover på grund af Mellos vægt, og Mello landede oven på ham. Han satte sig på hans mave, inden han gav ham en knytnæve lige i hovedet.
De andre omkring dem så alle på dem med forargede blikke, men det overraskede ikke en eneste af dem, at Mello var indblandet i det.
Mello mærkede et par hænder tage fat i hans arm og prøve at hive ham væk, og i hvert fald bare ned fra Victor. Et par sjove armbevægelser, og så kunne han ellers slå løs på ham igen.
Lidt efter blev der stukket et par arme under armene på ham og rundt om hans liv, hvorefter en eller anden - han gættede på, at det var Matt - prøvede at hive ham ned fra ham, på den måde. Han fik vendt sig så meget om, som det var muligt, hvorefter han kastede sig på Matt. Og nej, han havde selvfølgelig ikke lige tænkt sig ordentligt om, men da han havde givet ham det første slag, var det ligesom for sent.
Victor var kravlet lidt væk, mens han pev over en sølle blodtud. I stedet var det nu Matt og Mello, der lå og trillede rundt på gulvet, mens de skiftedes til at give hinanden slag. Lidt efter kom der to voksne rendende, for at skille dem ad.

Det overraskede ham bestemt ikke, at han to minutter efter sad inde på Rogers kontor og kedede sig, mens Roger sad og læste nogen papirer igennem. Og selvfølgelig sad Matt på stolen ved siden af ham. Matt, der i allerhøjeste grad havde skuffet Roger ved allerede at komme i et slagsmål på sin første dag.. Og Mello, der – som altid – skuffede ham ved at overfalde nye elever. Men hvis det ikke havde været for Victor, var det aldrig sket. Victor var tilfældigvis forsvundet fra spisestuen, da de voksne kom rendende, men han kunne bare vente sig. Hævnen ventede forude, og Mello så allerede frem til den.
Roger sukkede, hvilket betød at han var klar til at holde sin tale. ”Behøver jeg at sige, at jeg er utrolig skuffet?” Mello var sikker på, at han kun kiggede på ham, selvom Matt jo også havde slået på ham. Faktisk, så havde slåskampen mellem Matt og ham været ret fair, hvilket han var lidt imponeret over. Eller nok nærmere forbavset over. Normalt tævede han med lethed dem, der pissede ham af. Og selvfølgelig kunne han også tæve Matt, men det var ikke lige så let. Matt så lidt halvdeprimeret ud, da Mello hurtigt kastede et blik på ham, for at han ikke skulle opdage det. ”Mello, kunne du ikke tænke dig at lade folk være i fred?” Denne gang kiggede Roger kun på ham, og det var helt sikkert. Men nu snakkede han jo også til ham. ”Mhm..” mumlede han, som var han fuldstændig ligeglad. Og det var han efterhånden også. Man kunne vel godt sige, at han var blevet immun overfor de voksnes skuffede ansigter og hårde stemmer. Men han havde jo også været i The Wammy House i noget tid.

Døren blev lukket efter dem. Så stod de der. Helt alene på gangen. Uden at vide, hvad de skulle gøre eller sige. Til sidst brød Matt dog tavsheden. ”Hey, sorry.. Det var ikke meningen, at jeg ville.. Yeah.. You know,” mumlede han og kløede sig lidt i håret. Mello nikkede lidt. ”Jeg overlever,” mumlede han, selvom han var ret meget imod overhovedet at sige noget. Men der var et eller andet over Matt, der fik ham til at.. opføre sig anderledes. ”Ehm.. Jeg er Matt,” sagde han med et skævt smil, inden han rakte hånden frem mod ham. Mello vidste ikke helt, om han burde være så.. venlig, men han endte alligevel med at tage Matts hånd og give den et lille ryst. ”Mello.”

Er nu tilhænger af dette xD

Jeg er vilde med dem!, håber du skirver en til .