Hej ! Jeg fik den her skøre ide om at skrive en slags prolog til hele Arven-serien. Jeg håber at jeg bare er en lille smule i nærhedden af hvad Christopher Paolini tænkte da han skrev Eragon.
Så her er det. :D
Som altid er al kritik velkommen

Selena sad i den lille vogn og stirrede ud af det lille, beskidte, vinduet og så det øde landskab rulle forbi. I det fjerne kunne hun se Rygkarmen tårne sig frem
Hun var snart hjemme. Hjemme. Det lød forkert. Det havde en underlig smag i munden. Hjem.
Men hvad var hjem? Var det Carvahall? Var det Palencar-dalen? Var det hendes barndoms hjem?
Boede Garrow stadig der? Var ham og Marian flyttet til et andet hus? Og hvad med alle de andre landsbyboer? Hvordan havde Elain det? Strikkede Gertrude stadig? Var Horst blevet færdig med de sidste detaljer på Elains og hans hus?
Men hendes tanker blegende da hun tænkte på hvad hun havde oplevet i de sidste år. Tanken skabte en hård knude i hendes mave. Hun lod hånden glide ned over hendes mave, som ville det lindre smerten; både den fysiske og den phsysike.
Men smerten veg en smule da hun kom i tanke om hvorfor hun var rejst. Hun tænkte på ham. Tanken om ham fik tårene til at komme frem. Hun hun havde prøvet at holde dem tilbage længe, men nu blev det for meget. Igen ønskede at han aldrig ville have forladt hende. Han havde åbnet hendes øjne for Morzans ondskab. Hun havde set Galbatorix galskab. Hun havde ændret sig.
Hun var ikke længere den samme. Hendes sande navn var ændret. Hun tilhørte ikke længere nogen. Tanken havde overvældet hende første gang, men nu var hun stolt. Hun tilhørte ikke nogen. Kun hendes hjerte tilhørte ham.
Han var hendes lys nu. Ham. Og deres barn. Igen lod hun hånden glide ned over hendes svulmende mave.
"Vores barn." hviskede hun. Hun kunne ikke lade værre med at smile. Tårene flød stadig ned af hendes kinder, men denne gang var det glædes tåre. Hun var fem månder henne. Snart ville hun føde et barn. Et barn der ville ændre Rigets skæbne. Hele Alagaësia's skæbne. Det vidste hun bare.
En tåre gled ned over hendes kind da hun kom i tanke om sit andet barn. Murtagh. Åh! hvor ville hun ønske hun kunne have taget ham med. Men efter at Morzan smed Zar'roc efter Murtagh, havde han været så kvæstet, at han ikke ville kunne rejse nogen steder, uden at han ville dø af det. Og den skæbne ønskede hun dog ikke for ham.
I nogen tid sad hun bare og stirrede ud af vinduet og tænkte på alt hvad der var hændt hende gennem de sidste år, mens hun lod sin hånd kærtegne sin mave. Så meget blod ... så mange tåre ... så mange ...
Et spark inde fra hendes mave afbrød hendes tanker. Som kunne den lille høre hendes triste tanker.
"Så, så. Alt er fint. Vi er snart fremme." hviskede hun ud i luften. Den lille faldt til ro inde i hendes mave, men puffede forsigtigt til hendes maveskind. Hun smilede kærligt. "Jeg elsker også dig, du lille."
I vinduet sank solen mod horisonten, og det mægtige Utgard bjerg tornede frem. Så snart den lille vogn havde passeret det ville hun være hjemme. Så ville hun endelige være i Palencar-dalen.
*

Vognen standsede op foran det lille hus. Det var mørkt, men der hang lygter ved alle de små verandaer. Det hus de var stoppet op foran lignede de andre. Dets tag var lavet af halm, det havde en etage, og lyssene indenfor var stadig tændt.
Selena steg forsigtigt ud af den lille vogn. Satte sin ene fod på jorden. Hun løftede hovedet, lukkede øjne og indånde den friske, kølige, forårsluft. Hjemme. Hun var sikker nu. Dette her var hendes hjem, lige meget hvad der skette med hende.
Hun betalte kusken og så vognen køre væk. Det var en lettelse at se det sidste af hendes rejse svinde væk, at vide at hun endelig var fremme.
Hun vendte blikket mod huset. Det var præcis ligesom hun huskede det. Langsomt begyndte hun at gå op mod huset hoveddør. Et skridt ad gangen. Trappen tog hun ekstra forstigtigt. Da hun endelig stod foran døren, med hånden hævet for at banke på, tøvede hun.
Hvad hvis Garrow ikke ville kendes ved hende? Hvad hvis han havde kastet alle vennelige tanker om sin søster væk? Kunne han det?
Et blidt puf inde fra hendes mave fik hende til at hæve hånden og banke på.
Der gik et øjeblik. Så lød der trin inde fra huset, og dørhåndtaget blev langsomt trykket ned.
Der, i døren stod Garrow. Han lignede fuldkommen sig selv. Stadig med det stædige udtryk i ansigtet, men Selena vidste at der under overfladen gemte sig en hengiven og loyal person. Hendes bror.
Garrow stirrede måbende på sin søster. Som om han ikke vidste hvad han skulle sige. Endelige fik han dog fremstammet hendes navn: "Selena?"
Hun smilede træt. Tårene begyndte at presse sig på igen. "Undskyld Garrow. Jeg er så ked af det, men ... " hun stoppede op, vidste ikke hvad hun skulle sige. Hun kiggede ned på sine hænder. Tårene begyndte stille at løbe fra hendes øjne.
I det næste øjeblik var hun indhyllet i hans favntag. Hun græd. Hun var hjemme.

*

Selena sad i en af de velkendte stole, som hun også som barn havde siddet i. Det var underligt at sidde i det køkken, som hun så for lang tid siden havde forladt. Hun kiggede sig rundt i køkkent. Den lille stenovn stod hvor den altid havde stået. Skålene og kopperne stod i det lille skab, sammen med nogle kryderurter.
Hun kunne tydeligt føle Garrows bekymrede blik på hvile på hendes ansigt, men hun turde ikke møde hans blik.
I stedet henvendte hun sig til Marian, der stod henne ved pejsen, med deres søn i favnen.
"Han er smuk. Har I fundet på et navn til ham?"
Marian smilede til hende. Hendes øjne var fyldt med glæde, men Selena kunne se forundringen i kanten af hendes blik.
"Roran. Det var Garrow der kom på det." hun sendte sin mand et kærligt smil.
Garrow smilede tilbage til hende. Så vendte han atter sit blik mod Selena.
"Selena. Jeg vil ikke plage dig med spørgsmål, men jeg bliver nød til at vide dette: Hvor har du været? Vi har intet hørt fra dig i alle disse år. Du selvfølelig velkommen til at blive, men hvor længe? Jeg men i forhold til din tilstand."
Selena kiggede trist på sin bror. Hun ønskede inderligt at hun kunne fortælle ham det hele, men hun var bange. Hun måtte beskytte sit barn. Det var hendes første prioittet.
"Det var derfor jeg kom til jer." hun kiggede sin bror dybt ind i øjnene. Søgte. Håbede han forstod. Hun forsatte "Jeg ville bede jer om en tjenste." hun kiggede fra den ene til den anden.
Marian sendte hende et bekymret blik, men smilet så: "Hvad som helst, min ven."
"Må jeg blive her til den lille kommer? Jeg har ingen andre steder at tage hen." Hun kiggede bedende på Garrow.
"Selvfølelig. Men hvorfor? Er barnets far efter dig?" hans ansigt blev hårdt.
Hun rystede på hovedet. Hun ville næsten ønske at det var sådan. Så ville de nemelig blive forenet igen. "Nej, det er ikke sådan. Jeg har bare brug for et sted at være. Og jeg havde brug for at komme hjem."
Garrows ansigt blødte langsomt op. Marian kom hen og stillede sig ved siden af ham. "Vi er kunne glad for at have dig hjemme igen Selena."
Marian smillede til Selena. "Har du nogen ideér om hvad dit barn skal hedde?"
Selena smilede tilbage til hende, og lagde kærligt en hånd på sin mave. "Ja. Jeg har på fornemelsen at det bliver en dreng. Så jeg har tænkt mig at kalde ham for ... "

ERAGON