Den 27. juni 2010 flyttede vi til London, England. Det kom til at betyde en del for mig, for jeg er en heks og da vi flyttede fik jeg muligheden for at blive optaget på Hogwarts.
Mit navn er Birla Vegirssune, og er så nordisk som noget navn kan være. Måske bortset fra mine syv søskendes navne, som hedder Aud(2 år), Embla(19 år), Trud(11 år), Alf(2 år), Aslak(17 år), Vidar(19 år) og Sigvald(22 år). Min mor hedder Isgerd og min far hedder Åmund.
Jeg er lige fyldt 11 for tre måneder siden, samtidig med min tvillingesøster Trud.
Men, som sagt er jeg jo en heks, ligesom min mor. Men min far er 100% muggler.
Embla, Aslak, Vidar og Sigvald er også magikere, men fordi vi boede i Danmark da de gik i skole, gik de på den nordiske magikerskole, der er slet ikke nok hekse og troldmænd i norden til at lave mere end en skole, nemlig Ygdrassil. Der er omkring 800 elever på den skole, men de er fra Norge, Danmark, Sverige, Færøerne, Grønland, Island, Ålandsøerne og Finland. Selvfølgelig er der en lille del af hekse og troldmænd som bliver undervist hjemme, men der er stadig ikke ret mange magikere i Norden som du nok kan forstå. Det seneste tvillingepar, mine forældre har tre, som består af Aud og Alf, jeg tror mine forældre løb tør for navne ved nummer seks og syv, har begge vist tegn på magiske egenskaber. Så hele min familie er magikere, bortset fra min far og min tvilling.
Ja, så sådan er det.

Min mor har forsøgt at fremelske noget magisk i min søster siden jeg begyndte at vise tegn på magiske evner, hvilket var i toårsalderen, men uden held. Min søster er lige så muggler-agtig som min far. Forskellen er bare, at hun bliver kaldt en fuser af alle andre end familien.
Hvorom alting er, så flyttede vi til England, og med det gik det således:


- I bøgerne hører man kun om to andre skoler, så jeg tog mig den frihed at opfinde en trejde. Men, jeg vil rigtig gerne høre hvad i synes om ideen, og er der stave eller kommafejl så råb op. Hvis i finder det interessant har jeg lidt mere.
Mvh. Agnete

Det er var mandag morgen, og Trud og jeg skulle starte i skole. For at være helt ærlig, så ville jeg heller lægge mig til at dø. Jeg havde tigget og plaget om at lade være med at gå i skole, når nu jeg alligevel snart skulle på Ygdrassil, men min far sagde, at det kunne jo godt være, at jeg slet ikke blev optaget på Ygdrassil. Selvfølgelig gjorde jeg det, men til gengæld var det også helt sikkert, at Trud ikke gjorde. Hvilket nok var grunden til, at jeg også skulle gå i almindelig mugglerskole til jeg startede på Ygdrassil. Trud har altid været fars lille pige, fordi hun ér lille, men hun er også den eneste muggler af os otte børn. Det giver hende og far noget til fælles som vi andre ikke kan forstå. Jeg på den anden side var Emblas yndlings søster.
Nå, men vi skulle altså i skole og far kørte os derhen. Mor afleverede Aud og Alf i ’daycare’, og tog så ind til sin nye forretning i Diagonalstræde. Hun ejede en forretning som solgte ingredienser til eliksirbrygning da vi boede i Danmark, og nu havde hun fået en ny i England.
”Se, den ser da god ud hva’?”, sagde far og pegede på skolen da vi holdte for rødt. Trud kiggede interesseret på skolen, men jeg lagde armene over kors og stirrede trodsigt den anden vej. Jeg var rigtig elendig til at få venner og matematik og stile kedede mig. Og nu skulle det så være på engelsk. Jeg sukkede. ”Så er det af piger, jeg henter jeg klokken 3 i eftermiddag.”, sagde far og sendte luftkys til os. ”Jeg kan godt selv finde hjem herfra.”, sagde jeg og vadede med tunge skridt op til den store port til skolen. Trud kom løbende efter mig. Vi skulle starte i hver vores klasse, så vi sagde farvel på gangen.
Inde i klassen valgte læren at ydmyge mig ved at forslå, at jeg præsenterede mig selv. Jeg mumlede noget uforståeligt som skulle have betydet, at jeg hed Birla og var fra Danmark. Så fik jeg besked på at sætte mig ned på tredje række ved siden af en dreng med leverpostejfarvet hår og store grå øjne bag et par brilleglas. Han smilede til mig, og jeg himlede med øjnene og kiggede i stedet op på læren, som nu var ved at skrive noget om… okay, jeg anede ikke hvad det handlede om, så jeg tog en blyant og et stykke papir og begyndte at kopiere hvad hun skrev. Så kunne jeg måske oversætte det når jeg kom hjem.
Heldigvis kom mit brev kun to uger senere. Det var dog ikke fra Ygdrassil, men fra Hogwarts. Jeg skal ellers love for, at min mor nær var drattet ned af stolen da hun så det.

HOGWARTS SCHOOL OF WITCHCRAFT AND WIZARDRY
Headmistress: Minerva McGonagall

Dear miss Vegirssune,

We are pleased to inform you that you have a place at Hogwarts School of Witchcraft and Wizardry. Please find enclosed a list of all necessary books and equipment.

Term begins on 1 September. We await your owl by no later than 31 July.

Yours sincerely,

Jocelyn Roper
Deputy Headmistress



Nu har jeg bare lagt noget mere ind... jeg håber i vil kommentere på det

Der er gået lidt kage i først og sidst, og op og ned, men det skal altså læses nede fra og op...

Så kommer der lidt mere... hvis der altså stadig er nogen som læser :P


Jeg tror sjældent jeg har set min mor så glad. Hun skrev til hele familien, kun den magiske del selvfølgelig, og inviterede dem til fejring af den nye Hogwarts elev. Hele familien var kommet, og jeg havde næsten fået alt mit skoleudstyr i gave fra familien. Kun kapper og tryllestav skulle jeg selv købe.
Min mor og brødre og søstre var så stolte. Selv min far havde en vag idé om hvor stort det egentlig var. Min søster var selvfølgelig meget glad på mine vegne, men jeg kunne godt se, at hun også var jaloux.

Så blev det endelig den 1. september, og jeg var pakket og klar til at tage af sted. Hele familien, inklusive mine brødre og søstre som var flyttet hjemmefra for lang tid siden, tog med mig på stationen. Desværre var det bare sådan at mugglere jo ikke kan komme igennem væggen. Man kan jo se det for sig; en muggler som lige trænger til et hvil læner sig op af en væg, og vupti! Er han eller hun inde på perron 9 ¾. Det ville jo være en anelse upraktisk. Nå, men det betød altså at min far og Trud måtte sige farvel på den anden side af muren.
”Farvel min lille bjørn. Pas nu godt på dig selv.”, sagde far og krammede mig længe. ”Av far, ik’ så hårdt. Jeg skal også lige nå toget ik’?”, sagde jeg og frigjorde mig fra min fars knusende kram. Jeg kyssede ham på kinden, og vendte mig mod Trud. Mine andre søskende var gået for at være sikre på at min bagage kom på toget. Og så ville de også gerne lige få et kig på det sagnomspundne røde tog. Trud to mine hænder. ”Vi ses til jul Birra. Vil du ikke tage nogle billeder til mig?”, spurgte hun. Jeg nikkede og gav hendes hånd et klem. ”Det skal jeg nok. Få nogle 12-taller for mig ik’?”, sagde jeg og lo forsigtigt. ”Kom så Birla. Du vil gerne nå dit tog ikke?”, spurgte min mor og tog min hånd. Vi gik ind gennem muren, og jeg vendte mig en sidste gang for at se min far og Trud med hinanden i hænderne. Trud sendte mig et luftkys, og dengang vidste jeg jo ikke, at det var sidste gang hun skulle gøre det.
Inde på perronen var der fyldt med hekse, troldmænd og familier som sagde farvel til deres børn. Mine brødre og søster havde fundet en kupé til mig, som var tom. De kendte mig godt nok til at vide, at jeg ikke havde lyst til at sidde sammen med andre børn. Jeg sagde farvel til dem alle, og fik at vide at jeg skulle tage nogle billeder og fortælle alt når jeg kom tilbage. Desuden skulle jeg også skrive hver uge. Jeg havde fået en ny ugle, Hugin, som nu sad og tudede i sit bur i min kupé. Jeg satte mig ind ved siden af uglen og vinkede ud af vinduet til min familie. Alf og Aud havde begge givet mig et vådt babykys og forsøgt at trække Hugin i halefjerne.
Så satte toget i gang, og jeg lænede mig tilbage. Jeg havde bredt mig grundigt for ligesom at indikere, at jeg ikke ønskede selskab. I det samme blev kupédøren forsigtigt åbnet. En pige med langt rødt hår, grønne øjne og et hav af fregner strøet overnæseryggen kiggede ind.

Keep'm coming AgneteP

Forsæt, det er sjovt at læse om

Hehee så kommer der lidt mere:

”Sidder der nogen der?”, spurgte hun og pegede på pladsen overfor mig. Jeg tøvede et kort øjeblik, men rystede så på hovedet. Pigen åndede lettet op og satte sig overfor mig. Vi sad i stilhed nogle minutter. ”Jeg hedder Petunia Potter. Hvad hedder du?”, sagde hun og rakte en lille hånd frem. Potter. Gad vide om hun var i familie med Harry Potter? Han var en gammel mand nu, så hun kunne sagtens være et barnebarn. Jeg overvejede at spørge, men lod være. ”Hej Petunia, jeg hedder Birla.”, svarede jeg og gav hende hånden. I det samme gik døren op igen. Denne gang var det en dreng med mørkebrunt, halvlangt hår og grå øjne som kom ind. ”Ups. Undskyld.”, sagde han og kiggede på os. Petunia smilede til ham. ”Kom bare ind.”, sagde hun og klappede på pladsen ved siden af sig. Efter hun var kommet ind havde jeg fjernet mine ting. ”Tak, der er ikke så mange pladser i de andre kupéer.”, sagde han og satte sig ved siden af Petunia. Jeg stirrede på ham. ”Du hedder Anthony Cornfoot.”, sagde jeg. Han kiggede overrasket på mig. ”Ja, det gør jeg. Og du hedder Beerlar… Veegersun.”, sagde han og udtalte mit navn lige så forkert som læren havde gjort den første dag i mugglerskolen. ”Birla Vegirsune.”, rettede jeg ham, men nikkede samtidig. Pertunia havde bare kigget til stirrede nu fra den ene til den anden, men nu vågnede hun op og smilte over hele sit temmelig runde ansigt. ”Kender i hinanden?”, spurgte hun. Vi nikkede begge to. ”Vi gik på samme skole inden vi startede her.”. Petunia spærrede øjnene op. ”Før? Hvor gamle er i?”, spurgte hun. Hun vidste sikkert ikke at der var nogen troldmænd og hekse som gik på mugglerskole før Hogwarts eller andre magiskoler.
”Jeg er 11 år, men jeg gik på mugglerskole før jeg fik brev fra Hogwarts.”, forklarede jeg. Petunia så lige forvirret ud, men nikkede alligevel anerkendende. Så kiggede vi begge på Anthony. ”Jeg er også 11, men jeg er… muggler? Eller mine forældre er.”, sagde han, men tøvede ved ordet muggler. ”Du er mugglerfødt!”, udbrød Petunia glad. Han nikkede. ”Så kan vi godt være venner. Hvad med dig… Beeralar?”, spurgte hun og klumrede helt rundt i mit navn. ”Min mor er en dansk heks og min far er en norsk muggler.”, sagde jeg. Anthony vidste godt hvorfra jeg kom, men Petunia havde tydeligvis aldrig hørt om nogle af de to lande. ”Åh… nå. Hvordan siger man dit navn rigtigt?”, spurgte hun så. ”Bir-la.”, sagde jeg langsomt. ”Bier-laar?”, gentog hun. Jeg grinede og Petunia grinede med. ”Hvad sagde du dit efternavn var?”, spurgte Anthony. ”Ve-girs-su-ne, det betyder Vegirs søn.”, forklarede jeg.
Den næste halve time brugte jeg på at forsøge at lære dem mit navn. ”Birlar.”, sagde Anthony, og det var det tætteste nogen af dem kom på mit navn både før og efter. Petunia kom frem til at det var meget lette bare at kalde mig Berra, næsten ligesom min søster plejede at gøre. Anthony foretrak Sunny, afledt af Sun, som han igen havde fået fra mit efter navn VergirsSUNe. Jeg lod dem kalde mig Sunny eller Berra for nemhedens skyld.
Vi skulle lige til at lære Petunia at spille fisk, Anthony havde kort med, da kupédøren for tredje gang blev åbnet. Det var slikmutter, forklarede Petunia efter at hun var gået. Hun skubbe en stor vogn med slik foran sig. Jeg kendte godt det slik hun havde, for min mor købte det engang imellem, mens min far selvfølgelig købte mugglerslik.
”Skal i havde noget lækkert fra vognen?”, spurgte slikmutter. ”En chokoladefrø og… en kedeltærte, tak.”, sagde Pertunia og fandt penge frem. Jeg skimmede vognen for mit yndingsslik, det lod til at hun havde alt, endda ting jeg ikke havde set før. ”En lakridtryllestav, tak.”, sagde jeg og betalte. Anthony som var mugglerfødt, anede ikke hvad det var, så Petunia og jeg fik ham til at købe multismagsbønner. ”Hvad er det her for noget?”, spurgte han. Vi fnes, noget jeg eller kun gjorde med min søster Embla, og forklarede ham hvad det var. Vi undlod dog at fortælle ham om alle de mindre heldige smage der var. Anthony trak på skuldrene og tog en bønne. ”Det smager da meget godt.”, sagde han. ”Må jeg?”, spurgte jeg og tog en rød. Jordbær. Petunia tog en hvid. ”Tag en grøn, Anthony.”, sagde Petunia og lod som ingenting. Jeg kvalte et grin. ”Adr, det smager af kål.”, sagde Anthony og spyttede den ud i hånden. Resten af turen, indtil vi skulle have kapper på, udfordrede vi hinanden til at spise forskellige bønner. Petunia og jeg delte vores slik med Anthony også, eftersom vi spiste en del af hans, og havde fået ham til at købe bønnerne.
Det var blevet mørk udenfor, og Petunia gik ud for at finde sin kusine. Hun kom tilbage med en pige med langt lyst hår og blå øjne. Hun så noget sammensnerpet ud til at begynde med, men efter ti minutter lo hun lige så højt som os andre. Hun hed Megan Malfoy. Jeg var sikker på at de to piger var i familie med Harry Potter, og blev nødt til at spørge. ”Petunia? Er du Harry Potters barnebarn?”, spurgte jeg så. Petunia kiggede overrasket på mig. ”Ja, jeg er Lillys datter. Lilly og Lysander Potter. Min far gik med til at tage min mors navn fordi min farmor insisterede på det. Min farmor hedder Luna Lovegood.”, fortalte Petunia. ”Og Megan er Roses og Scorpius datter. Så vi er grankusiner. Jeg har også en lillebror, Cedric, opkaldt efter Cedric Diggory.”.
I det samme ankom toge på stationen, og vi fik travlt med at komme ud af toget. Megan var andetårselev, og skulle med vognene der trak sig selv. Jeg vidste dog fra en bog min mor havde købt til mig da jeg fik mit brev, at det var testraler som trak vognene.
Vi blev gelejdet over til bådene, som skulle sejle so over til skolen. Petunia satte sig i samme båd som flere af hendes slægtninge. De fransktalende Weasley-Delacour tvillinger og en af James og Lisa Macmillian Potters sønner. Så Anthony og jeg satte os i en båd, og fik selskab af Joanne Perks og Kathleen Tupin. Begge piger var halvblods, men den ene havde vidst ikke at hendes far var troldmand til hun fik sit brev, og den anden boede alene med sin mor, som var heks. ”Hvilket kollegium vil i helst på?”, spurgte Perks, som boede sammen med sin magikyndige mor og derfor kendte alt til Hogwarts. Vi havde hurtigt forklaret Tupin og Anthony hvad de forskellige kollegier stod for. ”Jeg vil helst på Ravenclaw, tror jeg. Eller Hufflepuff.”, sagde Tupin efter et par minutters tænketid. Perks trak på skuldrene. ”Gryffindor, helt sikkert.”, sagde Perks, og lød som om hun nok skulle komme ind. Hun virkede også lidt som om hun mente, at det var lidt sejere end de andre. Jeg havde slet ikke skænket det en tanke, men tænkte at Rawenclaw eller Slytherin lød okay. Gryffindor lød ikke helt så tiltalende på mig, de virkede ærligtalt lidt fine på den. Særligt efter det med Harry Potter. ”Jeg vil gerne på Slytherin. Det lyder som om de har bedre styr på hvad de vil med livet.”, sagde Anthony lige pludseligt. Perks skævede til Anthony. ”Du ved godt at vi ville blive en slags fjender hvis du blev optaget på Slytherin ikke?”. Anthony himlede med øjnene og så væk.
Vi holdt op med at tale, og kiggede i stedet på det oplyste slot mens båden lydløst gled gennem vandet. Jeg var fuldkommen tryllebundet, og jeg ærgrede mig over at Trud ikke var her med mig, hvilket mindede mig om at jeg havde lovet at tage billeder. Jeg tog mit kamera frem og tog nogle billeder af slottet. ”Hey, tag et billede af mig!”, sagde Anthony og rakte tunge. Jeg tog et billede af ham og så et af Perks og Tupin.

Da vi kom frem til bådebroen, og kom helskindede op, blev vi led op til en stor port. Det var porten indtil det smukkeste slot jeg nogen sinde havde set.


Såh deeet... jeg ved ikke hvor meget mere jeg kan finde på, men jeg forsøger stadig. Måske kan nogen af dem som læser (hvis der er nogen o.0) give mig nogle ideer?
knus til dem som når til den her linje! ;)
//Agnete P

Der er i hvert fald mig der læser :-D syntes det er virkelig sjovt at læse om hele den magiske verden og hogwarts fra en nyere tid og en anden vinkel :-)
Ved ikke om jeg kan komme med ideer, er fuldstændig tom i hovedet, er gået på feriemode tror jeg

Hej igen kære læsere!
Jeg håber i har haft en god ferie. Det har jeg i al fald, hvilket også er grunden til at jeg slet ikke har skrevet noget. Men nu er skolen startet og jeg er kommet igang igen:

(På forhånd; undskyld de mange stavefejl, mit danske lider under min engelsktalende skole!!)
Slottet var bygget af store grå sten i alle mulige nuancer, og på af murene voksede en tæt, mørkegrøn klatreplante med lyse blomster. I de høje vinduer skinnede lyset og mod vest var solen næsten forsvundet. Himlen var dybblå i øst og blev lysere og lysere mod vest, hvor lyset farvede skyerne lyserøde. Jeg sukkede ved synet og følte mig så lykkelig at jeg blev helt fjollet. Petunia stod ved siden af mig, og jeg tog hendes hånd og knugede den mens vi gik ind af porten.
Indenfor i forhallen til spisesalen blev vi stillet op på to linjer. Drenge til venstre og pigerne til højre. De kæmpe dobbeltdøre ind til spisesalen blev slået op, og varmt lys strømmede ud i den dunkle forhal. Samtlige elever, som var fordelt på fire langborde, vendte sig og kiggede på os. Jeg stivnede, nervøs som jeg var, og en af Delacour Weasley pigerne gav mig et puf fremad da de andre begyndte at gå ind i spisesalen. Folk stirrede, og jeg mandede mig op og stirrede trodsig tilbage på dem. I det samme fik jeg øjenkontakt med Megan, som smilte opmuntrende til mig. Jeg slappede af i mine anspændte skuldre og smilte forsigtigt tilbage.
Vi blev stillet op, og foran os blev der stillet en taburet med en hat på. Fordelingshatten. Jocelyn Roper tog en liste frem og begyndt at råbe os op. ”Ambelon, Tracy!”, glammede hun og trykkede surt hatten ned over Tracys lysebrune hår. Tracy Ambelon skulle på Ravenclaw sammen med sin bror Clark. Roper, som var i yderst dårligt humør, arbejdede sig langsomt frem gennem listen. ”Cornfoot, Anthony!”, råbte Roper. Det gibbede i Anthony, og men han gik roligt op og satte sig på stolen og fik hatten på. Den havde knap nok rørt hans hoved før den skreg; ”Gryffindor!”. Han smilede lettet, og satte sig ned mellem sine ny kollegiekammerater. Da vi kom til Nottmark, Ursula var jeg rimelig træt i benene, og havde det som om jeg ikke havde spist i flere dage. ”Potter, Petunia.”. Et hold elever, som sad sammen i den ene ende af Gryffindor bordet, alle med sort, rødt og rødbrunt hår, jublede. Det måtte være Potter familiernes børn. Petunia vinkede forsigtigt til sin familie og satte sig. Hun kom selvfølgelig på Gryffindor, og jublen ville ingen ende tage. Til sidst hvæsede Roper, som en kat man forsøger at give et bad, og bad med skinger stemme Gryffindorbordet om at klappe i. Langt om længe blev the Tupin, hun kom på Ravenclaw, og så blev det mig. ”Vegirssune, Birla.”, sagde Roper, og udtalte som den første mit navn korrekt, kun med en lille smule accent. Hun havde måske øvet sig? Jeg gik hurtigt op og satte mig på stolen, og Roper satte hatten på mit hoved. Den lugtede lidt af sokker og sur mælk, og jeg forsøgte at lade være med at holde mig for næsen. ”Åh, en Berauka! Det er ellers længe siden.”, sagde en stemme i mit hoved. Hvad i alverden var det? Jeg var lige ved at spørge Roper om det var meningen at man skulle begynde at høre stemmer med den hat på, da stemmen i hovedet fortsatte. ”Ja, du vidste nok ikke at din slægt har været i England før hva’? Men, hvor skal du så hen?”, sagde stemmen. Det gik op for mig at det var hatten der snakkede til hende, og jeg overvejede om hatten snakkede til alle. ”Slytherin ville være mit første bud, meeen ved nærmere eftertanke såh…”, sagde hatten på mit hoved. Jeg synes nu den hat skulle tage og finde på noget andet end Slytherin, tænkte jeg, gå du bare med det ’såh…’. Jeg kiggede på Slytherin bordet og bestemte mig; hvis jeg kom på Slytherin ville jeg tage det næste tog hjem. ”Det kan vi jo ikke have!”, sagde hatten. ”Jeg tror du skal på Ravenclaw.”. Hatten skreg det sidste ord ud i spisesalen, og udløste en klapsalve helt til ære for mig. Roper tog hatten fra mig og puffede mig hen mod mit kollegiums bord. Jeg hoppede glad ned til min nye Hogwartsfamilie og satte mig ved siden Tupin. De nærmeste hilste venligt på mig. ”Hannah McReindals og min bror Jacob McReindals.”, sagde pigen på min ene side og pegede på en dreng med mørkebrune krøller og et stort smil. Jeg gav Hannah hånden og nøjedes vinkede til Jacob, fordi jeg havde for korte arme til at række ind over bordet og give ham hånden. Han vinkede tilbage og vendte igen opmærksomheden mod stolen og hatten. Jeg fulgte hans, og resten af spisesalens, eksempel og drejede mig sådan, at jeg kunne se. ”Weasley, Stella Delacour”, råbte Roper, og steppede utålmodig på stedet. Jeg måtte indrømme, ligegyldigt hvor sur hun end var, så kunne jeg godt forstå at hun var træt af at stå og vente. Stella Delacour Weasley gjorde et kast med sit lange sløvblonde hår og sukkede opgivende da hun satte sig på den trebenede stol. Hatten rørte kun lige hendes hoved hvorefter den højt og tydeligt råbte; ”Gryffindor!”. Hele Gryffindor bordet jublede, jeg talte mig frem til 32 elever, som sprang op for at velkomme hende til Gryffindor. Jeg regnede med at de var i familie med Stella. ”Weasley, Celeste Delacour.”, sagde Roper træt og forsøgte ikke engang at overdøve Gryffindor bordet. Stella sendte et luftkys til sin søster og på præcis samme måde som sin søster, gjorde hun kast med sit smukke røde hår og satte sig meget damet på stolen. Hun fik hatten på og Roper fik et vredt blik da Celestes hår kom i uorden. Jeg kunne ikke helt bestemme mig for hvem jeg holdt med, men da Celeste, sødt og lille-pige-agtigt, vinkede til Gryffindor bordet, kunne jeg alligevel bedst lide Roper. Hende risikerede jeg i det mindste ikke at gå i klasse med i syv år. Celeste sad utrolig lang tid oppe på skamlen, og da der var gået to minutter fik hun et forfærdet udtryk i sit kønne Willie-ansigt. ”Slytherin!”, råbte hatten, og forklarede samtidig Celestes ansigtsudtryk. Bifaldet var halvhjertet og blev næsten overdøvet af de andre elevers mumlen. Tupin og jeg kiggede forvirrede på hinanden. ”Hvad er alt det postyr til for?”, spurgte Tupin og trak på skuldrene. Hannah, som sad halvt lænet ind over bordet for at hviske med sin bror, kiggede på Tupin som om hun var evnesvag. ”Hun er en Weasley.”, sagde hun som om det forklarede alt. ”Ah…”, sagde jeg, lettere irriteret over Hannahs tone, ”så vi mumler fordi…?”. Hannah stirrede på os. ”Hun er den første Weasley i flere hundrede år der kommer på Slytherin, derfor mumler vi.”, svarede Jacob for sin mundlamme og utålmodige søster. Tupin kiggede på mig med et opgivende blik. ”Man skal nok være inde i miljøet for at forstå postyret.”, sagde hun. Jeg nikkede. Da hviskeriet havde lagt sig og Celeste sat sig, kom den sidste elev op på stolen; Yakel, Alonzo. Han blev beordret ned til Hufflepuff bordet af en meget træt Roper efter at hatten havde annonceret hans kollegium.


Tak hvis du stadig holder ud og læser mit gøjl! ;)
//Agnete P.

jeg syntes det er noget godt gøjl :-D

Huhej hvor det går! Så kom der skub i skriveriet. Her kommer liiiige et par linjer mere...

Særlig dedikeret til HelleJ ;)


Langsomt stilnede mumlen, og forstanderinden rejste sig. ”Ro!”, sagde hun myndigt og fattet. ”Velkommen førsteårs elever, velkommen til Hogwarts.”. Jeg kunne mærke en kildrende fornemmelse i maven da det gik op for mig, at jeg rent faktisk var på Hogwarts. Tupin greb min hånd og klemte livet ud af den. Hun var helt sikkert lige så spændt som jeg. ”Inden festmåltidet begynder vil jeg minde jer om at det IKKE er tilladt at bruge magi på gangene. Desuden er Huldas toilet igen oversvømmet, og der går nok et par dage før Hulda lader nogen komme ind på toilettet for at ordne det.”, sagde McGonagall. Tupin og jeg kiggede skeptiske på hinanden. ”Hulkende Hulda er pigetoilettets spøgelse, som har det med at oversvømme toiletterne fra tid til anden.”, forklarede Jacob, som godt bemærkede vores forvirring. ”Yrdk!”, udbrød Tupin. ”Det er da lidt ulækkert?”. Jeg nikkede samtykkende, og var ikke helt sikker på om jeg turde gå på toilettet de næste par uger. ”Men, nu synes jeg vi skal lade måltidet begynde!”.
På de gyldne tallerkner og fade, der stod på bordet, dukkede mad op ud af den blå luft. En udsøgt duft bredte sig i Storsalen samtidig med at lydniveauet steg, og elverne kastede sig over maden. Jeg bemærkede at der var en del elever der, ligesom Tupin og jeg, spærrede øjnene op over synet af maden. De måtte være førsteårs elver. ”Uhm, jeg har savnet den her paté!”, udbrød en pige to pladser fra mig. ”Jaja, men der er altså ikke noget der slår den kyllinge og spinat tærte.”, grinede Hannah, mens hun langede et stort stykke af den omtalte tærte over på sin tallerken. Der var så meget forskelligt, at jeg slet ikke vidste hvad jeg skulle tage. Både patéen og tærten så god ud, men der var også stegt kylling, kartofler, skinke, forskellige saucer, dampede grønsager og meget andet. ”Start med skinken og blomkålen.”, sagde drengen til højre for mig, og fyldte selv sin tallerken med kål, skinke og en tyk hvid sauce. Jeg trak på skuldrene og fulgte hans råd.
”Så, hvad var det du hed?”, spurgte drengen til højre for mig. Jeg havde munden fuld af skinke, så jeg var nær blevet kvalt da jeg skyndte mig at synke. Han grinte og klappede mig på ryggen. ”Du må gerne tygge maden først.”, sagde han. Jeg blev højrød i hovedet, men tyggede min mad grundigt og sank inden jeg åbnede munden. ”Jeg hedder Birla, men du må gerne kalde mig Berra.”, svarede jeg, stadig lidt varm i ansigtet. ”Hvad hedder du?”. Han lagde bestikket fra sig og rakte mig hånden. ”Hej Berra. Du må meget undskylde, men jeg tror slet ikke jeg kan sige det andet.”, sagde han og smilte undskyldende. ”Jeg hedder Charles Baxton, tredjeårs elev.”. Jeg tog hans hånd og nikkede. I det samme brød en pige ind. ”Birla?”, spurgte hun, og udtalte mit navn helt uden problemer. ”Er det ikke nordisk?”. Pigen havde langt lyst hår, blå øjne og næsten hvid hud. Og så talte hun svensk. ”Du er fra Sverige?!”, sagde jeg overrasket og rakte hende hånden. Hun grinte glad da hun tog min hånd. ”Ja, jeg hedder Moa Cecilia Bäck.”, sagde hun. Resten af middagen snakkede jeg med Moa og Charles, på engelsk for Charles skyld, og fandt ud af at Moa var flyttet hertil for fire år siden. Det var året inden hun startede på Hogwarts. Hun havde også en lillebror, Noah, på skolen. Charles havde to ældre søstre på skolen, Chelsea og Heather, som begge var Hufflepuffelever.
Da middagen var slut følte jeg mig helt godt tilpas og meget meget mæt. De fleste andre så også ud som om de ikke kunne klemme en bid mere ned, så ingen brokkede sig da McGonagall rejste sig, bad om ro og hidkaldte husalferne som havde tilberedt måltidet. ”Nu synes jeg vi skal takke vores dejlige kokke for den gode mad de har serveret for os.”, sagde forstanderinden, og alle eleverne råbte ’tak’ og ’det var en god middag’ og så videre. Så fik førsteårseleverne lov til at gå, med to vejledere som guider, op til deres kollegiums opholdsrum. Ravenclaws vejledere hed Heidi Fox og Benjamin Colvin.


Jah, inspirationen er tilbage nu da min lille Birla skal til at gå på opdagelse på Hogwarts. Udover det synes jeg også det var tid til at skrive noget om Birlas søster, eftersom titlen er 'Fuserens søster', og den underlige afsked på stationen. Hvad synes i?

Totalt hyperglade hilsner
Agnete!!

Ps. hvis i har lyst til at læse noget af det andet jeg har skrevet mens i venter (for jeg er sikker på at i alle sidder klisteret til skærmen og venter på flere opdateringer... feel the irony??) så er starten af 'Hytterne; Tre historier om at blive voksen' lagt ud her på BG, og jeg venter spændt på jeres meninger. Hav en voldgod dag :P

Syntes bare du skal blive ved med at komme med flere forsættelser :-D