Emne: Under a violet moon

(Wee, jeg er den første til at poste i det her splinter-over-superseje ny forum ;D )
FF'en her handler om Pauline, der lige er blevet færdig med 7 år på Hogwarts. Året er 1981 og Pauline studere til healer på skt. Mongus.
Enjoy, eller noget ;D

Navn: Pauline O'neill
Alder: 17 år
Blod: Mugglerfødt
Studere til: Healer
Øjne: Blå
Hår farve: Mørke brunt
Kæreste: William Caine 19 år(studere til Auror)
Venner: Alura 17 år(studere til healer), Rachel 17 år(studere til jounalist)

__________________________________________________ ______________________
Fredag d. 14 Dec. 1982
Det var midt i december, og freaking koldt! Diagonalstræde var fyldt med jule-travle mennesker, slæbte rundt på diverse pakker og tasker. Pauline stod småfrysende på hjørnet til Gringotts, og ventede på Rachel, vi havde aftalt at mødes her og gøre juleindkøb sammen - Alura skulle egentlig også have været med, men havde ikke tid.
Rachel var altid sent på den, og denne gang var ingen undtagelse. Pauline troede da pokker at veninden kunne blive journalist med hendes skæve indre ur...
Pauline følte sig pludselig frygtelig ensom i alt myldret af juleglade mennesker. Overalt i butiksvinduerne var der pyntet op med julepynt og lys. Mellem Flourish og Blotts og anden butik der sælger magisk legetøj, stod en gruppe musikanter og spiller, og det var svært ikke at nynne med.
Hun havde ikke set Rachel i lang tid - faktisk ikke siden afslutningsfesten på Hogwarts, da hun havde været i Afrika med sin kinky boyfriend siden...
"Faaar!"
Pauline vågnede op fra sine tanker, lige akkurat ikke tids nok til at nå og gribe den lille dreng der med fuld fart pludselig busede ind i hende og faldt bagover ned i snesjappet. Hans store øjne så forbavset op på hende.
"Jamen hej med dig" smilede Pauline venligt og bøjede sig ned for at hjælpe den lille fyr på benene igen. "Hvor er dine forældre?"
*Intet svar*
Hun trak tryllestaven frem og mumlede en besværgelse. Varm luft suser ud af spidsen, og tørrer øjeblikkeligt drengens kappe der er helt gennemblødt.
"Sådan - så god som ny" prøvede hun endu en gang, men drengen kiggede stadig bare med store generte øjne. For at gøre dette måtte han lægge hovedet et godt stykke tilbage. Efter Paulines mening så han ud til at være omkring 4 år gammel.
Hun spejdede rundt efter hans familie og det varede faktisk ikke længere end få minutter før en høj mand med hat kommer imod dem. Drengen udstødte et hvin, og farede hen til ham.
"Nå der var du Marcus!" hans stemme var lettet som han løftede sin søn op på armen. Pauline smilede tilfreds - og vel også en smule lettet. Lige som hun dog troede at manden ville vende sig og gå uden et ord drejede han pludselig hovedet og smilede til hende. Hans blå øjne havde en ungdommelig gnist, og lidt pjusket brunt hår stak ud under hatteskygge - han så bemærkelsesværdig ung ud, af en far at være.
"Tak skal de have, frøken. Marcus bliver så let syg..." smilede han
"Jeg har selv en søster magen til" skyndte hun mig at sige, men ordene smuttede. "Eller jeg mener.."
Pauline bed sig i læben og kunne have trampet sig selv over tæerne. Til hendes store irritation rødmede hun let. Der er noget ved hans øjne..
Han nikkede - så heldigvis ud til at forstå hvad hun mentet. Der var stilhed et øjeblik mellem os, men så rakte han pludselig hånden frem mod hende. "Ralph McKey"
Pauline tøvede et øjeblik, men tryggede så hans hånd. "Pauline O'neill"
"O'neill" han ligesom smager på navnet. "Har vi ikke mødes før?"
"Det det tror jeg ikke..." svarede Pauline en smule forvirret og så væk - der var noget ved hans øjne der gjorde der svært at møde hans intense blik. I det samme slog det dog i midlertid ned i hende hvor hun havde set Ralph McKey før - på.. "Hogwarts" udbrød hun uden at tænke over hvordan hun ville slutte sætningen.
Sidste år under spektraltranferans-prøven havde der været to dommere fra ministeriet. Pauline var overbevist om at han havde været der ene - men på den anden side, hvordan skulle han dog huske hende? En ud af hundrede elever der var til prøven den dag..
Hun havde bestået prøven med glans, som en af de eneste, hvilket var langt mere end hun havde turdet regne med dengang. Men kunne han virkelig huske det?
"Pauline!" Et pludseligt råb fik Pauline til at dreje hovedet.
Det er Rachel som mosede sig frem mod os gennem menneskestrømmen. Hun strålede over hele sit kønne ansigt, og Pauline kastede sig leende i hendes arme. Rachel har knapt sluppet hende igen, før ordene løb ud af munden på hende i en strøm.
”Pauline, du skál virkelig se noget jeg har fundet i den her lille butik lidt fra Florianders ishus - total kinky…” men hun gik i stå da hun pludselig fik øje på McKey. Noget der i Paulines øjne lignede en genkendelse gled over Rachels ansigt.
McKey løftede let på hatten som hilsen. ”Vi må også se at komme videre Marcus. Glædelig jul, De damer”.
Og med et sidste blik på dem forsvandt han igen i myldret med sin søn ved hånden.
Pauline mildest talt gloede forbavset efter ham. ”Kaldte han os lige..Damer?”
Rachel lo. ”Du milde platugle - Pauline hvor i alverden kender du McKey fra?”
"Øh.. hvem?" ryg det dumt ud af Paulines mund, hun opfattede af en eller anden grund ikke Rachels spørgsmål helt.
"Ralph McKey. Chefen for Aurorkontoret..?" Rachel forsøgte at fange hendes blik.
”Han lignede da ikke en Auror” mumler Pauline en smule åndsfraværende, stadig stirrende på den sted han og Marcus var forsvunden.
”Hvor kender du ham fra?” insisterede Rachel.
”Kender?...Jeg har lige mødt han - hvor kender du ham fra?”
”Pauliiiine? Er der nogen hjemme?” udbrød Rachel en smule opgivende og gav Pauline et let klask med handsken i ansigtet.. "Min mor er Auror! Det troede jeg da at du vidste...”.
"Skal vi ikke gå ned og snuppe en Ingefærøl inden vi glor butikker? Mine fingre er ved at fryse af".
Krostuen pigerne trådte ind i var næsten fyldt, og der var ikke mange ledige borde. Pauline forsøgte at finde et de kunne sidde ved mens Rachel fik op til disken for at bestille. En stor kamin brændte lystigt ved den ene væg, og rummet var dejlig lunt. De fleste folk havde for længst smidt deres overtøj, og krostuen emmede af lystig snak og leen.
Endelig spottede Pauline et lille bord ved et vindue, som så ud til lige at være blevet forladt af sine forrige benyttere. Glassene og bestikket lå der stadig.
Pauline satte sig og skubbede tingene let til side for at lave lidt bordplads, og så så op mod disken hvor Rachel var forsvundet i virvaret af kunder med store kapper.
Ved bordet ved siden af, sad en ung mor med sine tre yngre børn - to piger og en dreng. De var vel omkring 2-5 år, og moren havde et værre rod med at holde styr på dem. Drengen - den ældste - der havde tabt sin gaffel var fornøjet på vej ned under bordet med en lille fnisen for at finde den, og den ældste pige legede med sin jordbær smooite - alt i mens mens moren var optaget af at madde den yngste. Totalt og aldeles kaos. Pauline kunne ikke lade være med at smile, hun var selv et barn ud af en stor børneflok, i modsætning til Rachel hvis forældres hektiske karriereliv aldrig havde haft plads til mere end et barn.
Endelig kom Rachel tilbage med to dampende koppe. Hun stilte dem fra sig og satte sig ned overfor Pauline imens hun skar en grimasse og pustede på sine fingre. Pauline rakte ud efter min kop, men gav også hurtigt slip på den - den var ikke så lidt varm!
"Nåh, er du ikke nysgerrig efter at høre om Afrika?" spurgte Rachel og trak nochelant en pakke cigaretter op af sin lomme og tændte en ved en lille sving af sin tryllestav. Pauline havde lyst til at tage den fra hende men gjorde der selvfølgelig ikke og skyndte sig at nikke ivrigt istedet. Hun var rigtig nok nysgerrig.

Ej hvor godt skrevet! ;D
Og også med humor

Kommer der mere? Det har jeg på fornemmeren - eller.. under alle omstændigheder håber jeg det da :D

Det er godt skrevet og gribende.. Har du tænkt dig at skrive videre?

Tak ;D Ja, arbejder på en fortsættelse...

Oprindeligt indsendt af Thera

Tak ;D Ja, arbejder på en fortsættelse...

Venter i spænding

Wow! Glæder mig til fortaættelsen på det her :D

Rigtigt godt!

Jeg ved godt at det er nogen tid siden sidst men NU er har jeg så fået taget mig sammen til at lave en fortsættelse, hvis nogen er interesserede i at læse det ;D

Afdelingen for skadelige eliksirer og plantegifte
Det følgende mandag vågnede Pauline op med et tyndt lag glinsende sne der dækkede dynen. Kulden var så intens at der var isblomster på guderne i det lille vindu der gav udsigt til Diagonalstræde og Madam Malkins Kappe og tøj magasin lige overfor på den modsatte gade. Det lille værelse med det utætte tag var koldt som bare pokker. Pauline kastede et blik på vækkeuret der stod på sengebordet. Lidt i syv.
Pauline nøs og trak hurtigt tæppet af og skyndte sig hen over det iskolde trægulv til hendes tøj der lå koldt og ventede på hende, på stoleryggen. Det var en taktik hun brugte hver morgen – at skynde sig, så hun ikke nåede at fortryde og krybe tilbage under der varme tæppe. Et glas med vand som hun havde glemt at fjerne stod bundfrossent på hendes skrivebord.
Lugten af ristet brød sneg sig op gennem gulvbradderne og Pauline skyndte sig at smutte i tøjet. Hun orkede ikke at varme værelset op så tidligt om morgenen når hun alligevel ikke opholdt sig i det mere end et par minutter når hun først var vågen.
Undervisningen på Skt. Mungos startede kl. 8.15.
Hun snuppede sine bøger og skrivegrej og smed det ned i tasken før hun med hastige skridt forlod værelset. Poserne fra gårsdagens juleindkøb sammen med Rachel stod uåbnede på stolen.
Pauline skulle ikke have noget af at komme forsent og skulle snige sig ind i auditoriet når alle havde sat sig - hun havde allerede prøvet at blive udsat for Professor Tecklas dræberblik mere end en gang før ved en sådan lejlighed!
Det var først nu hvor hun sad nede i det varme køkken med en kop hed te og ristet brød foran sig at hun kom i tanke om den mærkelige drøm hun havde haft.
Den havde været en gentagelse af hendes møde med Ralph Mckay ved Gringotts, men i drømmen var Rachel ikke dukket op...
Hun skubbede tankerne på afstand og hev en stor tyk bog op og placerede den med et klask på bordet ved siden af tallerkenen så bestikket klirrede.
”Nu igen?” drillede tante Sophia, fra vasken hvor hun stod og nocelant dirigerede rundt med tallerkenerne ved hjælp af sin tryllestav, for at opvasken skulle gå lidt hurtigere. ”Panik-læsning i sidste øjeblik er ikke en god ide ved du godt - det du læser sætter sig ikke fast i hukommelsen!”
Pauline skar ansigt og ignorerrede hende. Det var blevet lidt sent med Rachel igår aftes.
”Hvad med den rapport om teorien om nyserøllikens effekt i en forvirringseliksir, som du snakkede om forleden, den har du vel fået lavet?”
”Jaah” løj Pauline med munden fuld af brød med honing.
I løbet af de næste 5 minutter var hun godt på vej mod Skt. Mungos på sin blå muggler-cykel. Det skinnende blå transportmiddel tiltrak sig en del nysgerrige blikke, men det var Pauline efterhånden vant til, cykler var trods alt ikke noget man så så ofte på Diagonalstræde.
Auditoriet hvor healerelevernes basale undervisning foregik lå i en stor tilbygning ved siden af hospitalet. Resten af dagen var hver elev knyttet til en bestemt stue på hospitalet og én bestemt healer som skulle vejlede dem mere individuelt i det speciale eleven havde valgt.
Manet et stort lysbilled op på det hvide tavlelærred.
De første timer i auditoriet løb af sted og forsvandt ud i det blå næsten uden at Pauline registrerede det. Alura’s blev ved med hviskede at udfritte hende om gårsdagens juleindkøb. Professorens – som i dette tilfælde var en affældig nisse – forklaring med monotone stemme om og teorien omkring malurts virkning i stormhateliksir var kun en svag baggrundssummen i Paulines hoved. Som tanten havde påpeget måtte hun erkende at kun en meget lille del af morgenens læsning havde printet sig i hendes hukommelse og alene det at hun ikke anede hvad professoren snakkede om gjorde det svært at koncentrere sig.
Ved middagspausen fulgtes Alura og Pauline til kantinen og slog sig ned ved deres sædvanlige bord og snart sluttede Aron sig til dem. Han var 3. års studerende og snart færdig. Pauline kunne ikke lade være med ubevidst at smugkigge da han bøjede sig frem og kyssede Alura inderligt og lyset fra vinduet blev fanget i den gyldne ring på venindens finger.
Pauline havde ikke kunnet tro sine egne ører da Alura for lidt over en uge siden strålende havde erklæret at Aron havde frit til hende og at hun havde sagt ja. Pauline hávde gjort sig sine tanker omkring det og hun forstod ikke hvorfor det skulle gå så hurtigt. De var trods alt næsten lige fået deres eksamener på Hogwarts. Pauline havde dog ikke kommenteret det yderligere end at ønske dem tillykke da hun var bange for at lave skår i deres lykke. De var trods alt Alura og Aron. Dengang på Hogwarts havde ingen forventet at forholdet ville holde længere end til Aron afsluttende eksamener to år før Aluras. Men deres forhold var holdt. Pauline kunne efterhånden ikke forestille sig en hverdag hvor de to ikke var sammen.
Mens Pauline sad og tænkte disse tanker, blev de sidste tomme pladser omkring bordet besat af et par piger som Pauline kun kendte af udseende besatte snart de sidste ledige pladser ved bordet. Som kantinen blev fyldt op med studerende lagde snakken og en livlig og løssluppen stemning sig over rummet. Duften af græskartærte lå i luften og mindede hende om Hogwarts ved højtiderne og Pauline besluttede sig at smutte op til disken for at købe et stykke. Køen var som sædvanlig ulideligt lang og da hun vendte tilbage til bordet var snakken godt i gang. Aron var i færd med at forklare Alura om det professoren havde snakket om i auditoriet. Pauline skjulte et lille smil - det lod til at hun ikke var den eneste der havde glemt at få læst.
Efter middag skiltes de og Pauline satte kursen mod afdelingen for skadelige eliksirer og plantegifte. Eftermiddagen der i mod sneglede sig af sted. Teckla var i krigshumør – mere end sædvanligt - og ingen vidste tilsyneladende hvorfor og hun hundsede rundt med sine to elever Pauline og Ann. På afdelingen var ankommet en ny patient for uden de andre femten som allerede lå der. Det var en ældre lettere dement mand som i sin vildfarelse havde kommet til at bruge giftige tentacula frø i sin grød den morgen i stedet for salt. Hans hud havde fået en spøgs grøn undertone tilføjet og han havde små grønne baskende spirer stikkende ud af begge ører. Ellers virkede han til at have det fint. Synet var et af de mere komiske slags på afdelingen og Pauline kunne ikke lade være at trække på smilebåndet. Det var oftest mere alvorlige tilfælde af patienter der havnede på etagen. Han vinkede grinende til hende.
Pauline tog den mere med ro på cyklen om eftermiddagen gennem diagonal stræde og hun gav sig endda tid til at kaste blikke på varende i butiksvinduerne. Overalt var der grantræer og julepynt. Hun stillede cyklen fra sig op af en husmur og gik ind på den lille cafe hun havde aftalt at mødes med William. Hun købte en kop varm te og satte sig ved et bord ved et stort vindue ud til gaden så hun kunne se når han kom.
Hun fik drukket sin te og tiden var efterhånden tikket langt over tiden uden noget spor af William. Pauline rejste sig små irriteret og betalte hvorefter hun forlod caféen. Havde han glemt deres aftale? – det var hvert fald ikke første gang. I så fald ville hun minde ham om det. Hun satte målrettet kursen mod telefonboksen på hjørnet af Gringotts hvide gigantbygning som blev benyttet til at komme til Ministeriet. Det var hvert fald den eneste vej hun kendte da hun ikke havde noget susepulver med. Hun havde kun været der én gang med William i en anden forbindelse.
Det gav et sug i maven da telefonboksen susede ned af og inden hun så sig om stod hun i Ministeriets store forhal. Det myldrede med hekse og troldmænd i forskellige afskygninger. Midt i det hele stod et stort springvand.
Pauline så sig en smule rådvild omkring. Når det kom til stykket var hun ikke helt sikker på hvilken vej Aurorkontorene lå. En ung mand stod bag en disk lidt derfra og Pauline besluttede sig at spørge ham.
”Undskyld, kan du fortælle mig hvor Aurorkontorene ligger?”