Emne: Pingvinerne fra Madagascar - En newbie og en hønsekidnapning...

Det her var en seriøst skør ide jeg fik, da jeg sad og så Madagascar ! Jeg er nemlig blevet fuldstændig vild med de fire pingviner, og derfor skulle der laves en Fanfiction med dem xD Enjoy!

----------

Adelie kunne absolut ikke lide transportkassen.
Den var mørk og lugtede fremmed – af desinficeringsmiddel, næsebjørn og en lille smule af… frygt. Dyret, der havde befundet sig herinde før hende, måtte have været døden nær af skræk. Adelie forstod det så udmærket. Det rumlede omkring hende. Hun befandt sig i maven på en af de hersens menneskelige transportmaskiner: En varevogn på vej fra Philadelphia Zoo. Og hun kunne intet som helst se.
Aviserne under hendes svømmefødder knasede let, når hun bevægede sig, de ru plastiksider fik hendes svømmeluffer til at klø – så hun stod stiv som et bræt midt i kassen og stirrede ud i mørket. Havde hun overhovedet åbne øjne?
Hun vidste ikke hvor hun var på vej hen – eller hvad der skulle ske, når hun nåede frem. Hun havde bare gået rundt og passet sig selv i pingvinindhegningen i Philadelphia Zoo, da en af dyrepasserne kom ind og lukkede hende inde i denne forfærdelige kasse.
Men selvfølgelig, hun burde have set det komme: De sidste to uger havde hun gået isoleret fra de andre pingviner i anlægget – endda uden at fejle noget.
Pingvinerne blev til tider skilt fra hinanden, men dyrepasserne havde altid haft en grund til at gøre det: En syg pingvin, en skadet luffe, en nyankommen. Hun var ingen af delene.
Lyden omkring hende skiftede: Den var ikke længere lav og rumlende, men nærmere… susende. Hun kunne høre bølgeslag i det fjerne.
Klonk, klonk.
Kassen skælvede let under hendes fødder. En båd tudede langt borte.
Klonk, klonk.
Den rumlende lyd vendte tilbage og bølgeslagene forsvandt. Hun faldt ind i en døs, mens den ensformige, tunge knurren omkring hende blev ved. Med et suk lukkede hun øjnene og gemte sit hoved under luffen.


Fortsættelse følger....

oOo

Varevognen bremsede op og Adelie vågnede brat, da hun mistede balancen og ramlede ind i trådnettet for enden kassen. Forvirret rejste hun sig op, slog ængsteligt med lufferne og udstødte et enkelt kvark, som ikke blev besvaret. Hun var stadig alene.
En øredøvende skramlen fik hende til at fare sammen. Varevognens sidedør blev skubbet til side og lyset strømmede ind. Adelie kneb øjnene sammen og bakkede bagud.
”Værsgo’” lod en menneskestemme udenfor nettet. ”Et styks Adeliepingvin fra Philadelphia Zoo.”
Noget stort skyggede et kort øjeblik for lyset udenfor. Et menneske så ind på hende og kassen skiftede hænder.
”Tak, hun ser ud til at have det fint, alt taget i betragtning. Lad mig tage hende.”
Det bumlede og gyngede ubehageligt, da mennesket begyndte at gå med transportkassen. Adelie faldt omkuld i aviserne og trillede ned i bunden, hvor hun krøb sammen i det ene hjørne.
”Så er vi her, lille ven,” lød dyrepasserens stemme og den gyngende fornemmelse stoppede med et. Lugen i den anden ende af buret blev åbnet og Adelie kunne se et udsnit af en lysegrå cementmur. Men hun rørte sig ikke.
”Kom, ud med dig,” lokkede dyrepasseren. Adelie gik langsomt frem mod udgangen, men så stivnede hun. Hun vidste intet om denne nye zoo – der kunne lige så godt lurer fare udenfor kassen, som hun ikke kunne se…
Du kan tro nej – jeg bliver herinde!
Adelie bakkede helt ned i bunden af kassen igen og mærkede hvordan hendes hjerte hamrede vildt. Hun kendte ikke dette sted. Hun skulle i hvert fald ikke ud af kassen!
”Kom så, lille ven – ud med dig.
Transportkassen blev tippet en smule og Adelies svømmefødder skred på aviserne. Hun gispede og prøvede forgæves at finde fodfæste igen, men faldt i stedet på halen og gled ud i det skarpe dagslys. Efter en hel time i komplet mørke, føltes solen stråler forfærdelig stærke og hun kunne ingenting se.
Med lukkede øjne kæmpede hun sig på benene. En velkendt lugt af sild fik hendes hamrende hjerte til at slappe lidt af. Hun snusede ind: Her lugtede af pingviner… og rent vand. Adelie åbnede langsomt sine indigoblå øjne og så rundt.
Hun stod på en lysegrå bred af cement, kun en meter fra indhegningens bassin. Det klare vand skyllede op mod hende og hun vippede lidt bagud på sine flade fødder, da hun opdagede hvor meget vand der egentlig var: Cement-øen hun stod på var simpelthen omgivet!
Hun drejede hovedet og så ind i skaftet på et par grønne gummistøvler. Dyrepasseren var stadig i indhegningen, men Adelie, der var vant til mennesker, trippede forbi hende og kastede et blik på øens andre faciliteter: Fem små stenhuse, der stod i en halvcirkel bag hende, omgivet af græs og klipper. Adelie smilede for første gang den dag; her var egentlig ret pænt.
”Dine nye venner bliver snart lukket ud,” sagde dyrepasseren mildt et sted ovenover hende. ”Opfør dig nu pænt, ikke.”
Adelie kastede et nervøst blik efter hende, da hun skrævede over bassinet på det smalleste sted, gik op ad en trappe og forsvandt ud blandt havens gæster.
Nye venner?
Adelie trippede hen til stenhusene og undersøgte dem forsigtigt. De var tomme. Der var ikke skyggen af andre pingviner.
Så fik en lavmælt, fremmed stemme hende pludselig til at fare sammen:
”Jeg kan se den, Skipper – den nyankomne.”
Stemmen lød egentlig ikke truende: Den var dyb, men kultiveret – og sjovt nok lød det som om den kom henne fra det første stenhus? Adelie samlede alt sit mod og bevægede sig langsomt hen mod stenhuset igen. Hun så ind.
Huset var tomt.
Adelie lagde undrende hovedet på skrå og trådte indenfor.
”Hallo?” kaldte hun forsigtigt. ”Er her no…”
Pludselig forsvandt stengulvet under hende. Adelie udstødte et forskrækket hvin, da hun blev opslugt af hullet. Hun landede hårdt på en sliske, blev ført ned i mørket under stenhuset… Og landede med et brag med ryggen mod et koldt cementgulv.

Fortsættelse følger - igen xD

Sidste del af første del x)

Forvirret åbnede hun øjnene og så op på en nøgen pære, der blændede hende.
”Statusrapport, Kowalski,” hvæsede en stemme et sted uden for hendes synsvinkel.
”Det er en… øh… pingvin af hunkøn, Skipper,” lød den dybe stemme, som hun havde hørt kort forinden.
”Ja tak, det kan jeg se! Men hvad laver hun her?”
”Det… ved jeg ikke, sir.”
Nogen eller noget bøjede sig ind over hende og skyggede for pæren i loftet. Adelie fandt sig selv stirre direkte op i øjnene på en temmelig ungt udseende pingvin, der betragtede hende nysgerrigt.
”Måske skulle vi spørge hende selv, Skippah,” sagde han. Han havde en blød britisk accent, tæt lille krop og store øjne, der gav ham et temmelig naivt udseende – men så blev han skubbet til side af en lidt højere pingvin med vagtsomme, sammenknebne øjne der studerede Adelie indgående.
”Hvor er du fra, civilist?” spurgte han hårdt og satte lufferne i siden. ”Og hvad laver du i vores anlæg?”
Hans stemme var kommanderende. Det måtte være ham der var Skipper. Adelie blev enig med sig selv om, at det nok var bedst at svare ham.
”Jeg er fra Philadelphia Zoo, sir,” sagde hun hurtigt – det var en lettelse at se, at Skippers blik blev mildere, da hun tiltalte ham som ’sir. ”Og jeg har ingen som helst ide om hvad jeg laver her.”
Skipper rettede sig op og kastede et blik over skulderen. ”Kowalski – skaf mig informationer om Phillys Zoo’s pingvinbestand.”
”Med det samme, Skipper,” lød svaret fra pingvinen med den dybe stemme og der kunne høres klikkende lyde i stilheden der fulgte. Adelie blev bare liggende fladt på ryggen og kastede skjulte blikke på de bizarre personager hun havde mødt. Hun kunne ikke finde ud af, om hun skulle være skræmt eller beroliget ved deres opførsel.
”Jeg har fundet noget, Skipper,” lød Kowalski’s stemme efter et halvt minuts ivrig klikken. ”Der står her, at Philadelphias pingviner bliver sendt til andre zoologiske haver, mens de renoverer Den Antarktiske del af haven…”
”Ah, så du er en gæst, hva’?” sagde Skipper med et underfundigt smil og lagde lufferne over kors. ”Så må vi vidst hellere indkvartere dig – Rico!”
Der kom et skræppende svar ovre fra den anden ende af rummet.
”Find hende en madras og red op til hende hvor der er plads,” sagde Skipper uden at tage blikket fra Adelie. ”Og Rekrut – gå ud og tjek om det snart er spisetid.”
”Javel, Skippah,” svarede den unge pingvin med den blide stemme og lyden af klaskende svømmefødder, der hastigt forsvandt ud af rummet, kunne høres. Så blev der stille.
”Frøken,” sagde Skipper så og samlede lufferne bag ryggen. ”Mens du er her, er jeg din kommandofører – du gør alt hvad jeg beder dig om. Forstået?”
”Ja, sir,” svarede Adelie og pustede langsomt, men lettet ud. Skipper smilede tilfreds.
”Godt – op at stå med dig, soldat.”
Adelie rullede om på maven og kom på benene og for første gang kunne hun tage det underjordiske rum i øjemål. Synet gjorde hende målløs:
Væggene, gulvet og loftet var af mørk cement. Den ene væg var næsten skjult bag et dusin blinkende, sorthvide tv-skærme, som viste haven fra alle tænkelige vinkler. I øverste højre hjørne kunne Adelie se Rekrut vimse rundt oppe på Øen. En anden skærm viste logoet fra Philadelphia Zoo og en hel masse tekst, skrevet af mennesker, som Adelie ikke kunne forstå. På et lavt træbord under skærmene stod en meget høj og slank pingvin, med den ene fod hvilende på et brugt tastatur og betragtede hende med sine mørke, intelligente øjne. Adelie var næsten helt sikker på, at det måtte være ham, der var Kowalski.
”Hvad er det her for et sted?” spurgte hun og drejede rundt om sig selv. På væggen bag hende var der lavet fordybninger ind i cementen – primitive hylder. Det så ud som om de blev brugt som sovepladser. ”Det ligner en bunker?”
”Det er en bunker,” svarede Kowalski og hoppede ned fra bordet. ”For et par år siden blev stedet her brugt som foderopbevaring, men de havde problemer med rotter, så de lukkede rummet af og har ikke brugt det siden…”
”… Og nu er det så vores hovedkvarter,” afsluttede Skipper og slog ud med lufferne. ”Menneskene ved ikke engang, at vi bruger det. De tror vi sover i de forfærdelige stenhytter om natten.”
Adelie så på de to pingviner. ”Hvad gjorde I af rotterne?”
Skipper slog lufferne sammen med et højlydt klask og et grumt smil. ”Vi tævede dem!”
Kowalski rømmede sig og trådte frem, da Adelie kastede et lettere nervøst blik på sin nye kommandofører. Med et beroligende smil rakte han luffen frem mod hende.
”Jeg beklager: Af en eller anden grund har vi åbenbart mistet vores gode opdragelse. Mit navn er Kowalski – jeg er løjtnant og næstkommanderende i den her deling.”
”Og jeg er Skipper – kommandofører og leder,” sagde Skipper med vigtig mine og skød brystet frem. ”Jeg forventer lydighed og disciplin fra din side, unge korporal: Jeg forventer at du adlyder enhver ordre jeg giver dig, uden at stille spørgsmål. Jeg forventer at du underlægger dig vores måde at gøre tingene på.” Han så indgående på hende, men så smilede han. ”Velkommen til New York Zoo.”
Korporal Adelie rettede sig op og gjorde honnør med et smil om næbbet. ”Javel, sir – og mange tak.”