Emne: Slave-bunden (En Tokyo mew mew fanfic)

Kapitel 1: Udvælgelsen, herren møder slaven for første gang..

“Åbn øjnene, Deamon, og vælg din tjener” Ældsterådets leder tav, og pegede med en knortet finger på manden foran sig. Manden, Deamon som han hed, lignede måske et menneske på mange måder. Men han var en af de få ældsterådet selv havde udvalgt fra den store flok af veluddannede dæmoner og at han var kongens søn og kronprins, altså arving til dæmonkongens trone, havde måske nok også en vis indflydelse. Men Deamon var ifølge kongen ikke sit ansvar bevidst, nok var han urimeligt stærk, men han havde ingen interesse i at sidde på tronen, ej heller i det store arbejde der fulgte med tronen og bestemt ikke i at skulle giftes med en eller anden porøs ung dame, der selv var udvalgt fra dåben til en stor skæbne. Nej tak, mumlede han hver gang snakken faldt på hans far og hans arv. Så dette kunne tænkes at være kongens sidste opdragelse af prinse-knægten, før han omsider skulle krones, giftes og arve alskens formidable tingel-tangel.
Alt dette blev skabt inde i hovedet på den unge kvinde, der stor i den store sal, sammen med ti andre specielt udvalgte ungdæmoner. Dæmoner der alle sammen var fokuserede på at blive kronprinsens tjener og makker i den store mission det var at generobre jorden.
Kvinden lod øjenlågene sænke halvt ned over øjnene, så hun halvt i smug kunne betragte prinsen. Køn var han godt nok, han så meget ung ud, men hans alder var godt 400 år, i deres tid, altså 25 år i jordtid. Men hun vidste godt at prinsebarnet, havde en evne til at hidse sig forfærdeligt op, hvilket havde bragt ham navnet djævlebarnet eller djævleprinsen i folkemunde.
Kvinden smilede for sig selv, ja grinede faktisk næsten. Gad vide hvad der ville ske hvis man tiltalte ham en af disse navne, hvis man blev udvalgt? Smilet blev større da hun overvejede mulighederne..
”Nr. 7: Koneko Akki Akuma, hvis du vil træde frem og redegøre?” Kvinden, Koneko som hendes navn var, blev voldsomt trukket ud af sine drømmerier. Hun hostede en enkelt gang for at klare stemmen og samle sig, men trådte så frem og talte: ”Jeg, Koneko, lover at leve for at tjene og ære min herre, Deamon.”
Hun færdiggjorde den forberedte sætning, mens hun kiggede prinsen direkte i øjnene og hun fik et beslutsomt drag om munden.
De tre sidste konkurrenter trådte frem en efter en og redegjorde med deres navn og enkelte også med deres titel, hvis de havde sådan en.
Næste trin i udvælgelsen var styrkeprøven, også kaldet talentkonkurrencen af hoffet og dem der havde set en udvælgelse før.
Det gik i hele sin simpelhed ud på at trampe op på scenen og vise hvad man kunne.
Nr. 1, viste sig at være lidt af et talent med et sværd. Noget der sikkert var praktisk ved det kongelige hof, hvis man skulle vise sig for nogle ungmøer. Men mere interessant var der ikke ved ham.
Nr. 2, Var en dyretæmmer. Det talent var set før i denne verden, men et vilddyr er altid en god allieret, hvis man forstår at bruge det.
Nr. 3 og 4, var tvillinger, den ene kunne kaste en fortryllelse og den anden kunne ophæve den. Men ikke yderligere praktisk, hvis man kun måtte vælge én af de to.
Nr. 5, Var en yderst kyndig hamskifter. Hvilket han viste ved at forvandle sig til prinsen og så til kongen, og mens han høstede den ene klapsalve efter den anden, blev Koneko mere og mere nervøs.
Nok var hun god, men var hun god nok?
Nr. 6, var det som vi kalder en dragont, en mand med visse evner indenfor ildmagi, men ikke nær så udlært som en af de sande gamle drager.
Nr. 7, var, nå ja, Koneko selv. Hun trådte med et selvsikkert smil op på scenen og ignorerede sine bens bæven og den lette diffuse følelse der ramte hende hver gang hun blev nød til at give en større udladning magi.
Uden at sige et ord, ikke engang en præsentation eller introduktion, ligesom fra de andre seks, rakte hun en hånd frem, tjekkede en sidste gang om alt var, som det skulle være og så slap hun magien løs.
En gnist antændte ud for hendes pegefinger og bevægede sig i hidsige røde tunger op af hendes hånd og videre op af armen. Hun bemærkede de første målløse gisp og en enkelt mand rejste sig op uden et ord, hvorefter en tredje råbte det han og de andre tænkte: ”Element-magi?!”
Koneko strammede grebet om sit sind og befalede tungerne at søge videre over hendes krop. Magien og ilden knitrede, men bevægede sig lydigt ned af hendes krop og op omkring hendes ansigt. Den tunge følelse af magt og begær efter at lade ilden løbe løbsk strømmede gennem hende , men hun tæmmede ilden yderligere og lod den kun herske over hendes krop.
Efter denne lille opvisning og ilden var døet ud, var der for en tid stille, men så var de som om at folk tog sig sammen ovenpå chokket og snakken faldt til et minimum. Det lod til at konkurrencen kunne fortsætte.
”Akuma, du kommer fra slummen, gør du ikke?” Stemmen der spurgte var for vidt rolig, men under den lå et leje af svag væmmelse og måske, morskab? Men dette bemærkede Koneko ikke, hun følte det som var hun blevet slået tværs over ansigtet og som hun kiggede op for at finde ejermanden til stemmen.
Koneko kom nemlig fra slummen. Men det og sine hårde vilkår havde hun skjult bag en maske og et skuespil så ugennemtrængeligt, at ingen burde kunne genkende hende som slumtøs.
En pludselig følelse af sårbarhed for gennem hende og hun løftede sit ansigt for at møde blikkene fra folket, lederne og de høje. Dem der indirekte var skyld i hende og hende kæres hårde liv. Hvis det ikke var for deres arrogance og had til slummen, ville de måske kunne leve som lige. Leve sammen og leve godt.
Men det på sinde løftede hun igen sit ansigt, som hun i sin tankestrøm havde ladet falde ned på brystet. Og med det mødte hun blikket på ham der før talte.
…
”Deres højhed!” Koneko faldt ned på det ene knæ og sænkede hovedet, sådan at det hvilede på knæet og klemte øjnene hårdt i.
”Rejs dig Akuma – Og hør min tale. Du er udvalgt af natten og dagen til at følge mig og mine, gennem en fremmed verden og sikre os vores arv..” Prinsen lod ordene bundfalde hos de forsamlede i salen og inden de første protestråb lød gennem rummet, lænede han sig tæt op af Koneko som for at hjælpe hende op og uden nogen bemærkede det, sneg han nogle få ord ind i hendes øre. Ord der rummede en sådan arrogance, a det gøs i Koneko: ”Kom så min Slave, opgiv din frihed og drag med på dette eventyr..”




Den unge pige, kendt som Koneko..


Koneko Akki Akuma..


Prins Deamon..

Desværre kender jeg ikke serien, men hold da op, hvor er det godt og fængende skrevet... WAUW!!

Fedt!:D Den er super god!<'33 Nu har jeg dog ikke læst hele TMM...xD

Mange tark.. Har lige læst historien op for min bedste veninde og hun sagde også god for den, så der kommer nok mere snart.. :3