Jeg er bruger på en pokemon hjemmeside kaldet Poketeam.dk og går under samme navn derunder.. og jeg har i løbet af mine snart 2 år på siden skrabet en god del Fanfiction´s sammen. De fleste om min RPG person Josephine "Josey" Celina Jeed.. og så tænkte jeg at jeg godt kunne dele dem med jer. Der kommer forskellige historier herinde men de vil alle omhandle Josey, og til tider nogle af hendes venner.. Den første jeg vil dele med jer er en af mine nyere, den handler om dengang Josey mødte sin første pokemon. En lille Squirtle kaldet Silver

---

Et lys i mørket, et strejf af sølv

Hvis jeg ikke havde fundet ham var han sikkert druknet. Han var så lille, så bange og så skrøbelig. Jeg havde siddet og set på ham hele natten, kun håbet at han ville klare den. Jeg kan huske at jeg på et tidspunkt faldt i søvn og da jeg igen var vågen sov han ved siden af mig, min egen Squirtle, min egen lille Silver. En ting husker jeg mere, det regnede meget den dag.


Jeg var ikke mere end 6 år, dengang var min viden om verden omkring mig ikke særlig stor, men min nysgerrighed lige så stor som en Groudon. Det havde lige fra morgenen regnet og himlen var dækket af mørke skyer.
”Josefine” råbte min far ude fra køkkenet
Selv sad jeg og var ved at få min sidste gummistøvle i håb om at slippe ud før han ville sige noget til mig. ”Ud” sagde jeg og stak hovedet ud i køkkenet.
Min far fjernede blikket far sin avis og så ned på mig, godt udrustet til en dag i regnvejret, han nikkede og det var mig signal til at alt var okay.
Jeg spurtede af sted, i røde gummistøvler og gul regnfrakke, ned mod søen og min hemmelige hule. Søen var fuld af nye og sjove ting. En Wooper hilste venligt på mig mens den nød alt det vand der kom oppefra. En Hoothoot sad oppe i træet, håbede i modsætning til Wooper at regnen ville stoppe snarest. Jeg skyndte mig videre og stødte på en flok af forskellige pokemoner, alle sammen glad for at se mig. Søen var forude. Jeg skulle bare igennem et krat af buske. En, sikkert ligeså nysgerrig Aipom som jeg fandt en plads lige over min pande, jeg smilede grinene til den og fortsatte mit mål, søen.
”Ai” sagde Aipom da vi begge var nået til søen.
”Er du sulten?” sagde jeg venligt og tog en smule pokefoder op af min lomme ”er det det du vil have?” spurgte jeg Aipom
”Pom.. Ai Aipom” udbrød Aipom og blev meget begejstret over min venlighed, ”Pom” sagde den glad før den tog et stykke pokefoder i munden.
Jeg kælede for Aipom, den var godt nok vild, men her på det sidste havde den fulgt mig flere gange. Jeg sad tit og tænkte på min første pokemon, den dag hvor jeg ville blive 10 og tage på et rigtigt eventyr og ikke kun ned til en sø.
”Pom?” Aipom så spørgerne på mig, men tog hurtigt et stykke foder i munden igen.
”Du er sød Aipom” sagde jeg og kælede mere for den. Jeg smilede stort, men samtidig en smule sorgmodigt ”hvem ved måske kan du blive min pokemon?”
Aipom smilede stort og forstod mine ord, den krammede mig og den havde det sikkert på samme måde.
Pludselig rakte den sin hånd frem til mig, i dens hånd lå en lille glimtene sten.
”Til mig?” sagde jeg og pegede på mig selv.
Aipom nikkede og flyttede sin hånd tættere på mig
Jeg tog imod stenen, kiggede nøje på den og gav pludselig Aipom et kram. ”Tak, den er smuk” jeg blev trist og snøftede ”du er min lille perle”.
Aipom så på mig, og jeg var begyndt at græde. Den tørrede min tåre væk og jeg krammede den igen.
Der var stille for en kort bemærkning, langsomt lagde Aipom sine arme om mig før den løb hjem igen. Jeg vinkede og håbede at se den igen.

Der var igen stille ved søen, det regnede stadig og det var hverken blevet bedre eller værre. En regndråbe ramte min næse, det kildede og jeg nyste. Mit nys skræmte en lille Eevee væk der havde prøvet at nærme sig mit pokefoder jeg havde tabt da jeg krammede Aipom. Jeg lagde lidt foder ud, i håb om at få Eevee tilbage. Jeg kunne se den sidde inde i en busk og den ville sikkert ikke komme ud før jeg var væk. Jeg smilede til Eevee en enkelt gang og rejste mig, fortsatte længere op af søen.

Jeg tog plads på en lille sten, jeg var nået op til søens udspring og vandet her var både dybt og frysende koldt. Jeg havde været her før, men det var normalt kun med min far, når det blev vinter og vandet frøs havde vi altid taget på skøjte tur sammen. Jeg sukkede, det var langtfra vinter, det var midsommer og selvom det regnede var luften dejlig varm. Vandet var i konstant uro, de mange dråber fik ringene i søen til at skabe noget der lignede små bølger. Jeg satte mig ind under et træ og frøs en smule, mit regntøj var ikke af den bedste kvalitet og mine gummistøvler var allerede fulde af vand. Jeg smed regntøjet og fik langsomt varmen under træet. Jeg lukkede langsomt mine øjne i, de var så stille, så fredfyldt, og jeg var blevet så træt. Lyden af regndråberne blev lavere og lavere og snart var jeg faldet i søvn.

Jeg vågnede brat af lyden af et skrig. Det var en pokemon, men jeg kunne ikke høre hvilken. Jeg rejste mig hurtigt op og gik, trods regnen væk fra træet uden regntøj. ”Hallo!” råbte jeg ”er her nogen?”. Jeg fik intet svar, det var bare min fantasi der spillede mig et lille puds. Men pludselig hørte jeg skriget igen, denne gang tættere på og jeg så noget dukke op fra søen.
”Bare rolig!” råbte jeg og trods mine dårlige svømmefærdigheder sprang jeg i vandet for at hjælpe pokemonen. Da jeg kom tættere på kunne jeg se at der var en Squirtle. Den så på mig med taknemmelige øjne med sank pludselig ned under vandet. Jeg så skræmt den lille pokemon forsvinde under landoverfladen. Jeg var bange, jeg var ikke selv nogen formidabel svømmer og jeg havde ikke lært at dykke endnu, men på den anden side så det heller ikke ud til at Squirtle havde lært det.
Jeg kunne ikke lade den lille pokemon i stikken og jeg træk vejret helt ned til lungerne og forsvandt under vandet ligesom Squirtle havde gjort det få øjeblikke siden. Det var svært at se bunden af søen, vandet var koldt og strømmen var stærk, jeg måtte finde Squirtle med det samme, inden jeg selv ville blive trukket med understrømmen. Da det selv var første gang jeg var under vandet havde jeg ikke lært at dykke ordentligt og min resurser af ilt var snart brugt op. Jeg var på nippet til at give op, bare komme op igen og få luft, men pludselig skimtede jeg et skjold og jeg brugte mine sidste kræfter til at dykke ned og få fat i det. Da kunne jeg ikke mere, jeg åbnede min mund og vand strømmede gennem min hals og ned i mine lunger.

Jeg ved ikke hvordan det gik til men jeg vågnede pludseligt op, længer nede af søen og ude fra strømmen. Jeg var stadig i live, jeg var forvirret og mit ene knæ var revet til blods. Jeg fik mig trukket op af søen og håbede at den lille Squirtle havde gjort det samme. Jeg ledte efter et sted af komme op og pludselig så jeg noget flyde hen mod mig. Chokeret indså jeg at det var den lille Squirtle, var den mon.. død? Jeg tog hurtigt fat i den, kom op af søen og styrtede hjem. Det regnede stadig, men det betød intet lige nu. I min forvirring havde jeg ingen idé om hvor jeg var henne. Pludselig så jeg den samme Aipom som havde givet mig stenen, jeg løb hen tid en og så på den med tårefyldte og skræmte øjne.
”Hjælp mig, så er du sød” bad jeg den og gav den stenen igen ”løb hjem til mit hus og løft stenen op” jeg hostede og kunne mærke hvor meget jeg frøs ”jeg vil følge stenens lys og komme hjem”
Aipom nikkede og begyndte at løbe, med mig lige i hælene. Snart var Aipom ude af syne og kunne nu kun vente på dens signal.
Jeg ville sætte mig på knæ men jeg var skadet så jeg satte mig på hug i stedet for. Forpustet og træt så jeg hen på Squirtle, den træk stadig vejret men jeg kunne ikke få nogen kontakt til den. ”Hey lille Squirtle” sagde jeg så stille at jeg nærmest hviskede, jeg hostede og fortsatte min nærmest hvisken ”kom nu svar mig!”.
Der skete intet, men jeg ville ikke give op. ”Kom nu op” sagde jeg med hæs stemme efter min hosten ”du har bare at vågne op!” råbte jeg med knækket stemme.
Der var stadig ingen respons fra Squirtle. Nu fossede tårerne ned, jeg kunne ikke holde noget tilbage og jeg tog den lille pokemon ind til mig. ”Vågn nu op” bad jeg mens mine tåre der faldt, kamuflerede sig med regndråberne. Pludselig mærkede jeg noget røre min hånd, jeg så hurtigt ned og så den lille Squirtle smile svagt til mig. Jeg snøftede og så pludselig et lys ikke så lang fra mig selv.

Aipom var nået frem og jeg var allerede på vej hjem. Min plus var oppe mens jeg nøje holdte øje med den lille Squirtle. Da jeg næsten var hjemme ramte Aipoms sten Squirtles skjold. Skjoldet lyste i en sølvfarve, det var smukt... Før jeg vidste af det stod jeg forpustet i døren med en Squirtle i mine arme. Min far tog den hurtig til sig og jeg blev sendt i seng med det samme for at undgå forkølelse.

Den aften kunne jeg ikke sove, mareridtet om at Squirtle ikke ville klar den sad som limet fast i mig. Jeg listede langsomt ned til min fars rum, han sad stadig og jeg trak mig hurtigt en smule tilbage i håb om at han ikke havde set mig. Jeg lænede mig op af væggen og lod min falde sammen, lukkede mine øjne for at høre alle de lyde der var omkring mig. Pludselig rejste min far sig, han sukkede, men det var i et lettet tonefald. Snart var min far gået og jeg listede ind til ham.

Der lå den lille Squirtle, jeg kunne ikke se på afstand om den stadig var i live. Jeg så ud af vinduet, det var ikke stoppet med at regne. Jeg tog Squirtle op til mig og vuggede den stille i mine arme. Pludselig lyste noget ind af vinduet, det var Aipom der var kommet på besøg. Aipom havde stadig den lille glimtene sten i hånden og da lyset fra stenen ramte den lille Squirtles skjold lyste det igen i en smuk sølvfarve. Jeg sukkede lettet og langsomt gled mine øjne i, jeg faldt i søvn den nat, med Squirtle i mine arme og Aipom ved min side.

Næste morgen vågnede jeg ved at en dråbe vand ramte min næse, det kilede og jeg nyste. Da jeg slog øjnene op var Aipom forsvundet, jeg sukkede og savnede allerede den lille hjælpsomme pokemon. Det slog mig og jeg kiggede ned, på mit skød lå en lille pokemon, i hånden havde den en smuk lille sten. Jeg tog stenen op og dens lys ramte den lille pokemons skjold. Godmorgen Silver sagde jeg og den åbnede sine øjne og smilede stort til mig.