Ekkoets forbandelse af Kimberly Derting
Du kan ikke bedømme emner
Forfatter: Kimberly Derting
Forfatterens hjemmeside
Bogen kort fortalt: Bog 2 i Body Finder-serien om 16-årige Violet, der kan "høre" lig i nærheden. I denne bog må hun endnu engang se sig draget til en lille drengs lig i Seattle og bliver derefter chikaneret groft.
Udgivelsesår: 2012
Forlag: Politikens forlag
Serie: Body Finder 2
Samlet bedømmelse:
8/10
Sprog:
8/10
Handling:
7/10
Underholdningsværdi:
9/10
Violet er en 16-årig pige, der kan noget, du ikke ser hos mange andre. Hun kan nemlig ”høre” ekkoet fra et lig, hun befinder sig i nærheden af – og føler sig så særligt draget til at finde liget og begrave det rigtigt. Desværre har denne evne det med at putte hende i nogle farlige situationer, og det er ikke altid lige nemt at komme ud af dem.
Violet gør dog, hvad hun kan for at komme over de dramatiske oplevelser i bog 1, hvor hun og Jay nær var blevet slået ihjel af et par massemordere. Ikke desto mindre vågner hun stadig skrigende op om natten efter mareridt, og selvom hendes kæreste, Jay, er der for hende, virker det ikke, som om hun rigtigt er kommet over det. Men med tanke på det hele har hun det ganske godt og nyder at være sammen med sin kæreste og sine venner.
Det har hun i hvert fald, lige indtil hun begynder at modtage ondskabsfulde beskeder og telefonopkald fra en, der tilsyneladende hader hende. Og det er ikke det eneste – efter en tur i Seattle med Chelsea, hvor hun gjorde et makabert fund i form af en liget fra en lille dreng, virker det, som om FBI-kvinden, Sara Priest, har fattet en interesse for Violet, og det bryder Violet sig på ingen måde om. Er hendes mest bevogtede hemmelighed – nemlig denne evne, hun besidder – ikke længere så hemmelig, som hun kunne håbe?
Derting har gjort det igen. Ofte falder tingene lidt til jorden i bog 2, men hun formår at holde samme høje niveau af spænding, og jeg kedede mig sgu sjældent. Det er sjældent, at en paranormal romance gør mig så opslugt som denne gjorde det, og selvom der er mange klicheér med – som for eksempel, da hendes bedste ven bliver hendes kæreste – er der lige så meget unikt ved bogen.
Unge i dag har generelt alt for få krav til de bøger, der bliver læst, og det er ærgerligt, for så bliver det ofte sådan, at man bliver ungdomsbogsforfatter, fordi man ikke dygtig nok til at skrive bøger for voksne. Derting skriver ikke fænomenalt, men for en gangs skyld er det heller ikke helt håbløst. Hun skriver meget fint, og det er en velkommen forandring blandt de mange ungdomsbøger, der i dag desværre er skrevet elendigt.
Man kan undre sig over – paranormal evne eller ej – at Violet vitterligt kommer ud for så mange forfærdelige ting i løbet af så kort tid, men sådan er det jo altid med serier. Der er nødt til at være nye farer, nyt drama og mere spænding i hver bog, så det er måske ikke til at komme udenom. Derting har i hvert fald gjort det godt og på en måde, så det egentlig ikke noget, man studser specielt meget over.
Persongalleriet er spændende og varieret – især Violets bedste veninde, Chelsea, er en spændende karakter og én, jeg altid glæder mig til at læse mere om. Violet kunne godt være mere markant i sin personlighed, men hun er egentlig meget god, som hun er. Selv uden evnen til at finde lig, ville det være en spændende krimi til unge med et skønt touch romance og med evnen bliver det bare endnu bedre.
En anbefalingsværdig ungdomskrimi fra Kimberly Derting.
Boganmeldelse skrevet af Nara
Bogmærker