Sikkas fortælling af Cecilie Eken

”Sikkas fortælling”, skrevet af Cecilie Eken. 192 sider. Udgivet af Gyldendal, 1997. Pris: Ca. 199 kr.
ISBN: 8700318485
_________________


Jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke havde synderligt store forventninger til bogen, da jeg gik i gang med den. De første sider giver en et indtryk af en anden verden, end den vi kender; men den er fladt beskrevet, og forfatteren synes at have visket væsentlige detaljer bort, så læseren må sidde tilbage og gætte sig til denne verdens sammensætning.
I verden er der almindelige mennesker, og så en form for overrace; nogle utroligt, smukke væsner, der lever evigt og aldrig ældes. Disse kaldes kimere. De råder over kræfter, der kan føje mennesker utrolige smerter - og i værste fald slå dem ihjel. På grund af disse evner har de overtaget styringen af verden og de almindelige mennesker.
Bogens hovedperson, Sikka, finder man hurtigt ud af ikke er et normalt menneske. Hun modstår kræften fra en kimere, og overraskede over denne evne, bliver hun sendt til en anden ø. I byen Polis bliver hun modtaget af en flok kimere, der er meget interesseret i hendes evne til at modstå kræften. De lader hende forstå, at de kun har gode hensigter; men efterhånden som man kommer gennem bogen, finder man ud af at kimererne ikke har så rene hensigter, som de giver sig ud for at have.

Den ene person efter den anden smides ind i de mange snørklede historier, der tilsammen danner romanen. Man sidder forvirret under læsningen og prøver at finde rede på de mange karakterer, for så til sidst at indse, at halvdelen af dem ikke var specielt vigtige at huske.
Forfatteren synes at have en masse ideer og meget at sige, men måske hun skulle have sorteret ud i disse ting, så den egentlig historie ville komme mere tydeligt frem. Hun skøjter hen over den ene begivenhed efter den anden, og giver ikke læseren mulighed for at fordybe sig i selve historien, eller forstå en bestemt person til fulde, før scenen skifter. Det er synd, for det fjerner læserens fokus fra den væsentlige historie, der faktisk er den mest interessante.
Netop på grund af denne skøjten hen over, mister hun også detaljer, og får ikke rundet de vigtige personers karakter ordentlig af. Man føler ikke, man sidder med et helt menneske, når man ser på en person som Sikka; man sidder med skelettet til en, der ikke er blevet færdigarbejdet. Hvordan hun er, beskrives gennem hendes handlinger, der er meget neutrale. Faktisk så neutrale, at man sidder og håber på at få et større indblik i hendes tanker og følelser, for at finde hendes person inden bogen slutter; noget, man aldrig får. Det er egentlig synd, da hun er historiens hovedperson, og man føler sig lidt snydt, når man sidder tilbage efter at have læst bogen. For hvem pokker var hun egentlig?
En anden ting, der også kunne være gjort mere ud af, er byen Polis. Man får oplysninger om steder og huse i byen, men hvor står de egentlig i forhold til hinanden? Hvor ligger huset, Sikka skal bo i, i forhold til den vulkan, hun nær slutningen af bogen må begynde at bestige? Hvor ligger parken med statuer, som Kireos viser Sikka rundt i? Midt i byen? Man kan savne et mindre kort foran i bogen, eller foran hvert kapitel, hvor byen bliver tegnet ind efterhånden, som man bliver præsenteret for de forskellige huse og steder.
Slutningen er meget hurtigt kommet over. Med et er alle problemerne i bogen overstået, og man bliver skuffet over, hvor upassende slutningen er. Man kunne savne en mere realistisk slutning, hvor alt ikke ender som.. ja, læs selv.
I det hele taget lader bogen meget tilbage at ønske, men man må ikke tro, at der ikke er noget godt i bogen at finde. Op til flere gange oplever man at blive overrasket over oplysninger, sammenhænget mellem personer og plots, man ikke havde gennemskuet var der. Hvis forfatteren havde brugt tid på at gennemgå sit stof mere grundigt, sortere og udfylde hullerne i historien, kunne der faktisk være blevet en fremragende historie ud af det. Overraskelsesmonumentet behersker hun, og det er en god ting at kunne.
Gennem bogen får man hurtigt øje på den græske inspiration, forfatteren har benyttet sig af. Det er en spændende ide at bruge ideer fra en anden kultur, for at runde sin verden mere af og gøre den levende og interessant for læseren. Det ville ikke have skadet, hvis hun havde brugt den i højere grad, så man endnu bedre ville kunne få et indblik ind i den specielle verden, Sikka lever i.

Bogens aldersgruppe er svær at bedømme, netop fordi forfatteren vil blande en masse handlinger ind - nogen bedre beregnet for en aldersgruppe end andre. Sex og megen vold er ikke noget, der er i bogen, så man kan sige, den også er for den yngre læsegruppe, men netop på grund af de indviklinger, der er i bogen, må læseren heller ikke være for ung. Fra starten af teenageårene og så opefter kan bogen læses, men spørgsmålet er bare, om de forskellige vil finde bogen tilfredsstillende nok, da hver alder stiller forskellige krav til en bog. ’Sikkas fortælling’ prøver mangelfuldt at opfylde alle krav, men kommer til at lave en svær blanding, så en præcis aldersgruppe kan ikke udpeges.
Alt i alt en lidt blød bog, der burde være bedre gennemgået før udgivelsen, men dog acceptabel på visse leder og kanter. Så har man mod på at gå i gang med den, kan man sidde tilbage med en god læseoplevelse - men også en del at tænke over!