Emne: Bag spejlet, af Lewis Carroll

Original titel: Through the looking Glass

Udkom for første gang i 1872

Handling:

I denne hjertevarme fortsættelse af Alice i Eventyrland, følger vi Alice da hun besøger verden på den anden side af sit spejl, hvor alting er spejlvent. Hun møder den Røde Dronning, som er en skakbrik og opdager at denne verden er lige som et skakbræt, og da hun giver udtryk for sit ønske om at blive dronning, forklarer den Røde Dronning, at hun så skal rykke otte felter frem på skakbrættet.
Hvert felt viser sig at være en masse små verdner, der alle hænger samme.
I sit forsøg på at blive dronning, møder hun alverdens væsner. Hun møder Tweedledum og Tweedledee, to små tykke drenge der fortæller Alice den ene særhed efter den anden. Hun møder den hvide dronningen, der husker alt! Både det der er sket, men også det der vil ske. Hun møder Klumpe-Dumpe der stolt sidder og balancerer på en mur, og forklarer Alice at Kongen og alle hans mænd har lovet at sætte ham sammen igen, hvis han falder ned ad muren. Hun møder Løven og Enhjørningen, der hele tiden slås. En ridder der ikke kan ride, og mange, mange flere.

Personlig mening:

Jeg blev først opmærksom til at der var en fortsættelse til Alice i Eventyrland, da den nye "Alice in Wonderland", med Johnny Depp, blev lavet, da der var en del elementer jeg ikke kunne genkende fra børnebogen. Så jeg besluttede mig for at læse originalerne én gang for alle - en beslutning jeg ikke fortryder.

Jeg er hel vild med den måde Lewis Carroll skriver på. Han formår at skrive en historie ud fra et barns synspunkt – intet er umuligt og hele verden er åben for en. Man føler sig som et barn igen, smiler ad den lille piges logik og tænker tilbage til den gang verden var så simpel og logisk.

Der også en del flotte illustrationer i bogen, som jeg finder hyggelige og sjove.

Jeg vil kalde den en børnebog for unge og voksne, for selvom jeg er vild med historien nu, kan de forskellige typer og væsner i historien godt virke lidt skræmmende på børn.

En anden ting jeg elsker ved Alices eventyrer ind i fantasien, er at Lewis Carroll tager kendte (og nogle ukendte, i mit tilfælde) børnevers og væver dem ind, som en naturlig del af historien.

Supergod anmeldelse! Meget bedre endn din sidste, hvis jeg skal sige det selv (:
Jeg elsker humoren i den! Og du har helt klart givet mig lyst til at læse bogen!