Antal sider: 391
Målgruppe: 16 – 120 år.

Denne bog står for mig som en helt speciel læseoplevelse. Den vigtigste grund dertil er, at handlingen udelukkende består af virkelige begivenheder, som forfatteren selv har oplevet. Og forfatteren er faktisk ikke ”forfatter”, men derimod bjergbestiger. De ting, som Heinrich Harrer og Peter Aufschnaiter ser og oplever da det endelig lykkes dem at komme ind i Tibet og få fodfæste i hovedstaden Lhasa, er mildest talt utrolige. Det er enormt fascinerende at læse denne førstehåndsberetning, hvor Harrer og Aufschnaiter som de første vestlige mennesker kommer til at opleve dele af østens mystik, tegne nye landkort og lære om Tibets farer og fornøjelser, geografi, folk, skikke – skikke der ligger milevidt fra hvad vi kender.

Dog er turen derhen lang og svær, både for de to hovedpersoner, men også for læserne. Faktisk er det nok først når man når til den sidste tredjedel, at bogen for alvor bliver medrivende. De første to tredjedele beskriver adskillige flugtforsøg fra den indiske interneringslejr, hvor Harrer og flere af hans kammerater sidder som krigsfanger, samt en lang og meget farefuld og strabadserende rejse gennem Tibet, før de når målet Lhasa.

En ting, det tog mig noget tid at vænne mig til ved bogen, var dens sindssygt høje fortælletempo, dvs. at flere dages begivenheder beskrives med få sætninger. Når man er nået halvvejs gennem bogen har man ikke længere noget som helst overblik over de begivenheder, der er overgået Harrer og Aufschnaiter. Det er også dette der gør, at det er svært at bedømme handlingen. For hvis man skulle bedømme handlingsforløbet efter almindelige romaners standard, så ville det være meget dårligt komponeret. Men når man tænker over at Harrer fortæller hvad der skete i hans liv på det tidspunkt, og han baserer det på sine egne dagbogsoptegnelser, giver det meget bedre mening. Det virkelige liv følger jo ikke en forudbestemt og konventionel spændingskurve.

Jeg synes derfor ikke at handlingsforløbet kan siges at være en fejl ved bogen. Derimod er begivenhederne beskrevet med stor nøjagtighed og relevans. Der er heller ikke tale om, at Harrer benytter nogen former for dramatiske virkemidler i sin måde at fortælle på. Alting er fuldstændig nøgternt beskrevet, hvilket jeg også syntes var rigtig godt, for ellers ville det nok have virket som om han blærede sig. Kun på nogle ganske få tidspunkter beskriver han, detaljeret og med store ord, visse oplevelser der gjorde stort indtryk på ham selv. Derfor er det lige så svært at bedømme bogens underholdningsværdi som handling, for den har ikke til hensigt at underholde i gængs forstand. Derfor har jeg givet fuld point til begge disse forhold ved bogen, men måske vil du være helt uenig i min bedømmelse.

Undervejs i de første to tredjedele af bogen var det ind imellem en kamp for mig at komme videre, men langsomt begynder man at krybe ind under huden på Harrer, og får øjnene op for det fantastiske ved alle de mange oplevelser. Og da først de to mænd kommer til Lhasa, hvor der ellers ingen adgang overhovedet var for udlændinge, kunne jeg ikke slippe bogen igen. Harrer beskriver mange af de venner han fik, og hvordan det efterhånden lykkes ham at få forskellige arbejdsopgaver, som fx at anlægge haver for de adelige, at bygge en dæmning og lignende.

Bogens højdepunkt er naturligvis, da Harrer bliver underviser for, og venner med, Dalai Lama, der på det tidspunkt er omkring 14 år. Gudekongens rådgivere er imod at han skal have noget med en vestlig person at gøre, fordi de er bange for hvilken indflydelse, Harrer vil få på ham. Men heldigvis har de ikke magt til at trodse hans ønsker, og det viser sig at Dalai Lama heller ikke er til at påvirke, medmindre han selv vil. Og han suger til sig af Harrers viden om verden udenfor. Harrer suger til gengæld til sig af Dalai Lamas visdom og gåpåmod, og de udvikler et meget nært venskab på kort tid. Denne del af bogen var så smuk at jeg næsten ikke kunne sidde stille af bare følelsesmæssig bevægelse. Det føltes som et eventyr, og jeg kunne næsten ikke fatte at det virkelig var sket.

Derfor fik jeg også tårer i øjnene ved bogens slutning, hvor kineserne under Mao Tse-tung går ind i Tibet og besætter landet med sådan en overmagt, at der ikke er noget at gøre for tibetanerne, og Dalai Lama er tvunget til at gå i eksil, og Harrer må rejse hjem til Østrig. Det forekom mig så ødelæggende, uretfærdigt og sørgeligt at det næsten ikke kan beskrives. Men dette skal ikke afskrække dig fra at læse bogen. Den er det hele værd.

Så, til sidst vil jeg bare sige: Læs denne perle af en bog. Det er en kæmpe og meget, meget givende oplevelse.