Emne: Et lille julemirakel.

Mit eget julemirakel

Emma sad i vindueskarmen og kiggede ud på gaden. Det var mørkt udenfor. Hun kiggede på kalenderlyset. Flammen opslugede vægen med dets orange lys, og Emma blev fanget af synet. Der var brændt ned til den 20. december. Hun måtte hellere puste lyset ud nu.
I morgen var det sidste dag i skolen, og så havde hun juleferie. Så var halvdelen af 3. klasse færdig, det havde hun fået at vide af læreren.
Hun vendte igen blikket ud på den mørke gade, der kun svagt var oplyst af lygtepælene, stjerneskæret og månen. Den nyfaldne sne var en blændende kontrast til den mørke himmel, og dér på bænken, lige udenfor vinduet, kunne Emma ane en skikkelse. Ikke en voksen, en dreng, omtrent på hendes egen alder. Han sad og frøs, mens han længselsfuldt kiggede ind til de varme stuer.
Emma gøs - hun mærkede noget mørkt kravle i hende, og sætte sig i hendes hjerte. Måske var det den samvittighed hun havde hørt om, som hendes lærer sagde "et stik af dårlig samvittighed". Men hvordan kunne hun mon gøre samvittigheden god? Og hvis hun ikke gjorde den god, ville julemanden så ikke komme og give hende en gave?
Nu forvandlede stikket sig til en lille snert af frygt, og Emmas blå øjne blev store.
Pludselig kom mor ind i stuen. Hendes kinder var røde af kulden udenfor, hendes hår var lettere vindblæst, og hun gik og nynnede en julesang, alt imens hun prøvede at varme sine kolde fingre op.
Emma så tankefuldt på hende, og mor kunne se, at hendes hjerne arbejdede på højtryk.
"Mor, hvordan kan jeg sørge for, at jeg får en julegave af julemanden?"
Mor smilede mildt til hende. Hun vidste, at dette krævede et svar med det samme, det kunne hun se på de store, blå, ængstelige øjne, og de små tænder, der nervøst bed i den lille, røde læbe. "Tja, ved du hvorfor vi fejrer julen?"
Emma rystede undrende på hovedet. Det havde hun aldrig tænkt over.
"Jo, ser du, i julen skete der et mirakel. En lille baby blev født i Betlehem, og han skulle frelse hele verdenen. Han var verdens julemirakel."
Emmas forvirrede, rynkede øjenbryn fortalte mor, at hun skulle fortsætte.
"For at få en gave af julemanden, må du være et julemirakel for en anden, eller skabe dit eget lille julemirakel."
Efter det gik mor ind i køkkenet, og efterlod Emma med et hav af tanker, og hun endte til sidst med at skubbe dem væk.

Juleaften, juleaften, juleaften! Emma trissede glad rundt i huset. Hun havde fuldstændig glemt alt om julemandens gave, hun havde haft så travlt med tegninger til hele familien i julegave. Det var sidste øjeblik, hvis hun skulle nå at få en gave fra julemanden. Hun kiggede ud af vinduet. Den lille dreng sad på bænken, kold og forfrossen. Hun kom i tanke om mors sætning "Vær et julemirakel for en anden". Hun stod overvejende nogen få øjeblikke. Så løb hun ned af trappen og ud på gaden, men blev pludselig nervøs. Hun gik med små skridt hen mod drengen.
"Hvad hedder du?"
Drengen gav et spjæt, som om han vågnede af en trance.
"Lucas..." hviskede han spagt.
"Hvorfor sidder du her?" Emma satte hovedet på skrå, som for at prøve at se det fra en anden vinkel. Lucas kiggede bare ned.
"Nå... Glædelig jul." Hun smilede skævt til drengen, der bare kiggede ulykkeligt tilbage. Emma mærkede stikket, men hvad skulle hun dog gøre? Hun havde lovet mor at hjælpe med at gøre klar til hele familien skulle komme. Der ville blive trangt i den lille lejlighed, så det var bedst at være klar, når de kom.

Hele lejligheden var stuvende fuld af familie, der ønskede hinanden glædelig jul; latter, snak, ordre der fløj ud fra køkkenet, og Emma sad og betragtede det hele. Stikket havde ikke forladt hende, og hun kiggede ud på gaden. Han sad der stadig. Hvorfor mon han ikke gik hjem? Måske havde han ikke noget hjem?
Stikket voksede, og til sidst kunne Emma ikke klare det mere. Det var den eneste måde at fjerne stikket og gøre samvittigheden god.
Hun listede ud af døren, ned af trappen og ud på gaden. Ingen opdagede det, alle var travlt optagede.
Emma startede med at betragte ham lidt. Han havde ikke opdaget hende. Han var spinkel, med tyndt tjavset hår. Øjnene var store og brune, og tøjet var alt for koldt til vinteren.
Hun gik resolut hen imod ham. "Kom!" sagde hun med bestemthed i stemmen. Hun rakte hånden ud mod ham, og han så skræmt på hende. Hun så opfordrende på ham. "Kom nu!" Han tog tøvende hendes hånd. Hans hånd var lille, spinkel og iskold. Emma hev ham med op af trapperne og ind i stuen, gik videre ind i køkkenet, hvor hun fandt mor.
Emma rømmede sig. "Mor, du sagde, jeg skulle være et julemirakel for en anden, og her er han. Han hedder Lucas, og han har ikke noget sted at være. Han er sammen med os i aften." Mor kiggede fuldstændig forvirret på hende, men før hun kunne svare, forsvandt Emma ind i stuen med Lucas. Der stod de sammen og betragtede den glade familie, og det smukke grønne træ, pyntet med hjerter, glaskugler, små nissemænd, engle, og i toppen, den gyldne stjerne, der blinkede ned til dem. Lucas måbede, og et lykkeligt smil bredte sig på begge børns ansigter.
Stikket var forsvundet, samvittigheden var god, julemiraklet var skabt, gaven var sikret - men egentlig betød det sidste ikke så meget for Emma alligevel.

Du finder nogle gode elementer frem, som du så giver en god historie ud af. Har mange af de gode jule-ting med og bliver ikke kedelig, mens man læser det