Den sorte engel
Af Lukas Sprehn

DEL 1:

Mikkels mor stod og kiggede til anden og den sprøde og saftige flæskesteg, der lå i ovnen og stegte.
Hans far stod og rettede på træets stjerne, mens hans lillesøster, Lise, pakkede sine hjemmelavede glasskåle ind til bedsteforældrene.
Det var den treogtyvende december, klokken var ni om aften, det var jul næste dag, så de skulle helst tidligt i seng, men der var nogle få ting der manglede at blive gjort: at få pakket de sidste gaver ind, dem til bedsteforældrene, både farmor og farfar og mormor og morfar. Anden og ribbensstegen skulle være helt færdig, men Mikkel var allerede på vej i seng.
Det var herlig en tid, juletiden. En tid med god mad, familiehygge, fantastiske dekorationer, julefilm, julekalendere, nissehuer, julemænd, slik, massevis af gaver og glædelige overraskelser. Men julen have også sine mørke sider, som vi nu skulle være vidner til, da det pludselig bankede på døren.
En, to… tre gange.
››Hvem kan det dog være på denne tid?‹‹ spurgte hans mor.
››Det er vel bare en sanger, der samler penge ind til de hjemløse, og fattige børn i udlandet? ‹‹ svarede han.
Det bankede igen, denne gang højere end før… en, to, tre gange. Så stoppede det brat, og huset fyldtes af en intens, og uhyggelig stilhed.
››Hjælp!‹‹ sagde drengen, da han så noget under hoveddørens sprække. Han havde opdaget noget dér, der fyldte ham med rædsel, der malede sig i hans ansigt, som dybe furer ved øjnene, og en opspilet mund.
Der sivede en damp, nej en slags kold tåge, ind fra sprækken, og fyldte huset, lagde sig som et tæppe over gulvet, og frys hans lemmer til is.
››Mor! Far! Lise!‹‹ råbte han, men hans lille stemme druknede i tågens rædselsbanker.
Han drejede hovedet, og da han så hvad han så, skreg han højt og længe, det var et rædslens skrig. For de stod alle stille, som var tiden frosset til is, og en julekugle af krystalglas som hans far havde været ved at tabe oppe fra stigen, mens han pyntede træet efter at have rettet på stjernen, hang i luften, ingen snor holdt den oppe.
Han opdagede at han var den eneste der kunne bevæge sig, tiden var frosset, og det endda helt til.
Han forsøgte at sig med: ››Hvem er det?‹‹ Intet svar.
Så begyndte han med langtrukne skridt, og isede ben, at vakle over mod døren, for at tage et kig ud, hvad enten Fanden skulle stå på den anden side. Han måtte gøre det, han vidste ikke hvorfor, men han følte bare at han var nødt til det.
Han pludselig foran den mørke dør, og opdagede hvor afskallet malingen egentlig var, og hvor råddent træet var. Men… han huskede den da som det mest blankpolerede han nogensinde havde set, og om sommeren kunne han endda blive blændet når solens stråler ramte dørens glatte overflade, og blev reflekteret som tusinde sole.
Men han så slog det ham, døren havde forandret sig, sådan havde den ikke set ud tidligere samme dag. Han blev endnu mere skræmt nu, mens han med en rystende hånd rakte ud mod håndtaget.
Hans fingre lukkede sig om metallet, med trak hurtigt hånden til sig. Den havde været kold, forbandet kold. Han forsøgte derefter igen, og pressede så dørhåndtaget ned. Hvad gemte der sig mon bag døren, hvad for rædsler kunne der befinde sig på den anden side af den mur der afholdt ham fra frihed?
Han havde tænkt sig at åbne døren langsomt, først på klem, men han følte det som værende umuligt, og i stedet rev han døren op med et sådan ryk, at han blev helt forskrækket over at der ingen ting var. Han blinkede et par gange. Så gned han øjnene, han var så træt… Og da han fjernede hænderne fra sit stivfrosne ansigt igen, stod der en høj skikkelse foran ham.
Han veg tilbage, og udstødte et lille forpint og ulykkeligt skrig. Det var en sortklædt skikkelse, der på trods af sin store sorte kutte, så ud til at være let som en fjer, han næsten svævede over jorden så Mike. Han lignede Døden, syntes han, eller ’manden med leen’ som man også kaldte ham. Bag mørket der skjulte ansigtet i hætten, kunne to rødglødende øjne skimtes.
En stemme som lød hæs, strømmede ud fra mandens hætte, en stemme der var som et langt suk.
››Ærede, Mikkel, jeg ser at du har det fint…‹‹
Drengen, der hed Mikkel, veg endnu længere bagud, og snublede over den indendørs måtte, der lå udspredt foran den kolde åbning i væggen, den kolde åbning, der syntes mere som en port ind til de dødes rige, end ud til nabolagets gader og stræder.
››Hvem… hvem er du?‹‹ spurgte Mikkel med rystende stemme. Frosten udefra, sneg sig ned i hans hals, og den brændte som hede kul. Det gjorde ondt, det var koldt, meget, meget koldt.
››Jeg, Mikkel, er hvad der snart skal blive, næsten er, og hellere end alt vil undgå, at blive Dødningen.‹‹
››Hvabehar? Død… Dødningen?‹‹
››Mikkel… jeg er ærkeenglen Michael. En falden engle, leder af Guds hellige englearmé.‹‹
Mikkel tænkte lidt, og kom pludselig i tanke om noget. Uden at vise frygt, selvom det undrede ham mange år efter, hvordan han havde båret sig ad med det, spurgte han: ››Men, hr. ærkeenglen Michael, overlevede jo kampen mod ærkeenglen Lucifer, og kastede ham ud af Himlen, hvorefter han faldt til jorden, og blev Djævelen, er det ikke sandt?‹‹
››Det, min dreng, er kun en halv sandhed. Tre år efter de hændelser, blev jeg forrådt af en mægtig himmelånd i form af en slange, den var i ledtog med Djævelen.‹‹
››Så du landede altså på overfladen?‹‹
››Præcis. Halvdød faktisk, men så skete det utænkelige. For jeg var jo ikke tæt på Himlen længere, i hvert fald ikke tæt nok, så udødeligheden rakte ned til hvor jeg befandt mig, og derfor helede jeg heller ikke efter kvæstelserne… ‹‹ Englen Michael tøvede, og rettede blikket op mod Himlen bag sig. Hans øjne lynede, men Mikkel så det ikke. ››Manden med leen besøgte mig.‹‹
Nu kunne Mikkel ikke holde til det længere. Dette her var for uhyggeligt, og for mærkeligt, så han bedte denne fremmede mand at gå, men Michael svarede at det kunne han ikke.
››Hvorfor?‹‹
››Fordi jeg, ærkeenglen Michael, havde indgået en pagt. Jeg skulle være den næste Død, jeg skal en dag være manden med leen. Men jeg havde selvfølgelig ikke lyst, men var nødt til det! Jeg er Døden, Mikkel, men du, menneskedreng, skal følge i mine fodspor som Dødens arvtager.‹‹
Døden Michael, trak sin hætte af, og afslørede et besynderligt skue. Hans ansigt var som en udøds, halv gyldent menneske – eller engle – hud, og ben der rage frem fra åbne men tørre sår.
››Jeg er jo engel, Mikkel… Men måske ved du ikke hvorfor jeg også passer så godt til denne forfærdelige profession, men så skal jeg sige dig hvorfor: Døden kaldes også, Dødens Engel. Mikkel, din første lektion starter med det samme, du har tre uger, og efter den tid vil tiden i den virkelige verden, altså på Jorden, starte igen.‹‹

Næste nat mødte Mikkel op, hvor Michael havde fortalt han skulle: den gamle kirkegårds vagthus, gården var blevet forladt efter der var blevet bygget en nyere, som lå praktisk tættere på kirken selv. Nogle tosser i byen, mente endda at stedet var hjemsøgt af sjæle, vrede efter at være blevet forstyrret og efterladt i deres gamle hjem: de mente at de dødes sjæle var bundet til gravenes jord, og at ligene var blevet flyttet før det var tid til sjælenes rejse til himmeriget.
Mikkel troede selvfølgelig ikke på noget af det, men måske alligevel… Han var dog alligevel til utryg over at gå gennem gården ved nattetid, og blev forskrækket da hans blik standsede ved en fugl med en orm i munden. Den stod stille i luften, med vingerne bredt ud til begge sider, som var den ved at flyve, men den var som en statue af sten.
Så huskede han hvordan hans familie var frosset fast i deres bevægelse, og blev roligere, men kun lidt, for det var et skræmmende skue. Heldigvis var luften ikke sat i stå, og det var han glad for, for ilt havde han jo brug for, men kulden var isnende, og fik hans fingre til at gøre ondt.
Han så en stor grå gravsten, som en statue af en englen med en skarp le, fjerbesatte vinger og kutte en lang mørk stod på.
Han stoppede op foran den, da hovedet bevægede sig! Ansigtet sænkedes mod Mikkel, og de udtryksløse og kolde øjne gennemborede ham, som så han ind i hans krop, sjæl og sind. Vingerne sænkede sig. ››Mikkel, velkommen til mit ydmyge hjem, træd blot indenfor.‹‹
››Hjem? Hvor?‹‹
››Mit hjem er gravstenen hvorpå jeg står.‹‹ svarede den halvdøde Michael, og præsenterede den tunge grav, der var af gråsort sten, og var formet som et kvadrat.
››Hvordan? Der er ingen vej ind, og det er da også forkert at forstyrre de døde på den måde.‹‹
Michael slog vingerne ud og kastede sig ned mod Mikkel, svævende, stille dalende, smuk som en forårssol, men alligevel på en måde et skræmmende syn.
Michael tog hans hånd og sagde, ››Gravstenen bliver ikke brugt længere, for folk tror at liget er blevet stjålet, men det er bare rådnet væk. Følg blot mig, Mikkel.‹‹ Han hev ham med og fremdrog et besynderligt kranium fra en lomme under de sorte klæder, og lagde det foran stenen. Kraniet sank pludselig gennem jorden og forsvandt.
››Dette er alt hvad der er tilbage af den afdøde, der før huserede hvileløst i graven. Jeg opdagede den magt som jordiske rester besidder… en gnist den dødes livskraft, der bliver inkarneret og låst inde i disse rester, og dette kranium virker som en nøgle.‹‹
Stenen åbnede sig, og Michael trak Mikkel med ind. Der var mørkt og klamt.
››Din lektion må starte med det samme!‹‹ kaldte den kommende Død indefra mørket, han var forsvundet derind, og var nu vendt tilbage med en tændt kandelaber i hånden. ››Du skal i gennem tre lektioner, den ene mere skræmmende end den anden. Undskyld manglen på forklaring, men vi har ikke meget tid, her, grib!‹‹ Michael kastede noget stort, og hvidt over mod Mikkel. Det landede blødt i hans hænder, og han så at det var to hvide, fjerbesatte genstande.
Vinger, tænkte han. Han rynkede panden forvirret.
››Tag dem dog på, turen går direkte til Djævelretten.‹‹
Mikkel vidste ikke, hvad han skulle gøre, men forsøgte sig ved, at berøre ryggen med vingesættet og mærkede til sin forskrækkelse en brændende smerte brede sig. Vingerne voksede fast i hans ryg. Og for at det ikke skulle være nok, greb Michael hårdt fat i Mikkels hånd og hele verden blev vendt på hovedet, og snurrede rundt og rundt, hurtigere og hurtigere. Hans mavesæk blev vendt på vrangen. Hans syn blev forvrænget og han opdagede pludselig, at stedet han befandt sig, var forandret… nej, han var blevet transporteret til et andet sted!
››Hvor er jeg?‹‹ spurgte han.
››Djævelretten. Din første lektion starter her og nu. Det eneste, du skal gøre for at bestå, er at vidne.‹‹ Michael rømmede sig. ››Du skal være vidne for den anklagede. Han er egentlig uskyldig, og din opgave er at bringe ham til Himlen og ikke Helvede.‹‹
››Okay… ‹‹ Han virkede usikker. Michael førte Mikkel ned til sin plads, længere fremme, og svævede derefter tilbage og satte sig på sit eget sæde, der lå længere tilbage. Nu var han på egen hånd.
Den mistænkte blev ført ind i salen, ind ad døren omgivet af bevingede vagter. Den anklagedes hår var langt og krøllet. Det var højrødt, ligesom hans fuldskæg.
››Foran jer står den skyldige, der skal afsynde en evighed i Helvedes fortærende flammer.‹‹ Stemmen lød som om den var kommet ud af en samling højtalere, den tilhørte en høj, slank mand, med mørkegråt gedebukke-fipskæg med små lyse striber. Smukt snoede horn bulede ud fra panden under over hans øjne, de startede lige ved hårgrænsen, hans hår var sort, og han bar et nystrøget sort jakkesæt.
Det var Djævelen, den onde nedfaldne engel, dæmonen, djævelen Lucifer. Den tidligere ærkeengel, men nu Djævelen, Lucifer forlod rummet, og overlod pladsen ved bordet til dommeren.
Mikkel hørte nogen piste til ham bagved, og han drejede hovedet. Michael vinkede dæmpet til ham, og gjorde tegn til ham om at plukke en fjer af sine vinger.
Mikkel trak en fjer af sin venstre vinge, og så hvordan den skinnede hvidt, glødede af sine nyvundne englekræfter.
››Mikkel… kan du høre mig?‹‹
››Hvem er…?‹‹
››Det er mig, Michael. Mikkel, englefjer kan bruges til meget andet end at flyve, blandt andet til at tale sammen engle. Godt så, hør, dette er hvad du skal gøre for at vinde sagen: peg fjeren mod den anklagede og bed. At bede er enhver engels næsten allerhelligste egenskaber, og en af de vigtigste også. Bed til Gud, bed til at få lov til at tage et indblik i mandens hukommelse, find episoden som han er anklaget for, og vis den så til dommeren. Alle her ved at engle har evnen til at fremvise ting de har set engang. Men lyv og sig at du var ved gerningsstedet, ved Djævelretten gælder alle kneb, og bed derefter om at få syndsforladelse for at have snydt. Han er jo uskyldig, så det gør ingen ting. Men dette er den første og sidste gang du får denne form for hjælp, ved de to sidste prøvelser er du på egen hånd.‹‹
Mikkel gjorde som han havde fået besked på, og det gik alt sammen som det skulle have gjort: manden endte i Paradisets have, han var glad, lettet og velsignet. Mikkel havde klaret første prøve, og han var pave… nej vent, himmelstolt.

De var vendt tilbage til Michaels bolig under den kolde og døde kirkegård. De sad og spiste lidt sprødt and da Michael sagde:
››Læg dig til at sove, Mikkel. I morgen skal du på den næste prøve. Flyveprøven.‹‹
Mikkel lagde sig ned. Spørgsmål og tanker kværnede løst i hans hoved. Han veg dem bort, og derefter faldt han i søvn.

Mikkel vågnede ved at Michael ruskede hårdt i ham.
››Så er det op, Mikkel, en ny dag venter… eller hvad man nu siger, tiden er jo frosset. Det er tid til flyveprøven om tyve minutter, så få dig noget at spise først.‹‹
Mikkel fik klemt noget brød med skinke ned og drak et glas vand.
››Jeg er klar.‹‹
››Det glæder mig at høre, denne gang prøver du selv at transportere dig. Bed, Mikkel. Bed til at blive båret til toppen af rådhuset i København, og du skulle gerne havne dér.‹‹
Mikkel gjorde som han fik besked på, og pludselig stod han på tårnets top, det tårn som det tunge store ur prydede rådhusets mur. Det ur som slog i radioen, slog ved hvert hele tal, og det ur der slog ved nytårsaften.
››Jeg kan sige så meget som, at du skal forsøge at se om du kan flyve med dine nye vinger. Spred dem ud. Og tænk dig derefter til hvad du bør gøre.‹‹
››Men, Michael, hvad skal jeg-‹‹
››Jeg har pligt fra Gud og Djævel til ikke at sige mere, jeg tier. Jeg kan dog give dig en lille ledetråd. Ved første gang, søg styrke ved Gud.‹‹
Mikkel var helt tabt bag en vogn. ’Søg styrke ved Gud?’. Hvad betød det mon?
Han så ned mod den mørke tidsfrossede folkemængde der var på vej ud af kirken, efter en hård og lang dags arbejde ved gudstjenester og så videre. Mikkel forstillede sig at det måtte være dødkedeligt at skulle skære ud i pap til folk hvad Bibelens og andre bøgers tekster egentlig betød, og hvordan de skulle fortolkes. At bede var altså ret trættende hvis det var ens daglige arbejde… Bede! Der var det jo! Han skulle bede den første gang han forsøgte at flyve i sit liv, søge styrke ved Gud, for kun på denne måde kunne engle opnå flyveegenskaberne. Det var derfor kun nogen engle kunne flyve, mens andre ikke kunne.
Han gjorde som han havde tænkt og bedte til at det virkede, og det gjorde det minsandten. Anden prøve var bestået, og han var igen meget himmelstolt, men så huskede han pludselig, hvad det var han var ved at kvalificere sig som: Døden…
Han måtte finde en måde at undslippe den døde magt, en måde hvorpå han kunne sørge for ikke at blive manden med leen.
Mikkel og Michael tog tilbage til boligen, og de gik trætte i seng, ingen af dem var sultne. Mikkel forstillede sig at Michael tænkte som ham selv: Hvad er det jeg gør. Og sikkert også noget lignede: Han er kun et barn!
››Næste prøve er hemmelig, Mikkel, jeg fortæller den som en overraskelse i morgen.
Så faldt de begge i søvn.

Næste dag vækkede Michael ham mere roligt.
Han gav sig god tid til at spise og hygge sammen med Mikkel.
››Du er som den søn jeg aldrig fik… men nu er det altså tid til den tredje og sidste prøve. Hør her: for længe siden, omtrent fjortenhundredeogsytten år, drog en gruppe bestående af fire engle ned til jorden. Her smede de en gave til Den Højeste, Gud, af materialer fra Jorden: Ungdomsbægeret, Calicem Iuventutis, som det hedder på gammelt latin. Hælder man vand op i det, og drikker man derefter af det, bliver man yngre. Men hælder mand vand op til randen og drikker det hele i én lang kører, bliver man udødelig. Du skal standse en dødelig mand i at stjæle bægeret fra en hule i på Mosesbjærget i Ægypten.‹‹
››Men hvordan skal jeg nå frem til Ægypten? Kan jeg bede mig dertil?‹‹
››Det er ikke muligt på en så lang afstand. Du må selv finde ud af noget. Du må gerne kigge i en af tusinde bøger hér.‹‹ Han gjorde en gestus mod en af hulens jordfyldte klippevægge, og reoler voksede frem af den solide sten. Reoler med hylder, alle fyldt til bristepunktet med store, små, tykke og tynde bøger.
Michael gik ud af sin bolig for at trække lidt frisk luft, og imens begyndte Mikkel at kigge i bøgerne. Han startede for en ende af og begyndte at arbejde sig frem ad de mange bøger. Men så faldt hans blik på en stor og tyk bog.
På dens side stod der skrevet Angeli Biblia. Michael havde lært Mikkel latin. Han vidste derfor at det betød Englenes Bibel.
Det måtte være biblen i Guds og hvermands… nej engels ord.
Men Mikkel syntes den så meget større ud end menneskenes egen bibel. Måske kunne han finde et svar på sit spørgsmål i den.
Han trak den med besvær ned fra hylden. Den stod skrevet i latin, men Michael havde jo lært ham det sprog, så han kiggede i indholdsfortegnelsen efter en tekst der kunne bruges.
Så fandt han endelig noget efter at have kigget i lang tid: et kapitel der omhandlede Mosesbjerget.
Han bladede om til kapitlets første side og begyndte at læse.
Blandt andet stod der:
”…og englene så at det var godt. De 10 bud var givet af Gud og hverenglemand.
Gud så også at det var godt, og til gengæld sendte han sønner af lys ned til jorden.
[I]Der fremskabte de Calicem Iuventutis...[I]" Han tøvede, men fortsatte så, "af jordens jord og af menneskenes metal. Han forstod stort set det hele, men tøvede ved Calicem Iuventutis... Han vidste hvad Iuventutis betød. Det betød undom. Men Ungdoms-hvad?
Men så...”
Siden smuldrede i hans hånd. Den havde været meget gammel. Heldigvis huskede han alt hvad han læst, og nu vidste han at han var nødt at være forsigtig med bogen mens han læste videre.
Det var ærgerligt med siden, men så faldt hans blik på en sætning på den næste siden.
Der stod: ”Og solens bro overstrålede himlens vælv, gruppen af engle drog til bjerggrotten af denne vej, deres vinger var for svækkede til at flyve resten af vejen, skønt de var blandt de højst rangerede i Vorherres magt.”
Der var det! Det stod skrevet sort på hvidt.
››Michael, jeg har et spørgsmål!‹‹
››Hvad er det, Mikkel?‹‹
››Hvad er solens bro?‹‹ spurgte han.
››Solens bro? Hvorfor dog? Okay da. Solens bro er en stråle af lys som engle bruger til at drage til tre forskellige steder i verden. Den kommer af solens lys, fanget i en amulet. Hver engel bærer denne amulet, også dig, Mikkel.‹‹
Han følte sig på brystet og mærkede en lille bule inden under den tynde hvide trøje.
››Hvilke tre steder fører solens bro til?‹‹
››Øhm, et af stederne er Rom, hovedstaden i Italien, den anden er Det Hellige Land, Israel. Og den tredje er det nordøstlige Afrika, nær byen Addis Abeba. Hvorfor?‹‹
››Fordi så tror jeg, jeg ved hvordan jeg kommer til Mosesbjerget. Hvordan virker amuletten?‹‹
››Der skal ligge en af bærerens fjer inde under amulettens låg. Når det er gjort, skal du kysse den tre gange for at vise dig ydmyget over for Vorherre, der har smedet alle amuletter, og derefter beder du til at lade solen føre dig til dit mål: en af de tre destinationer. Men det skal gøres under fuldmåne. Hov, det var fuldmåne da jeg frys tiden!‹‹
Mikkel spænede ud af boligen så hurtigt som hans ben kunne bære ham. Han hed på vejen en fjer af sin venstre vinge, trak amuletten frem og åbnede lågen og lagde den ind i sølvsmykkets indre.
Han stod på toppen af gravstenen ovenover Michaels bolig, og mens bedte ærkeenglen en bøn til at Mikkel ville klare det.
Mikkel kyssede smykket tre gange og bedte. Solen svævede på mystisk vis op fra horisonten og lyste kraftigt på trods af tidsstandsningen. En tyk stråle skar gennem himlens mørke aftenskygger, og Michael stod lige foran den. Det var som om det hele omkring ham eksploderede i en kaskade af lys da han satte sin fod på broen af varm bølgende lys, og opdagede at han kunne både stå og gå på den.
Han var hurtigere på denne bro end han var på jordens overflade, og et skridt var en kilometer nede ved jorden. Han gik og gik, og snart var han helt nede ved Frankrig i Paris. Her var tiden frosset på et andet tidspunkt, så Mikkel kunne sagtens se hvad der gemte sig de mange meter under sig.
Han begyndte at løbe i stedet for, og opdagede at det førte ham mile og ikke kilometer frem.
På to minutter var han over Etiopen i Afrika. Broen gik ned i en buge, og han gik ned af den og endte ude i den østlige kant af byen Addis Abeba.
Nu vidste han hvad han skulle gøre: bjerget var tæt nok på, så han bedte sig selv over til det.
Han forsvandt fra Addis Abeba og dukkede op ved foden at stort bjerg der ragede op i himlen, majestateligt højt, og rødligt mørkebrunt.
Det var smukt.
Han begyndte at kravle op af bjerget. Han holdt en pause midt på klippesiden, det var meget hårdt.
Så, så han det: det glimtede let nær toppen. Det var den dødeliges bælte. Mikkel baskede med vingerne og svævede op.
››Hold dig væk!‹‹ råbte han vredt.
Den dødelige vendte sig. Han måbede forvirret.
Findes engle virkelige? var det eneste han kunne tænke.
Da Mikkel var nået op til manden, tog han fat i hans arme og hævede sig op i luften med ham.
››Hvor er bægeret!?‹‹ spurgte han.
››Grotten ligger skjult lige deroppe.‹‹ svarede han og pegede op mod bjergsiden.
Mikkel fløj derop bærende på den tunge mand. Så, så han hulen i bjerget.
Han landede i den. Og derinde låg fire skeletter. Men hvad var nu det? Bevægede en af dem sig? Det var jo ikke skeletter, men det var engle.
››Kommer I med vand til os? Vi vil tilbage til vor hjem… tilbage til Himmeriget. Vi har mistet vor udødelighed, vi vidste ikke hvad vi gik med til, men en himmelånd forådte os ved at narre Gud til at sende os herned. Vi er døde om små fem minutter, hjælp os!‹‹ Deres stemmer var svage og tørre.
››Vi har intet vand. Beklager.‹‹ Hans øjne var fyldt med små tårer.
››Vent. Jeg har en flaske fyldt med vand. Men det bæger er mit!‹‹ Manden løb over mod bægeret med et grådigt blik i øjnene. Mikkel prøvede at standse ham, men blev væltet om kuld.
Den dødelige mand greb fat i Ungdomsbægeret, men Mikkel sprang på ham. Han tabte smedejernsbægeret, som han havde fyldt til randen med vandet fra flasken, men desværre tabte manden bægeret og alt vandet løb ud af den.
››Åh nej! Hvad har du dog gjort?‹‹
››Undskyld engel… Det var ikke min mening at-‹‹
››Stille,‹‹ sagde den ældste af de døende engle. ››Der er kun ét minut tilbage af vor tid, men vi har styrke nok tilbage til at hæve vandet op i bægeret i gen, men kun hvis du, unge halvengel, hjælper til.‹‹
Pludselig rejste den unge mand sig, hans øjne lynede. Så begyndte hans hud at lyse hvidt.
››Det kan I godt sparre jer!‹‹
››Den stemme… Det er jo himmelånden.‹‹
››Jeg lokkede dig hertil hulen, og nu skal du møde dit endeligt, ligesom Michael gjorde, Mikkel!‹‹
››Michael lever stadig! Jeg er sendt af ham. Du rører hverken disse engle eller bægeret!‹‹
››Himmelånder har ikke et evigt liv, men det bør vi have. Nå jeg har bægeret, opbygger jeg en hær af min slags ånd, og styrter Gud! Vi bliver ét evigt levende folkefærd med engle under os som slaver!‹‹
››Hvor er denne ulækre menneskekrop dog ussel, jeg har ikke brug for den længere!‹‹ råbte han arrigt, og smed kroppen fra sig, som var det et ham, den lysende ånd gled ud af kroppen som var det luft, men det skulle han ikke have gjort, for manden kom på benene og kastede sig over ånden.
››Skynd dig, Mikkel! Skynd dig at få vandet tilbage i bægeret inden det er for sent!‹‹
Mikkel gjorde som han sagde, han lagde bægeret mellem englegruppen. De begyndte at lyse, og det gjorde Mikkel også.
Han så hvordan vandet svævede op fra overfladen, det var lige ved at vandet var sunket ned i den beskidte jord. Da alt vandet var i bægeret igen, tog Mikkel fat i det, og lod det gå på tur mellem englene. Han så hvordan deres grå kroppe blev gyldenhvide, de fik farven tilbage, begyndte at lyse.
De rejste sig og den ældste, som var gruppens leder, sagde med en højtidelig stemme: ››Himmelånd, hvad du har gjort er utilgiveligt, og derfor sender jeg dig til din herre i evig lidelse og pinsel. Gå ad helvedes til!‹‹ Englene havde deres hænder bredt ud mod den forræderiske ånd, der langsomt gik i opløsning, mens han sank ned i jorden, ned mod Helvedes fortærende flammer, mod Inferno.
››Mange tak, unge Mikkel, lad os ved vor samlede styrke drage til Michael, godt at han stadig er i live.‹‹
De tog tilbage til Michael, hvor de alle sammen fik drukket af bægeret, fik givet deres udødelighed tilbage, og derefter drog de tilbage til Himlen igen.
Manden blev en af Mikkels bedste venner, og han blev betroet med opgaven at være den nye Død.
Mikkel blev præst, den allermest berømte, og selvfølgelig fik jorden dens tid tilbage. Han prædikede om næstekærlighed, og sluttede altid af med at huske folk på, at bede, for det gør mirakler.
Den gruppe af engle, som Mikkel havde reddet fra at visne væk, blev givet tilnavnet ’Juleenglene’ af deres herre.
Og da Mikkel døde, blev han udnævnt til helgen, og dét gik over i historien, både Himlens og Jordens. Når folk vare syge, ville de samles foran hans prægtige gravsten og bede, for det havde han lært dem, at de skulle gøre.

Hold da op, det er lang tid siden jeg skrev den her :O Haha. Der er fejl overalt > Haha *at rive sig selv i håret af fustration*