Jeg nåede det! Jeg nåede det!

Okay, min novelle indeholder karakterer fra rollespillet, der kan findes her: http://lecoledelafees.proboards.com , men man behøver slet ikke at kende noget til det for at kunne forstå handlingen ;D

I må undskylde, hvis min novelle er lidt lang, og at jeg bliver nødt til at poste den i flere bidder, men her får i den! ;D




Titel: Le Noël de les Fées
Forfatter: Sidsel
1/4

Le Noël de les fées
Eller : En Mega Meget Fucking Ydmygende Decemberdag

André satte den tunge indkøbspose på måtten foran sin hoveddør og trak, uden at skulle lede efter den, sit nøglebundt frem. Hele lejligheden duftede af kanel som følge af de småkager, hans mor havde sendt ham i adventsgave. Mens han trak sine sparsomme indkøb ud af posen og lagde dem på plads i skabe og køleskab, hørte han en besynderlig lyd inde fra det lille arbejdsværelse. Det lød næsten som om, at nogen stod og bankede på døren indefra.

Med en bevidst langsom bevægelse, satte han en flaske vin ned på det rene køkkenbord og samlede sin energi, klar til at ty til magien, hvis det viste sig at være noget farligt, der fremkaldte den lavmælte puslen. André krydsede stuegulvet med meget forsigtige skridt og tog musestille fat i dørhåndtaget. ’Én, to tre,’ talte han inde i sig selv og på tre lod han døren springe op uden den mindste knirken.

Men der var intet at se. Det lille arbejdsværelse henlå i fuldstændig ro og normalitet med undtagelse af vinduet, som André til sin irritation opdagede, at han havde glemt at lukke. Han trådte hen til sit ryddelige skrivebord og kastede et kort blik ned i gården, hvor der hang en vasketøjssnor, som svingede lidt i blæsten, næsten som et spændt sjippetov.

”Åh, gudskelov, André!” Der lød pludselig en meget bekendt stemme bag ham, og André snurrede rundt og spærrede forskrækket øjnene op, da han fik øje på sin kollega, Damien Cardin, som hang og svævede i luften lige over den gyselige bordlampe, der var en gammel gave fra Andrés yngre bror. Damien var blevet udstyret med et par lyseblå vinger, der blafrede vildt for at holde ham i luften. Det så ikke ud, til at han morede sig synderligt.

André var stum af forbløffelse. ”Damien … Hvad …” Han kneb øjnene sammen i vantro.

”Jeg er blevet forvandlet til en fe, André! Se på mig. Se mine vinger!” Det var sjældent, at Damien mistede besindelsen, og på trods af det alvorlige i situationen, kunne André ikke holde masken ved synet af en miniatureudgave af hans bedste ven, der hang i luften og råbte ad ham. ”Jeg kan vitterligt ikke se det sjove i den nuværende kop te, André,” lød det sammenbidt fra den rasende, lille fe, som pludseligt begyndte at dale nedad, fordi han havde glemt at slå helt så kraftigt med sine vinger. André kastede sig frem og greb ham i sidste øjeblik, inden han ramte bordpladen.

Titel: Le Noël de les Fées
Forfatter: Sidsel
2/4


Da André forsvarligt satte Damien ned på stuebordet og selv satte sig i sin sofa, så de kunne snakke i nogenlunde øjenhøjde, så hans kollega stadig temmelig vred ud, så han sørgede for ikke at vise det mindste gran af humoristisk sans. ”Har du nogen idé om, hvad der kan have forårsaget denne forvandling, Damien?”

Damien tog sig synligt sammen og holdt sit temperament i ave. ”Den eneste fe-tossede person, jeg kan komme i tanker om, er vores arbejdsgiver, men jeg kan ikke se den mindste grund til, at han skulle ønske at forvandle mig til en fe.”

Det var sandt, at Matthiéu Ambrosius var lidt for glad for de små fantasivæsner, men så vidt André var bevidst, havde der aldrig fundet nogen fejder sted mellem ham og Damien.

”Ved du hvad? Måske ville det alligevel være en god idé at inddrage Monsieur Ambrosius,” foreslog André efter et øjeblik.

Damien tænkte sig om og mumlede så noget om, at det kunne de vel godt, så længe han ikke valgte at spærre ham inde i et fuglebur og finde en ny underviser til Damiens fag.


Klokken var næsten seks om aftenen, da André kørte op ad skolens indkørsel. L’école de la Fées, som udover at have en grammatisk fejl i sit navn, også ejede en kollegiebygning, hvor elever langvejs fra boede i løbet af skoleåret. Selve skolebygningen huserede også skolens rektor, som havde fast bolig på øverste etage, bagved sit kontor. Der var lys i vinduerne, både kollegiets og rektors, og en jungleagtig musik dunkede ud fra kollegiebygningen.

Damien sad og rystede på hovedet. ”Hvis ikke jeg havde været minimeret til grankoglestørrelse og udstyret med blå vinger, ville jeg gå derover og bede dem om at skrue ned. Det kunne jo tænkes, at nogle af bygningens mere flittige beboere ønskede at studere her til aften.”

Andrés øjne var fæstnede på den mørke indkørsel, de rullede op ad. ”Nåh, jeg ved nu ikke, Damien. Jeg synes nu, at de vinger står fortrinligt til dine øjne.”

Damiens kæber strammedes pludselig, og manden i førersædet blev omend mere opmærksom på sin kørsel, mens det trak uimodståeligt i hans mundvige. Pludselig sprang en idé ham i hovedet, og han gav langsomt efter for smilet i den ene mundvig; den, der vendte bort fra Damien.

”Åh, gider du lige.” Det geniale forsøg på at smile med én mundvig stoppede dog brat, da feens gnavne stemme sekunder efter nåede André henne fra passagersædet, hvor kun feens hoved stak op over den nederste rem af sikkerhedsselen. ”Jeg kan godt se, hvad du forsøger på, og du skal bare vide, at jeg finder det aldeles barnagtigt, André.”

André gav efter for sit grin.

Titel: Le Noël de les Fées
Forfatter: Sidsel
3/4


Ikke længe efter holdt Andrés lille bil parkeret i en af båsene på skolens for nyligt udvidede parkeringsplads. Bilens ejer og hans ven havde bevæget sig op mod den store indgang og ventede nu på, at Monsieur Ambrosius skulle lukke dem ind. Om aftenen var dørene låst, og det krævede en speciel kode overhovedet at kunne ringe op til rektorens dørtelefon.


Der lød en skramlen fra højtaleren, og så dukkede Ambrosius’ glade stemme op: ”Allô?”

”Salut Monsieur, De taler med André Belrose og Damien Cardin. Jeg er bange for, at vi har et problem, vi ønsker Deres vejledning i.”

”Jamen, I så fald må I hellere komme ind, medmindre I foretrækker at stå dernede og fryse samtalen igennem? Jeg kunne få trukket en lænestol hen til min dørtelefon og måske også et par ned til Dem, hvis de herrer vil have mig undskyldt et øjeblik.”-

André morede sig i stilhed over rektorens besynderlige sans for humor, men takkede alligevel pænt nej til at føre samtalen siddende i en lænestol på skolens fortrappe en kølig aften i december.

For Gud-ved-hvilken gang i den måned gøs det ufrivilligt i André, da han trådte ind i forhallen. Der var blevet pyntet godt og grundigt op til jul overalt i skolebygningen; stort set alle rummenes inventar var blevet behængt med gran; stole, borde, tavler, dørkarme og reoler. Det traditionelle, hvide kridt var endda blevet skiftet ud med grønne og røde stykker. André vidste, at Damien havde lidt specielt meget under den mistelten, der på mystisk vis var dukket op i hans klasselokale, da han mødte en dunkel mandag morgen.

Da Monsieur Ambrosius åbnede døren til sin lejlighed, blev André lykkelig over at se, at hans arbejdsgiver for en gangs skyld havde droppet det kæmpestore julemandsskæg, han havde insisteret på at rende rundt med de sidste par uger.

”Bonjour, bonjour,” hilste den høje mand med det sølvgrå hår dem, da han med en fejende bevægelse åbnede døren. Han var iført et mørkt jakkesæt, og i hånden havde han en meget gammel, falmet bog, som André gættede på stammede fra skolens kælder. L’école de la Fées var nemlig ikke nogen almindelig skole, som følge af de generationer af magikere, der i tidens løb var blevet undervist der. ”Hør, Belrose, jeg synes, De sagde, at den kære Monsieur Cardin havde ledsaget Dem her til aften?”

André nåede ikke at få sammenbragt et passende svar, førend en lille, blålig raket susede forbi ham og standsede i luften lige foran den forbavsede rektor. ’Bonjour les dégâts,’ tænkte han med en hovedrysten.

Forbløffelsen stod malet i den gamle mands markerede ansigtstræk. ”Jamen, du bedste, allergodeste Gud, hvad er dog dette?” Hans stemme lød helt rolig og fattet; faktisk skulle man tro, at hans ansatte ofte dukkede op hjemme hos ham i feskikkelse.

I luften foran den gamle mand slog Damien ud med armene og sagde: ”Hvad ligner det her? Er det ikke det, du ønskede, skulle ske?”

Monsieur Ambrosius betragtede fortsat den blåvingede fe med en fuldstændig rolig udstråling, inden han slog ud med armen mod sofaområdet i et hjørne af det store rum, der var en kombineret stue og køkken. ”Sæt jer ned, tak.” Selv indtog han en af de bløde lænestole over for sofaen. ”Nu skal I høre. Jeg har aldrig ønsket at forvandle nogen til en fe, især ikke Dem, kære Monsieur Cardin. Et svar på, hvem der står bag denne forbrydelse, har jeg ikke, men jeg er fuldstændigt overbevist om, at en omvendelsesformular må findes i en af bøgerne her på skolen. Så hvis I vil være så venlige at følge med mig ned i kælderen, skal vi såmænd nok finde en løsning på vores ”lille” problem.” Han kluklo for sig selv, mens han stak i sine sutsko, men Damien kunne ikke se det sjove i den vittige bemærkning, selvom han håbede, at det i sandhed var et problem af de mindre.

Titel: Le Noël de les Fées
Forfatter: Sidsel
4/4


Ned ad trapperne gik det, til de nåede indgangshallen og fortsatte ind på det store lærerværelse. Monsieur Ambrosius ledte vejen, og da de nåede til det robuste klædeskab, stak han med rolig hånd sin lille sølvnøgle i låsen og åbnede dermed døren til den magikælder, som kun skolens magikere kendte til. Trappen var lang, men godt oplyst, og inden længe stod de i fællesområdet, hvor bløde lænestole og sofaer dannede små hyggekroge og store debatarealer. Bogreolerne stod flere steder rundt omkring ved væggene. De begyndte straks at søge dem igennem. Selv Damien fløj henad rækkerne med hovedet på skrå for at kunne skimme titlerne på de mange både nye og gamle bøger.

De ledte og ledte, men fandt ingen spor at gå efter. Damien var ved at miste modet, og det var André rent faktisk også på trods af sin fortsatte søgen. Selv Monsieur Ambrosius så ud til at være på nippet til at give op, da han satte sig i en sofa med en stak bøger foran sig. ”Hov, hvad er nu dette?” udbrød han. Først løftede han en pude med et broderet julemotiv – André lod som ingenting; det var ham, der havde efterladt den der efter at have fået endnu et hjemmesyet, hjemmestrikket eller hjemmebroderet julesæt foræret af sin mor – og derefter et tyndt tæppe med grågrønne frynser i kanterne.


Fra mellemrummet mellem sofasæde og armlæn fremdrog den triumferende rektor en hardcover-notesbog uden navn. Der var lagt et krøllet, overtegnet stykke kladdepapir ind mellem to af siderne. Monsieur Ambrosius slog med håbets dirrende fingre op på siden, og André bemærkede, at hvis man kiggede grundigt på tegningen, der var skitseret på det improviserede bogmærke, kunne det godt ligne Damien, der stod med en julegave i hånden.

Damien hang og svævede som et blåligt insekt lige over rektorens hoved, og fra denne plads kunne han læse de nedskriblede ord i notesbogen: ”Hvis du kender én, der virkelig, sådan helt ærligt og mega seriøst trænger til at komme i julestemning!!” efterfulgt af en kort ingrediensliste og en punkt-til-punkt beskrivelse af fremgangsmåden.

De tre mænd stod et øjeblik og stirrede himmelfaldent på teksten, indtil både André og Monsieur Ambrosius gav sig til at grine. Sidstnævnte syntes slet ikke at være i stand til at stoppe igen. Med korslagte arme og et sarkastisk ansigtsudtryk satte Damien sig på bogen, som Monsieur Ambrosius havde lagt fra sig, da hans grineflip rigtigt tog overhånd.

”Jeg er stadig – af ufattelige grunde – ude af stand til at se morskabens rolle i denne problemstilling,” meddelte Damien, da Ambrosius’ latter havde fortaget sig en smule.

”Jo,” gispede Monsieur Ambrosius og smilte over hele femøren. ”Jo, for det viser sig, at det rent faktisk ér et ”lille” problem.” Han begyndte at grine igen, og André gjorde sig tydelige anstrengelser for ikke også at komme til at vise tegn på morskab.

Rektoren tog sig synligt sammen og sagde så: ”Damien, c’est simple comme bonjour. Hvis De vil være så venlig at rykke en balle, vil vi alle være i stand til at se den meget simple begivenhed, vi alle vil være nødt til at deltage i, førend De vil være i stand til at indtage Deres sande skikkelse, så at sige.”

En kende tøvende satte Damien af og vendte sig i luften for at se, hvad Ambrosius mente. Og dér stod det, med små, surmulende bogstaver: ”Hvis du skulle være så fucking uheldig at blive mega meget opdaget af din lærer, kan du gøre ham/hende normal igen ved at få alle, der har set ham/hende til at danse rundt om ham/hende, som om han/hun var et juletræ.”

”Det mener I ikke?!” udbrød feen kastede et rasende blik på notesbogen. ”Så lad os da få det ”mega meget” overstået.” Han fløj ud i midten af rummet, og de to vidner fulgte med. Monsieur Ambrosius og André tog hinanden i hænderne og begyndte at gå langsomt rundt om feen i deres midte.

Men det så ikke ud til at hjælpe spor!

André rynkede panden og spurgte så: ”Tror I, det er meningen, at vi skal synge noget?”

Dén idé var Ambrosius begejstret over at høre, og han var ikke længe om at fylde hele kælderrummet med sin barytonrøst. Den runde, klassiske klang steg og faldt i lokalet, mens André sang en smule mindre entusiastisk med.

Langsomt, i takt til den julede fællessang begyndte Damien at vokse! På hans ryg begyndte de blå vinger at skrumpe ind, og inden længe var de væk. Monsieur Ambrosius og André slap hinanden og betragtede

Damien, der hurtigt kom på benene, mens han med et ”plop” voksede den sidste centimeter. Et øjeblik stod han og iagttog den lille notesbog, inden han gik hen og lukkede den sammen. Bogmærket sad stadig mellem to af siderne, og Damien syntes, det lignede, at det rakte tunge ad ham. Med en flydende bevægelse trak han mærket ud og krøllede det sammen til en kugle. Så kunne han heller ikke selv lade være med at smile et lille, tyndt smil. Måske ville han kunne se hele situationens morskab det følgende år.



Monsieur Cardins undervisning var lige så normal, almindelig og ordinær som altid. Man skulle næsten tro, at det ikke var jul. Det gran, der en overgang havde prydet tavlen, var endda blevet fjernet i løbet af weekenden efter langvarig klagen fra Cardins side, og Nicolas Rousseau var stadig tvunget til at aflevere den stil, han endnu ikke havde fået skrevet.

Det var mærkeligt. Den lille mikstur, han havde puttet i Cardins kaffe i fredags syntes ikke at have hjulpet det fjerneste. Måske arbejdede den ikke så godt sammen med varme drikke. Og han skulle stadig skrive stilen! Nicolas ville sværge på, at Monsieur Cardin aldrig havde hørt om ”julens ånd”. Hvorfor kunne han ikke godtage Nicolas’ dårlige undskyldning bare denne ene gang? Han havde ingen, ingen idé om, hvad han skulle skrive. Derudover mente Nicolas, at han snart havde afleveret så mange gode stile, at han kunne springe denne over.

”Nicolas, jeg vil have den stil inden på onsdag, d’accord?” Fucking øv!

---

… Og dermed sagt at julen ikke kun kan handle om traditioner og hygge, men også bestikkelse … eller noget o.O Glædelig jul alligevel!

Hey Sidsel.
For det første virker din novelle, faktisk ikke speciel lang. Den er meget hurtigt læst og meget overskuelig og jeg læste den først og tjekke rollespillets side bagefter, hvorefter jeg læste den igen. Jeg synes du har helt ret i at man ikke behøver vide noget om den.

Jeg synes det er en rigtig sjov ide og grinede lidt ved besværgelsen/beskeden som havd tryllet ham om og at man lige for besværgeren med til sidst. Meget fint afrundet.

Jeg synes godt at A og A måtte trække det lidt ud inden de forvandlede ham. F.eks. foreslog at de gav ham julepynt på. Eller at han selv skulle synge. Eller spise risengrød eller sådan noget ;P Mest fordi jeg bare synes det er såååå sjovt at det er fordi man gerne vil have lidt juleånd i sin lærer.

Haha

Hahaha, du siger noget xD Jeg overvejede faktisk også at gøre den længere ved at det ikke virkede, da de dansede rundt om ham, fordi en eller anden fremmed person havde set ham, og at de så skulle ud at lede efter den person... Men jeg havde ikke tid, da novellen jo skulle sendes ind, og jeg skulle også læse til AP-sluttesten i dag xD

Hvis du har lyst, skal du da være så (jule)hjertens velkommen til at joine os i rollespillet, som desværre står lidt stille for tiden (André og Damien findes dog også på Formspring XD)

Tak