Hun kom langt ind i den lyse skov. Hun sukkede og satte sig til sidst ned. Vandet dryppede ned af hendes ryg. Hun ville gerne være sammen med dem, selvom hun vidste at det ikke kunne ske, især ikke dem begge to. Hun lagde sig ned og så op på månen som skinnede ned på hende.

Arrenil standsede op, da menneske drengen talte til ham. "Mit navn er Arrenil Nuadan, tidligere medlem af Oathanio-sortelverklanen," svarede han ligegyldigt og så på drengen. "Hvem er De? Jeg regner ikke med, at De bare er et helt normalt menneske?" Han kneb øjnene sammen, da han så lidt op og ned af ham. "Måske vil De kalde mig gammel, fordi jeres leveår er så kort, men hos os elvere ville man kalde mig ung og nyfødt, når nu vi elvere har evigt liv. De er et spædbarn i mine øjne, men sikkert snart en mand i menneskenes øjne."

"Mit navn er Kiryu, Kiryu Ach Do Lirien." uden besvær opdigtede han sig et nyt navn. Et efternavn.
"De tager fejl. Jeg er skam helt og holdent menneske. Om end et mere hærdet et af slagsen, men dog blot et sølle menneske." Elver. Det var altså det manden var. Det var grunden til hans høje alder, men det dog ungdommelige udseende. Arrenil Nuadan. Elveren.
"Sort elver? Er der sådanne forskelle? Eller er det blot som sorte og hvide mennesker?" han smilede venligt. Indbydende.
'"Undskyld Reki, men jeg kan ikke fornægte mig selv. Undskyld af hele mit hjerte." Han havde blot stirret på Eiri som om denne var sindsyg, og som ekstra salt i såret trådte en kvinde ind i lokalet. Hun lagde en hånd på Rekis skulder og kiggede fjendtligt på Eiri.
"Hvad laver De fremmede? De fornærmer min forlovede."'
Arrenil... Han var præcis som hende.

Hun kunne mærke hvordan hendes øjne begyndte at blive blanke. Hun rejste sig og satte sig op af et træ. Hun lagde armene omkring sig selv, som om hun kunne trøste sig selv. Det var umuligt. Hun lukkede øjnene, også begyndte tårerne at pible frem på hendes kinder. Hun græd, uden nogen grund. Hun lagde hænderne over hendes øjne.

"Sort elver. Den stærkeste race af alle elvere. Den race de andre frygter," sagde han og overdrev ikke. Det gjorde de virkelig. "Vi er mørke i huden, som du kan se, ikke brune som i menneskes 'sorte', men grå i det. Sort elverne er en stolt, rendyrket race, som altid har reageret over de andre, fordi de frygter os og ikke tør gøre andet end at lade os få magten. Sort elvere har lært magiens kunst, den forbudte sortemagi, som ingen andre væsner er stærke nok til at kunne beherske. Men nu vil jeg ikke kede Dem med hele vores livshistorie. Hvad er De da for en race, knægt?" sagde han og så ham lige i øjnene. "Og hvad er Deres rigtige navn? Nej, en mand har sine hemmeligheder, og hvis De ikke har tænkt Dem at give mig Deres rigtige navn, så lad os da kalde Dem noget andet." Ham her var sværere at læse end de andre. Men efter over 200-års erfaring kunne Arrenil alligevel aflæse om det var løgn eller sandhed. Alligevel kunne han ikke koncentrere sig om denne fremmede. Hans tanker lå hele tiden ved det lille pigebarn, som han havde efterladt. Hvad hvis der var sket hende noget, da han vendte ryggen til? Hvad hvis hun var kommet til skade?

"Hvad sagde jeg? I er præcis som menneskerne. Fuldkommen magen til, er I. For det er jo let at se at I har opbygget jeres eget diktatorherredømme. Pff..." han holdt en lille kunstpause for at indikere at han skiftede emne, "mit navn er ganske enkelt Kiryu. De får aldrig andre informationer om mig. Aldrig. Min race... Så dygtig er De trods alt ikke. Ser De, jeg har aldrig løjet med henblik på det. Jeg er et menneske. Så god er De alligevel ikke."
Han strøg sit hår tilbage og rettede på slipset. Så begyndte han igen at snakke.
"Hvor har I lært jeres magi henne? Jeg antager at den ikke altid har været dig, det giver De i hvert fald ikke udtryk for. Nærmere det modsatte."