Siluetter

Nyt rollespil. :D
Skriv din karakter i OCC'en.

Stedet: Der er et kæmpe bjerg, med, sne på toppen. Ved foden af bjerget er der en stor mark/eng med en masse farverige blomster. Og igen ved siden af marken er der en skov. Der er både søer og sumpe i skoven.

Rækkefølge: Den er meget 'ubestemt' dvs. du skal skrive i OCC'en inden du skriver et indlæg, så andre ikke gør det på samme tid. Der skal selvfølgelig være nogle indlægs forskel.

ROL!

'"Hvad laver du far?" han kiggede forsigtigt over sin fars skulder. En masse sorte tal blandet med bogstaver fyldte skærmen. Yame undrede sig. Burde regnskaberne ikke se anderledes ud?
"Lille skat, det er ikke noget du skal tænke på endnu. Gå nu bare ind og lav dine lektier..." hans far end ikke drejede hovedet. Indvendig kogte Yame. Hvordan kunne hans egen far behandle ham sådan? Medmindre det var meget alvorligt ville han ikke være sådan...'
Resten havde han ikke lyst til at tænke på. Det var for hårdt, selv nu, flere år senere. Nu sad han på en blomsterbefængt slette,langt fra hjembyen. Tankefuldt plukkede han en af de røde blomster. Dem var der alligevel så mange af.

Hun løb igennem skoven. I denne skov havde hun ikke været før. Der kom et sus i alle blade og træer, som raslede efter hendes skridt. Hun var som en skygge i vinden. Hendes hår blafrede, næsten lige bag ved hende på grund af hendes fart. Hun var på vej ud i det skarpe sollys, inden hun kastede sig selv tilbage. Hun sad snart nede på den fugtige jord og så ud på engen. Det var ikke så skarpt at det blændede hende, men hun brød sig ikke om farver og lys. Hun betragtede drengen på midten af engen, som gemte et eller andet.

Skyerne flød dovent hen over himlen, uendeligt langsomt så man havde god tid til at finde ud af hvad de lignede. Men Sehras var optaget af noget andet, af drengen der sad et par meter fra ham. Sehras lå mellem blomsterne, så man næsten ikke kunne se ham med mindre man vidste at han var der. Planterne skjulte ham, han så drenge plukke den røde blomst, og smilede ved sig selv. Han vidste nok ikke hvad den kunne...
"Jeg ville passe på med den der, hvis saften kommer i blodet, vil den gå ind i hjertet og få det til at slå meget langsomt...næsten som hvis man var død" Han trillede om på ryggen og så op i himlen, skyerne kunne nu godt skynde sig lidt syntes han.

"Gud! Ved du sådan noget? Din alder taget i betragtning ligner du ærlig talt en der er for lille til sådan noget..." han vendte sig smilende mod drengen. Han hævede et øjenbryn, men sørgede for at smilet stadig virkede venligt. Det var uhyre vigtigt at den lille ikke så igennem hans spil. Virkelig vigtigt. Han kunne måske give ham oplysninger, og hans alder taget i betragtning ville han næppe holde dem for sig selv. Især ikke hvis præmien var venskab. Han var vel tolv, ikke meget yngre end han selv. Alligevel fornemmede han at dette var et geni. Et geni... Måske ikke på alle områder, men dog et geni.
"Hvad så med dem her?" en gul blomst. Disse var mere sjældne her. Vidste han virkelig alt? Og kunne man stole på ham?

Hun rejste sig og gik hen til kanten af skyggen. Hun stak armen langsomt ud i lyset, der skete intet. Hun kunne godt gå ud. Hun begyndte at gå de få skridt imod dem. Hun dræbte alle de blomster hun kunne, uden at det var tilsyne. Hun stod få meter fra dem, med det søde englesmil. Uskyldighed, ville være nemmest i denne sammenhæng. Hun så helt forkert ud her. Alle de farverige blomster og sollyset som skinnede ned på dem. Hun var sort. Hendes sorte hår blafrede let i siluette bølger i vinden på samme tid med hendes tøj.

Sehras blev et øjeblik forviret over drengens spørgsmål, men så lyste hans ivrigt op.
"Den gule er en ilusionnist, kommer saften i årene vil der i første omgang ikke ske noget. Men efter et års tid, får personen permanent hovedpine. To år efter vil personen begynde at besvime hele tiden. På tredje år vil hørelsen svigte, fjerde forsvinder også synet. Og på femte år vil personen ikke længere kunne tale. Seks år efter at de blev forgiftet, dør de bare lige pludselig" Der var aldrig før nogen der havde vist interesse for hans viden. Det var noget helt nyt for ham. Han havde så travlt med at snakke at han slet ikke lagde mærke til pigen, som var kommet hen til dem.

"Aha... Den lyder interessant. Er det muligt... At overtage dens egenskaber på en måde?" han smilede venligt til drengen, da han mærkede en andens tilstedeværelse. "Et øjeblik, jeg finder lige ud af hvem hun er."
Yame rejste sig langsomt op og gik hen imod pigen. Hans ellers så venlige smil var erstattet af et iskoldt, beregnende et. Han betragtede nøje hendes fremtoning. Elverkvinde. Helt sikkert. Måske endda af den forstødte slags. Hun kunne være farlig. Og det var hun også, helt sikkert. Hvorfor skulle hun ellers lade blomsterne dø?
"Hej. Mit navn spiller ingen rolle, og dit heller ej. Det eneste der interesserer mig er din gerning her."

Hendes øjne gløede intenst sammetid med hendes uskyldige engle smil. ,,Jeg er her for at opleve," Sagde hun ærligt. Det var ikke en løgn, men der kunne ligge så meget i det. Hun vidste endnu ikke hvad hun ville med dem. Hun vidste at denne, mand, foran hende gemte noget. Han følte sig stærk, men hun var ikke i tvivl om at hun var stærkere end ham. Var det måske ham som besidder mørkets kræfter? Hendes sorte øjne gav et glimt fra sig. ,,Jeg har ikke lyst til at kalde Dem, Fremmede, hvad er Deres navn?" Spurgte hun venligt.

Nu fik Sehras for første gang øje på pigen, han fuldte halvt med i deres samtale, men hans opmærksomhed var rettet mod drengens spørgsmål. Overtage dens kræfter? det lød spændende. Men...jo måske kunne det godt lade sig gøre, men han vidste ikke hvordan. Det lød sansynligt, på en eller anden måde...Hans videbegær var optændt, og han så et øjeblik det store bibliotek der hjemme for sig. Med hundredevis af reoler der gik helt op til loftet højt oppe, og alle som en fyldt med bøger. Bøger om alt mellem himmel og jord. Han ville ønske han var der nu, hvis det kunne lade sig gøre måtte biblioteket vide det.

"Hvor at udforske... Hvor interessant..." ordene blev udtalt med en hvinende foragt. Stemmen var sød, men samtidig udstrålede den præcis hvad han mente om hende. Eller mere præcis, for de inviede, lod til at mene om hende.
"Kiryu. Jeg hedder Ryuzaki Yagami Kiryu. Og dit?" han smilede let. Ikke sødt, bestemt ikke. Snarere... Endnu koldere end før. Det ville være oplagt at vende tilbage til ham den lille. Han så ud til at være klog med hensyn til gifte. En brugbar egenskab. En fantastisk evne. En evne han, Eiri, let kunne gøre nytte af. Han kunne let charmeres, det stod klart. Og netop det, var hans fordel og hans ulempe.

Hendes øjne lynede. ,,Maye," Hun så nærmest ond ud, hvilke hun også var. Hun havde ikke noget efternavn, og hvorfor ville hun ikke fortælle ham. Hun skævede til drengen. Han var forholdsvis ung. ,,Har De herrer noget imod at jeg gør Dem med selskab?" Hun smilede sukkersødt. Hun havde det sjovt med det, det var derfor hun overdrev. Hun lagde hovedt på skrå og foldede hænderne bag sig. Han var tæt på at gennemskue hende, så hun måtte passe på, men han kunne også gennemskues. Hun var helt sikker på at han gemte noget, og hvad det var ville hun finde ud af. Hun skulle nok finde ud af det.

De herrer? Han hadede det fornemme sprog folk brugte der hvor han kom fra. Har den unge herrer Sehras nu lavet ballade igen? Rektors stemme genlød i hans hoved, den stemme der havde gjort livet surt for ham. Vi må jo passe på din dyrebare evne, det forstår du godt ikke? Forstod? nej han forstod ikke, forstod ikke hvorfor han skulle lukkes inde på den måde. Han smilede for sig selv, mest af alt forstod han ikke hvorfor de kloge folk ikke havde set det komme. Men det var jo forsent nu, nu var han væk, og de skulle aldrig nogensinde spære ham inde igen!
Han blev igen nærværende, og så undersøende på pigen. Hun var elver, kunne han se nu hvor hun kom tæt på. Var hun mon?...nej de kunne ikke havde fundet ham så hurtigt igen. Det var umuligt.

'Fundet ham? Hvem havde fundet ham?' han kunne dog ikke finde på en måde at spørge den lille, det ville være imod alle hans principper.
"Er det virkelig nødvendigt? Vi foretrækker at fortsætte alene." Han smilede sødt tilbage. Viste ingen tvivl om at han ikke brød sig om hende, selvom han i virkeligheden blot prøvede at danne et billede af hendes natur. Det var nemmest på denne måde. Hun følte tydeligvis trang til at beskytte sig selv, men samtidig savnede hun nogen der holdt af hende. Det var helt sikkert det, ellers var der noget i vejen med hans evner til at gennemskue.
"Maye... Sødt, men virkelig forudsigeligt... Kunne I ikke være lidt bedre til at finde på navne? Elverkvinde..." han smilede stadigvæk, men hans isnende, sødladne stemme var ikke til at tage fejl af.

Hun smilede. ,,Vi hedder hvad vi kan lide," Sagde hun stadig ærligt. Hun skævede igen til drengen. Var det ham? Hun gik forbi Kiryu og satte sig en meter foran drengen. ,,Jeg hørte Dem tale om blomster, nu er jeg nysgerrig," Sagde hun venligt. Hun havde aldrig mødt ham før, men hun vidste at hun skulle bringe ham hjem igen. Vinde hans tillid, var hendes plan. Få ham til at tro på hende. Hun plukkede en lilla blomst. Hun havde lyst til at visne den, men ikke foran ham. Så ville han vide hvem hun var.