Så er rollespillet her. :DD

Sted: Det er en meget lys skov, dyrevenlig, da der også er et stort dyreliv. Væsenerne bor i svampe, træer osv. Hvad man nu kan finde på. Selvom det ser så glad ud over det hele, så er der dog også nogle mørke sider af skoven..

Rækkefølge: Den er meget 'ubestemt' dvs. du skal skrive i OCC'en inden du skriver et indlæg, så andre ikke gør det på samme tid. Der skal selvfølgelig være nogle indlægs forskel.

KOM I SVING!

Hun stod foran et lille dådyr, et føl. Hun smilede og snakkede til det med dets sprog. Hun havde en brun kurv under armen med en masse blomster i. Det var så typisk hende. Hun var selv helt stolt af at hun selv havde lavet kurven. En brise mødte hende. Den pustede hende legesygt i hovedet og viftede hendes hår om bag hende. Hun grinede melodisk.

Nathanael sad på hug i det fugtige græs med neglene boret ned i jorden. Hans øjne var lukkede og vejrtrækningen meget ustabil. Øjenbrynene var rynket i koncentration, og tænderne bidt hårdt sammen. Han mumlede lavt på et fremmed sprog, hurtigere og hurtigere og slog nærmest krølle på tungen. Tilsidst blev hans mumlen til en hvæsen, og jorden rystede svagt under ham. Et sekund efter var hans øjne ikke længere grå, men skiftede til sort. I et ryk var han oppe at stå, klar til kamp. Ophidselen og vreden lyste i hans ellers så mørke øjne, og en sort ild stod omkring ham. Øjeblikket efter var det hele væk. Kun en udmattet elver dreng stod tilbage og pustede og prustede og bandede over sig selv og sit mislykkede forsøg på at bruge mørk magi på en stærkere plan, på et fremmed sprog, som var umuligt at tyde. Hans øjne var igen grå, og den sorte ild var væk.

Dådyrets og hendes samtale sluttet. Hun aede den blidt ved halsen med et stort smil. Så løb den skræmt væk. Hun stivnede. Det var ikke hendes skyld at den løb væk. Det var noget andet, noget farligt. Hun så sig omkring og lagde armene omkring sig. Så begyndte hun at løbe tilbage imod sit hjem. Hun så sig hele tiden tilbage, sikker på at ingen fulgte efter hende. At hun ikke så vedkommende foran sig. Hun ramte hårdt ind i væsenet. Hun fløj nogle meter tilbage, i et gisp. Kurven hang stadig omkring hendes arm, men alle blomsterne var fløjet ud af kurven og lå nu smukt og tilfældigt omkring hende. Hun satte sig op og så skræmt på væsenet foran sig.

Nathanael sprang tilbage, da noget ramlede ind i ham. Brugen af stærk magi svækkede hans sanser. Han råbte af personen på sort elversk, men hans talestrøm og forbandelser stoppede, da han så ordentligt på pigebarnet. Hun var menneske. Eller så var hun i familie med de ækle væsner. "Hvem er De, og hvor vover De at trænge ind på mit område?" hvæsede han, nu på menneske sprog. Hadet lyste ud af ham, og han knyttede næverne i vrede for at styre sig og ikke slå hende ihjel på stedet. Hun skulle lige have en chance for at forklare sig først.

Hun begyndte panisk at samle alle blomsterne op i kurven igen. De måtte i vand, ellers døde de, og visnede hen. Hun krympede sig ved tanken. Endelig fik hun alle samlet. Hun rejste sig og så på drengen, manden? ,,Jeg, bor.. her," Hun stammede. Menneskesprog var ikke noget hun var særlig god til. Hun havde opvokset med dyr. Kun få gange havde hun snakket med skovelvere. ,,Jeg er Felicity," Det havde hun lært at smile. Et skævt smil formede sig på hendes læber. Hun tog godt fat omkring kurven. Hun vidste ikke om det var en god idé at fortælle alt det.

Nathanael stirrede på hende og rettede sig op. Hans udmattelse efter brugen af magi svækkede ham stadig, så han havde ikke krafterne slå hende ihjel lige nu, men bagefter ville han sikkert opspore hende og dræbe hende. "Forsvind," sagde han blot, iskoldt, og så på hende med sine hadefulde øjne. Mennesker. De var ækle. Og han hadede hver og et af dem.

Hun måtte hurtigt væk. Hurtigere end nogen anden. Hun vidste bivirkningerne var der, men hun måtte redde sig selv. Smuk sølv glitrede omkring hende i få sekunder. Så var hun en gepard. En smuk og elegant hun gepard. Kurven hang omkring hendes hale, svajede let. Hun så et kort øjeblik på ham med sine sorte, dog alligevel blide øjne. Så satte hun i løb. Geparden. Hun følte sig allerede som den hurtigste i verden. Hun kunne se træet langt fremme, men han måtte ikke vide hvor hun boede.

Nathanael gjorde store øjne, da det ikke længere var en pige, der stod foran ham, men en gepard, og snart var både geparden og pigen væk. Han sukkede forvirret og strøg fingrene gennem håret. Det måtte være noget med hovedet.

Hun gemte sig bag træet og stak hovedet frem. Hun så på drengen, hun ventede utålmodigt på at han ville være væk fra hendes synsvinkel. Så kunne hun forvandle sig til sit eget jeg igen. Hun ville få bivirkningerne, men hun måtte gøre det for at redde sit eget liv. Hvorfor havde han ikke dræbt hende med det samme? Der var et eller andet ved ham.

Nathanael lagde sig på ryggen i græsset med hænderne på maven og lukkede øjnene med et dybt suk. Han så hele tiden sine forældre for sig,og det var en pine for ham, som at blive dolket ned, hængt og brændt igen og igen og igen. Altid det samme. Han lagde frustreret hænderne for ansigtet, mens han trak vejret ustabilt.

Hun kunne ikke se ham længere. Det hvide støv lå igen som flotte glitrene bølger omkring hende, og hun var igen sig selv. Smerten kom med det samme. Det var hun ikke vant til, det plejede at komme først lidt efter. Hun gispede og tog sig til hovedet imens hun lænede sig imod træet. Bivirkningerne var som altid, ekstrem hovedepine, ømhed i alle led, og sågår blev hun nogen gange meget syg, men det var ikke særlig tit. Hun faldt ned på knæ og lukkede pint øjnene. Nu føltes hun svagere end nogen anden.

Nathanael sukkede frustreret og satte sig pludselig op i et hurtigt ryk. Han rejste sig og strøg som en pil gennem skoven for at komme ned til søen. Hans øjne var lukkede, men han kunne vejen i søvne, så det var let som ingenting for ham at finde vej uden at kigge. Han kunne ikke få den mærkelige piger ud af hovedet. Var hun menneske? Forvandlede hun sig virkelig til et dyr, eller var det hans udmattede sind, der havde spillet et puds?

Hun åbnede den, usynlige, dør til træet og faldt nærmest ned at trapperne ned til hendes hule som lå dybt nede. Hun nåede ikke at lukke døren så man kunne nu se hele hendes hjem fra oven, men hun var alt for svag. Desuden stod blomster kurven ved siden af døren. Hun vaklede hen til sit skab og ledte efter saften som ville helbrede hende en smule, dog ikke helt. Hun kunne ikke finde det. Hendes blik var helt sløret.

Nathanael nåede søen og satte sig ved bredden. Han skyllede og vaskede ansigtet og drak lidt vand uden at åbne øjnene eller overhovedet trække vejret. Han mumlede irriteret for sig selv, mens han sparkede støvlerne af og kølede sine varme fødder i vandoverfladen.