Og ingen kunne mistænkes for at stræbe ham efter livet.
Således konstateres der i et af de indledende kapitler, hvori lektor Blomme falder død om efter at have indtaget gift. Og som handlingen skrider frem, underbygges ironien i denne sætning stedse mere.
Bogen begynder med en introduktion til forskellige herrer, der skal til deres studenterjubilæum. Derefter tager historien fat med et langt flashback til deres tid på Metropolitanskolen. Man oplever, hvordan de næsten sadistiske lærere slår, nedgører og ødelægger elever, og hvordan der hviler et konstant pres på dem for at blive bedre. Mordgåden (hvem dræbte lektor Blomme?) træder hurtigt i baggrunden for en beskrivelse af den sorte skoles hårde vilkår og skolens funktion som en skaber af lydige og uselvstændige samfundstjenere. For den modstandsånd og selvstændighed som de unge drenge udviste i begyndelsen af deres skoletid, var blevet fuldstændigt knust, da de blev studenter.
Bogen er en fornøjelse at læse, for Scherfig mestrer alle fortællermæssige og sproglige kneb. Han anvender en ironi og dobbelttydigheder, som er en fornøjelse at læse. Fortællerforholdene er komplicerede, men det gør bare bogen mere interessant. Manglen på en fast hovedperson (bogen er en slags kollektivroman) kan dog være forvirrende, hvis man ikke holde tungen lige i munden.
Bogen er også udkommet på film, hvori Frits Helmutts skuespil som lektor Blomme klart trækker op, men filmen mangler dog en stor del af bogens politiske budskab og fokuserer mere snævert på elevernes hårde vilkår.



































LinkBack URL
About LinkBacks
Besvar med citat



men det er min mening, og hvis man kan lide den slags, så kan den sagtens anbefales.

Bogmærker