Uventet, men ventet

Jeg stod, som lammet. Hvis jeg havde haft et spejl, ville jeg nok have leet af mit eget ansigtsudtryk. Det viste ren og skær forbløffelse. Det var jeg sikker på. Mine arme lagde sig langsomt om hendes ryg. Hendes kram var kommet helt bag på mig. Hun knugede mig endnu hårdere da jeg begyndte at ae hendes hår. Kropsvarmen fra hende var ubeskrivelig dejlig og hun duftede til og med godt.”Rolig nu,” mumlede jeg. Hun svarede ikke. Ganske langsomt løsnede hun grebet. Da jeg igen kunne se hendes ansigt, kunne jeg se tårerne løbe ned ad kinderne. ”U-undsky-yld,” hulkede hun. De mørkebrune øjne var helt røde, men der var ingen make-up der flød. Det var en ting jeg godt kunne lide ved hende. Hun var neutral. Hendes blik mødte endeligt mit, og jeg fornemmede at hun rødmede. Bare lidt. ”Kom,” hviskede jeg og tog hendes hånd.
Hurtigt var vi ude af klassen inden alle andre kom ind efter frikvarteret. Vi listede ud til cykelskuret hvor der stod en grønmalet bænk og spærrede pladsen for cyklerne. Jeg placerede hende forsigtigt på den, og satte selv bagenden ned ved siden af hende. Tårerne var holdt op med at løbe. Jeg tog roligt noget af hendes mørke hår og satte bag hendes øre. Hvor var hun dog smuk. ”Undskyld,” hviskede hun igen, dog med lidt mere kontrol over stemmen. ”Der er intet at undskylde for,” sagde jeg, ”det kom bare lidt bag på mig at…” Jeg stoppede. Hun kiggede venligt på mig og afsluttede min sætning: ”At jeg krammede dig?” Jeg nikkede, som en mekanisk dukke. Hun sendte mig et lille smil. Vi sad et stykke tid i tavshed. ”Må jeg spørge om noget?” spurgte jeg, da jeg ikke kunne holde stilheden ud mere. ”Ja,” lød svaret lavt. ”Hvorfor mig?” Hun kiggede ned på sine hvide sko. ”Jeg ved det ikke,” sagde hun efter et par minutter. ”Jeg følte bare at…” Jeg trak lidt på smilebåndet og sagde: ”At jeg forstod dig?” Jeg fik et kort nik som svar. Det var kun et godt tegn, når to mennesker kunne afslutte hinandens sætninger på den måde. Jeg følte helt glad inden i.
En lille pige fra første kom pludselig løbende forbi os. ”Jeg siger det til mor!” råbte hun, da to drengene også kom til syne. Det lod til at de var i gang med en fangeleg, som vist var gået over gevind. Jeg kiggede igen på de mørke øjne. De var helt blanke. Uden et ord trak jeg hende ind til mig. Gråden gjorde min skjorte våd. Jeg var ligeglad. Fuldstændig ligeglad med alting. Lige bortset fra den grædende, men bedårende pige, som nu endelig lå i min favn…

_______________________

Den er ved at være et år gammel, men synes den er ok... Hvad synes I?

Nej, hvor en sød lille historie! :D Du skriver på en virkelig flot og fængende måde, og man er draget lige fra første linje - dog er det lidt et minus, at hele teksten er skrevet i en stor bunke. Nogle afsnit ville ikke gøre noget

Jeg fandt lige lidt småting:

Mine arme lagde sig langsomt og hendes ryg
Og - om?

Da jeg igen kunne se hendes ansigt, kunne jeg se tårerne løbe ned af kinderne
Jeg er rimelig overbevist om, at "af" skulle have været "ad".

Det var kun et godt tegn, når to mennesker kan afslutte hinandens sætninger på den måde.
Du bruger både datid og nutid her - selvom det måske nok kunne være acceptabel, når man ser på sammenhængen, virker det lidt rodet.

Det lod til at de var i gang med en fange - leg
Fangeleg

Tak retter det lige

Meget rørende!! Den er rigtig sød.

Tak