Jeg er en lille fortabt pige, der lever og ånder for at være forfatter - godt nok er jeg kun 13 :S
Kommenter tak :D

I Benjhota, var det kun ens fars navn der betød noget, og her betød det for Raven en hård omgang prygl. Hendes far havde igen været oppe og toppes med nogen fra kroen - og hun måtte tage det der kom ud af det.

Hendes hår var ikke lige så kort som alle andre mænds, det hang og klæbede sig til hendes pande. Det var lilla - en meget usædvanlig hår farve i Benjhota, faktisk i hele resten af Casta Riska og Valgenterne.

Men lige nu var det kun de slag der kom fra kro ejeren som galte for hende, og ikke den hårfarve.
Normalt slog man ikke på piger - men hun var en dreng.
Det vil sige, at en gang da hun stadig lå og vuggede sig i sin mors mave, havde hendes far lavet et væddemål og satset alle sine penge på at det blev en dreng.
Fordi han havde fire piger i forvejen, og endnu to var på vej. Men uheldet var kommet til ham, og den dag der var hendes fødselsdag, blev til en ulykke dag. For hun var ikke én dreng - hun var en pige.
Men hendes far havde insisteret på at holde det skjult for alle og enhver.
Selv vidste Raven det ikke, hun vidste kun at hun havde et pige navn, og det var hun utrolig sur over.

Hun trak vejret i små stød, hendes spinkle krop kunne næsten ikke klage mosten mere, over alt på hendes krop kunne man se blå mærker fra slag - både fra hendes far, og mange andre.
Men dermed ikke sagt at hun ikke havde fortjent de fleste.
Raven kunne aldrig lade være med at blande sig … aldrig!
Hendes far havde altid sagt at hun opførte sig som en pige, den ene gang efter den anden - og han ville ikke have en søn, der ikke kunne opføre sig som en mand.
Raven havde lært ikke at græde når hun blev slået. Eller når hun fik skæld ud. Det var sådan noget piger gjorde ikke dreng!

Hun havde lært at skrive, læse, og regne. Hun syntes selv at hun var god til alle tingene, men der var vel altid én eller to der overgik hende.
Fraûge eller Maltros men de havde også hjemme lære.
Hverken hendes mor eller far kunne nogen af delene, men for hende galde det også bare om at glæde sin far. I Matrius og Kobber skulle alle gå i skole - også piger!
Hun havde tit brokket sig til sin far at piger skulle gå i skole, og han havde givet hende ret hver gang.

Hun kunne høre kroens drenge grine af hende, de var altid publikum til det der skete.

Men Ilcize havde ikke været glad for hendes fars indblanding i dag, godt nok havde han støttet ham igennem det hele - men det var endt ud til gæsternes fordel - der havde været besøg fra Babaros af et regiment soldater opholdte sig i byen, og nogen af dem havde åbent bart tænkt sig at slå sig ned i “Vågen”
Barbaros var i ledtog med Slyngel-Valgentet en af de små øer der var omkring Casta Riska. Det var svært at tro at den lille ø kunne havde så meget indflydelse på landet men det kunne det nu altså.

Raven gik derfra med en såret stolthed, hendes far ventede sikkert derhjemme og ville have noget ud af hende, se hendes reaktion.
Hun vidste at hvis ikke han kunne se spor efter sorg eller tåre, så ville han være stolt!
»Heller ikke denne gang fik du knækket mig« mumlede hun lavmælt.

Hun rettede på sin skjorte, og kørte forsigtigt hånden gennem håret for at få det til at stritte lidt. Men det hang altid fladt ned, ligesom en piges hår.
Alle drengene i byen snakkede hele tiden om piger … piger piger piger piger!
Jami gik og pralede over at han havde været sammen med en! Hmf, som om nogen nogen siden ville have ham.
Jami sagde hele tiden hvor meget Velinda havde stønnet, og havde råbt hans navn så højt at han måtte holde hånden for hendes mund.

Men det ville Velinda aldrig gøre. Velinda var en sød, høj, pige. Ikke videre tiltalende, i hvert fald ikke for hende.
Hun var en helt håndsbrede højere end hende! Men havde så også noget mere sul på kroppen. Raven linede næsten et skelet, en snehvid hud og det lilla hår - hendes mor blev ved med at kalde hende en snerose.
Hun sagde at hun var alt for køn til at være en dreng, og hun hade det.
Raven prøvede igen og igen at overbevise sig selv om at hun så meget mandig ud.
Men når hun så Jami, Fraûge og Maltrius. Havde hun det som om hun ikke passede ind.
De var ikke splejsede ligesom hende, men havde et par stærke overarme og et par ordentlige lår muskler!
Noget af det hang også sammen med at Jami var Møllerens søn, så han bar på mel sække hverdag. Frem og tilbage fra folk der skulle have fyldt op og afleveret.

Raven traskede af sted på vejen. Det knasede når hun trådte ned på gruset, og hun vendte blikket mod himlen. Der var lang vej hjem, og hendes mor ville sikkert blive sur over at hun kom så sent hjem.

Raven fik lige pludselig sådan en lyst til at komme hjem til Braus. Det var en ulv de havde. Hendes far havde fundet den inden i skoven, en dag hvor han havde været ude og skyde efter vildt, og han havde følt sådan en sympati for den lille ulv. At han ikke kunne lade den blive.
Raven fik et lille løft i tankerne, ved at høre Braus navn.
»Braus, her kommer jeg« råbte hun og satte i løb. Alle i gaden kiggede på hende som om hun var skør, men hun var ligeglad hun ville hjem!

Skridtene var lange, og selvom det smertede overalt i hendes krop, så løb hun videre.
Hun ville hjem til sin lille familie, og se om hendes far var blevet lidt ædru, eller om hendes mor havde været nød til at sende ham ind under den lille pumpe i gården så han kunne tænke klart.
Raven ville hjem til Matti, hendes ynglings søster.
Hun var også den sidste der var tilbage i huset af hendes søskende. Hendes fire andre søskende var giftet bort til de bønner der var nærmest dem selv, og en enkel Rosa var gift med Baronens søn: Jorchim.

Det var kun hende af alle børnene der havde lilla hår. Helt alene.
Kapitel 1.

Tre ridder kom riddene langs vejen. De var i ført fuld harnisk, og det skinnede blankt i den sene aften sol.
De var på vej mod en lille gård.
De havde allerede været inde ved de tre nærmeste gårde. Det havde været et rent blodbad der, men det gik ordren også ud på: Dræb alle!
Kommandanten havde givet ordren videre fra selveste kongen, og efter lang tid uden krig, eller plyndring, blev ordren ikke taget ile op.
De var sat i trav for at nå at kunne komme hen til stedet før solen stod ned. De skulle nemlig også nå ét til stop.
Gårdens hvid kalkede mure, lyste op i tusmørket.
Alle havde fundet til ro udenfor huset.
Men inden i huset var huset i fuld oprør, en lille pige med lyse fletninger sad og græd, mens en mor prøvede at stå og skælde ud sammen tid med at hun prøve at trøste den lille pige. Men hun måtte indse at det ikke gik så godt når man gjorde det.
Hun tyssede på den lille pige.
»Så så Matti, Raven kommer snart hjem, han skulle jo bare ind til byen for at hente far hjem, og så hjælpe kroen med noget. Han kommer snart bare rolig«
Hun strøg forsigtigt en lille tot hår væk fra Matti’s mund, og den lille pige snøftede. »Tror du virkelig mama? Jeg savner ham sådan, og han lovede at komme hjem og lege med mig!«
»Han kommer, bare rolig. Men kan du ikke gå over at spejde efter ham. Så snakker jeg lige med din far.« Matti’s glade barnestemme kunne man høre hele vejen igennem huset, og hendes små sikreskridt gav en stille rystelse i gangen.
Manden råbt højt op at hun skulle tage at sætte tempoet ned så hun ikke fik ødelagt noget. At fik så et strengt blik af hans kone.
»Du skulle nødig snakker, hvem er det der hver aften kommer døddrukken hjem fra byen? Og det er altid Raven der skal tage straffen for det.
Vi kan snart ikke leve mere. Hvad med at du tager og tag dig sammen, der er andre der også gerne vil leve i det her hus, ikke kun dig!« Manden så flovt ned, men så snakkede hans manddom til ham.
»Hvem fanden er det der overhovedet har sørget for at du kunne bo sådan et sted var?! I af hunkøn forstår ikke at værtsætte mændenes gode gerninger. Hvis det ikke var for mig, ville du stadig sidde fast i det musehul af et hjem!”
Han greb ud efter hende med hånden, og trak hårdt til.
»Hvem er det der altid tager sig af jer, søger for at i får mad og drikke, og har tøj på kroppen, hva?!«
Konen trak stædigt sin arm til sig. »Det er i hvert fald ikke dig! Og Vanuse hvad med Raven, hun er lige så meget en kvinde som jeg! Du kan ikke frasige dig det, det vil blive opdaget en dag!«
»Hun er ikke en kvinde så længe hun ikke ved det! Og resten kan jeg sagtens klare, for min skyld kunne du godt tage dit lort og forsvinde hjem til dem du kalder familie!« Vanuse så stadig trodsigt på sin kone.
Madalina havde ikke været nem at havde med at gøre. Det var med gudernes hjælp at han havde kunnet fået knækket hende på deres månenat.
Han havde været ved at tro at det aldrig ville lykkedes, da han huskede sit mors råd med at putte noget sløvende middel i hendes vin, og førhen selv havde kunnet nå at gøre noget. Havde han været over hende, og lige siden havde hun fundet sig i ham, og ham i hende.
Vanuse sank sammen, det var ikke sandt det han havde sagt, men en kvinde der bestemt over en mand?! Så kunne man ikke synke dybere, og så dybt agtede han ikke at synke!

Vanuse blev med et samme revet ud af sine tanker, da han hørte lille Matti skrige.
Han væltede stolen da han rejste sig op fra den.
Før han vidste hvad der var sket, var han ude ved Matti.
Vanuse så en lille livløs pige ligge på jorden, og blod løb fra hendes pande, fra en stor flænge der strakte sig over hele pandestykket.
Hendes lyse hår var helt blodrødt, og hendes ansigt fortrukket i smerte, en bølge af raseri kom imod Vanuse. Og han vendte sig om som en støv sky for at se hvem der havde gjort det mod hans lille pige!
Han så hen mod noget der holdte sig i skyggen, nogen mænd … nogen soldater?!
»Hvad har i gjort?!« Han gik med stive skridt hen mod mændene. Viden ruskede i deres tøj, og hvis blikke kunne dræbe, ville alle mændene allerede ligge døde på jorden.

Det må da være bare LIDT svært at holde hemmeligt for en pige, at hun er en pige? Som du selv beskriver er der det psykiske, men det fysiske er da langt lettere at få øje på?
Hun har vel ikke den samme nedre halvdel som drenge, og hun lægger vel mærke til, at hendes bryster vokser? Eller..?

Rettelse: (Jeg skulle jo lige læse den færdig ). Den er rigtig god! Godt beskrevet og godt fundet på. Risen til dig må være, at der nogen steder er kæmpemæssige fejl i tegnsætningen, f.eks "og førhen selv havde kunnet nå at gøre noget. Havde han været over hende", der gør teksten temmelig svær at læse.

Fortsæt endelig med det gode arbejde, læs den igennem nogen gange selv, og så er den der.

Forresten: Hvorfor er der 2 emner med samme indhold? Tastefejl?

God histrorie og jeg kan vældig godt lide ideen, som den er indtil nu.
Skriv endeligt videre på den. Ville gerne høre mere

Ellers er der kun lidt stavefejl og sådan. Men det er jo ikke selve historien.

Ja lidt af en bommert :/ Men det er tanken der tæller :D
Det der med at hun ikke ved at hun er en pige, er fordi hun aldrig har set en mand, eller en pige, hun har altid bare været alene med sin krop (hvis man kan sige det?) :D
Men tak for det, skal også hae rettet den noget mere igennem ;)
Så vi får at se det færdige afsnit - od det med at der er to af dem, er endnu en bommert! Jeg syntes min computer var alt forlangsom så trykkede flere gange

Det er da dejligt at du ser væk fra fejlene
Nu er dansk hellere ikke lige mit store fag (eller ynglings :P)
Men jeg kan også selv lide íden, har faktisk skrevet videre, men det kunne ikke være der

Oprindeligt indsendt af Kiriian

Det er da dejligt at du ser væk fra fejlene
Nu er dansk hellere ikke lige mit store fag (eller ynglings :P)
Men jeg kan også selv lide íden, har faktisk skrevet videre, men det kunne ikke være der

Du kan skrive det ind i et indlæg herunder eller starte et nyt emne som du kalder "Stol aldrig på sandheden - 2.del" eller sånoget lignende.

Men den er i hvert fald god

Det er jeg glad for at høre, men jeg sætter det først ind, når jeg har fået skrevet lidt mere ;)

Det er bare i orden. God fornøjelse med det.

Kan virkelig godt lide din histore og vil da gerne læse den helt færdig, synes du har gjordt et godt stykke arbejde, der er et par stavefejl hist og her men god er den

Tak
Har fået skrevet lidt videre, men er ligesom kommet til et punkt, hvor jeg ikke ved hvordan jeg skal starte? (Allerede!)
Men prøver jo ;)

Ros:
Mega god historie

Ris:
Sammensatte ord er de du har mest brug for at lære: kroejeren og hårfarve.

En huskeregel, vores dansklærer prøver at banke ind i min klasse, er, at hvis det er én ting, f.eks. en postkasse, så er det sammensat. Kan man forestille sig tingene kombineret? Sammensat.
Noget i den stil.

Uhh! Kan man forstille sig noget være en en skolelære? Og så midt om aftenen, og om morgenen! :sigpic63698_2: :eek:
Der må være et eller andet galdt der oppe!