Efterårsaftenen

Men ude over sletten kommer en hest galoperende med en mørkklædt mand siddende på ryggen. Manden er iført en lang sort kappe med tilhørende hætte, der skjuler hans dystre øjne, mørkeblå bukser og lange brune støvler. Det ser ud som om, det er længe siden, han har fået et ordentligt hvil. Han nærmer sig tårnet, og ser sig tilbage. Hans øjne er ligeså blå som havet, og man kan se at de gemmer på en historie. Længere væk kan man hørte stemmerne fra folk, der nærmer sig skoven. Manden standser foran tårnet, og kigger op mod kvinden. Så siger han:” Ærede frue, Kan jeg få lov til at søge ly for natten i deres lille hjem?” Han stirrer nervøst op på kvinden, og venter på svaret. ”Jeg må desværre skuffe dem, siger hun koldt, min mand er meget imod, at jeg inviterer fremmede mænd på besøg… især om aftenen. Men jeg er sikker på, at du nok skal finde et sted.” Manden kigger skuffet op på damen, og siger så:”Jeg forstår. Undskyld ulejligheden.” Så drager han videre mod skoven uden at se sig tilbage. Som et lyn er han væk, og man kan mærke vinden suse omkring, som om den søger noget. Bladene samler sig i en bunke, og hvirvler rundt om hinanden. Så tænker hun tilbage på en af de dage der har været hårde for en særlig person…
Himlen blev mørkere, og det begyndte så småt at regne. Stormen tog for alvor til, og regnen drev ned. Som store bølger ude i havet, blev det ved. Små dråber af vand silede ned af de beskidte vinduer. Pludselig så kvinden en ung dame med sit lille barn, sidde gemt væk under det store bøgetræ. Hun ser træt og udmattet ud. Over sig holdt hun en stor regnjakke, som beskyttede både barnet og hende selv for regnen. Et af træets store grene var tæt på at knække, men ingen bemærkede det.
Som et lyn faldt den tykkeste af træets grene ned i hovedet på den stakkels dame og barnet. Overlevede de? Det var ikke til at sige. De lå længe under grenen, indtil noget rørte på sig. Det var damen. Barnet havde ikke overlevet. Damen skubbede sig langsomt fri fra den enorme gren, og brød ud i gråd. Barnet var ikke til at se nogen steder, og solen begyndte langsomt at dukke frem bag skyerne. Damen kunne stadig ikke forstå det. Det kom så pludseligt. Hendes 7-måneder gamle barn var væk. Det ville aldrig vende tilbage.
Damen sad længe tæt på træet og græd, men indså til sidst, at hun måtte kommer over det. Eller prøve på det. Hun ville komme næste dag og begrave hendes lille barn. Det blev hun nød til.
Kvinden oppe i tårnet beslutter endelig at gå i seng. Men det bankede pludselig på døren. Hun gik tavst og stille hen mod døren, og åbnede. Der stod de, som 2 lys der lige var blevet tændt, og smilede til hende. Det var hendes hjemvente søn og mand. 1 år uden dem var længe at vente. Men nu vidste kvinden at alt ville blive godt igen.
Skrevet af Catrina d. 07/04 2010

Rigtig god tekst
Selvom du skifter meget mellem nutid og datid i teksten. Det kan godt være lidt svært at læse. Men ellers rigtig godt.

Oprindeligt indsendt af Hillary

Rigtig god tekst
Selvom du skifter meget mellem nutid og datid i teksten. Det kan godt være lidt svært at læse. Men ellers rigtig godt.

Taak... Jaah jeg ved det godt. Skrev den for over et år siden, og glemte lige at rette den lidt igennem. Men tak. ^^