En kort historie, dedikeret til sangen "Det burde ikke være sådan her" af Xander

Tårerne triller ned af mine kinder. Jeg lander med et bump på gulvet og trækker hurtigt benene op under mig. Mit hoved hviler på mine knæ, som hurtigt bliver gennemblødt. Jeg kan høre at du banker, men jeg har gemt mit hjerte væk. Du begynder at råbe, men jeg hører ikke hvad det er, du råber. Døren er låst, og den ryster under dine slag. Den er som en mur imellem os. Ustabil og gammel. Mit indre føles kold og ukendt. Du har ødelagt mig, jeg kender ikke mig selv længere. Selvom om solens stråler rammer mig, føler jeg mig tom og kold. Følelsen af aldrig at kunne elske igen, har taget styringen i mit sind. Jeg snøfter højtlydt og tørrer tårerne væk fra ansigtet. ”Det burde ikke være sådan her!” råber du, mens jeg opgiver at tørre de nye tårer væk. En dag vil muren måske forsvinde. Måske…

Haha, nu har jeg lige hørt sangen - for første gang i mit liv, tror jeg. Omkvædet siger mig et eller andet. Hmm. Ham gutten minder lidt om Burhan G.

... nå, men det, du har skrevet - inspireret af eller dedikeret til sangen, er i hvert fald bedre end sangen... en meget kort historie, eller hvad man kan kalde det, men en smukt udpenslet øjebliksbeskrivelse.
Det er godt.

Tak, det var bare en lille, kort historie som jeg pludselig fik trang til at skrive