Ja, jeg indrømmer det, jeg har ikke været særlig aktiv her på siden den sidste uges tid, MEN, jeg har en god undskyldning. På grund af ferien og al den frie tid besluttede jeg mig for endelig at gå i gang med i roman, skrevet ud fra temaerne, fortiden kontra nutid, venskab, forræderi og frygt. Så her kommer et uddrag af den, indtil nu, ca. 30 sider lange "Leander"

Monsteret kom. Langt væk fra, uden for slottet. Han kunne høre den onde tunge gennem murene, den hviskede til ham.
”Du burde skamme dig. Forkert,” sagde den anklagende, ”Sikke en ven du er. Syndigt.”
Han kunne høre dens næver af sten banke på ydermurene, jorden skælvede, luften sitrede af fare. Det gungrede og bragede, som tordenvejr en stormfuld nat. Monsteret brølede, rasede, bankede. Det trængte igennem. Murene var faldet, stenene lå i et støvet virvar på jorden, porten var splintret, grænsen var blevet fjernet. Dens enorme krop rejste sig i sin fulde højde, skreg sine følelser ud, hamrede sine næver omkring i luften i blindt raseri, trampede omkring og satte dybe fodspor i det skrøbelige græs. Små strå blev bøjet, de knækkede over og umuliggjorde et fremtidigt liv.
Han kiggede bare, han var i chok, kunne ikke bevæge sig, selvom det gjaldt hans liv. Hans blik bevægede sig langsomt opad, han så de kraftige mørkerøde ben, stærke mave og muskuløse bryst, med gru i ansigtet så han de stenhårde knyttede hænder der kunne knuse ham, som var han en myg. Men mest af alt, så han hovedet. Den vidt åbenstående mund med savl dryppende ud derfra, de skarpe tænder hvor kødrester og knoglesplinter sad i imellem, og den vidtrækkende tunge der truede med at fortære ham. Øjnene, uhyrlige øjne, aflange pupiller som en djævel og med en farve som de mest pinefulde helvedes flammer. Hovedet, stort og kraftigt, med krumme djævlehorn der ville kunne flå en menneskekrop i stumper og stykker hvis man kom for tæt på. Dens stank var forfærdelig, lammende, en lugt af råd og død og afbrændt svovl drev af den.
Han var bange
Han vendte sig, tvang sin øjne væk fra det frygtelige syn. Hans fødder var som sten, der var umu-ligt at løfte dem fra jorden. Han kiggede panisk op på uhyret, og så ned på sine fødder igen. ”Flyt jer,” hans stemme var advarende. Hvis de ikke snart flyttede sig…
Væsenet kom nærmere, dets behårede fødder, der sikkert havde mast hundredvis af stakkels sjæle, landede bare få meter fra ham. Trykbølgen slog han omkuld, hans fødder stod ikke mere fast og han lå på jorden med øjnene stift rettet opad.
Monsteret bøjede sig ned over ham, dets gigantiske øje var kun få meter fra hans ansigt.
Rædsel.
Frygt.
Fortvivlelse.
Nu var det slut, intet betød noget mere, ingen fortid, ingen fremtid, og snart ingen nutid. Den ån-dede ham tungt ind i hovedet, og en lang spids negl rensede dens tænder.
Han var magtesløs.
Der var intet at gøre.
Han var kraftløs.
Så rejste monsteret sig, fjernede sit stinkende fjæs fra ham.
Han lå på jorden og skælvede, sveden dryppede fra ham, hans øjne kunne ikke fokusere, rædslen forlod ham langsomt, i takt med at uhyret fjernede sig fra ham. Monsteret stod nu op i sin fulde høj-de, tog et skridt hen over ham, på vej væk. Det andet ben løftede sig, hævede sig over ham og trampede ned, direkte på Leanders ben.
Han skreg.
Knoglen var blevet knust, benet havde åbnet sig, huden var revnet og blodet spredte sig hurtigt. Han var blevet lemlæstet, smerten var ulidelig, uudholdelig. Det var mere end hvad han havde været udsat for i hele sit liv. Det øjeblik føltes som helvede for ham. Han skreg, panisk, smertefuldt, et skrig der rystede marv og ben, gennemtrængte alt andet, et umenneskeligt skrig, der ellers kun høres i helvede, aldrig på denne jord.

Tak fordi i læste med

Ej! Det kan du virkelig ikke være bekendt det der. Sådan bare lige at stoppe?
Det er teknisk set ikke særlig pænt af dig og så har du glemt at lægge et link til de der 30 sider du har skrevet. :D Fyha, kan du så gå over i skammekrogen med dit tastatur og skrive videre! Det er en ordre! ;D

Jeg kunne godt lide det. Starten mindede mig meget om harry potter, en blanding af 7 og lidt toeren... Jeg må desværre give Moni ret: Hvad pokket tror du lige du har gang i? så tager jeg mig endelig sammen til at læse sådan fantasy agtigt som faktisk griber mig og klemmer mig så hårdt at jeg ikke har noget andet valg end at læse! Og så stopper du. Det er ikke fair... Og hvis der kommer til at eksistere et link til resten af historien så er det lige hit-service.

Sproget var underligt, eller ikke underligt, men en smule bekendt, kan man vel kalde det.
Jeg tror det kunne blive en udmærket bog, selvom jeg ikke lige fangede det der med bindestregerne i umuligt og åndede... Kommer der mere, eller venter vi forgæves?

Jeg havde faktisk ikke tænkt mig at poste mere, det jeg har skrevet er meget fragmentarisk, det er ikke alle dele af den her hænger direkte sammen. Jeg har lavet en fortsættelse til dette afsnit, men det er ikke rigtig en konklusion, der starter et semi-nyt handlingsforløb, som skaber endnu flere spørgsmål til den forhistorie der ikke står her på siden...
Derfor, advarsel: Hvis jeg poster det næste kommer der ikke flere svar end der gør af spørgsmål, men jeg poster nok et afsnit i morgen så...

Nå, men jeg tror hellere jeg vil have det end jeg vil undvære det!

OK
Så kommer fortsættelsen her:

De følgende timer var helvede for Leander, han havde kun en tåget erindring af hvordan han fik sig selv slæbt ud af haven og hen af lange korridorer. Han vandrede rundt i slottet, på må og få, han havde ingen ide om hvor han skulle hen, eller hvorfor han overhovedet befandt sig på slottet. Det eneste han havde i hovedet var, at komme så langt væk fra det uhyre som han kunne. Han havde ikke set hvor det gik hen efter det skete, han var blændet af smerte og havde ikke sanset andet end sig selv.
Han slæbte sig op af en tilfældig trappe, og efterlod en mørk stribe af blod på stentrinnene, han svedte, af udmattelse og smerte. Han havde en følelse af, at han måtte gå op af trappen, op og væk. Uhyret kunne ikke angribe ham igen hvis han var højt nok oppe, og dette tårn gik højt op. Han tvang sine ben frem, han trak sig nærmest op med hænderne, det føltes som om hans ben blev gennemboret af tusind brændende sværd, hver gang han støttede på det. Han stønnede, havde mest af alt lyst til at give op, men han måtte fortsætte. Trangen til liv var større end smerten. Trappen fortsatte op og op, rundt og rundt, i en evig spiral af pinsel og udmattelse. Mørket begyndte at vise sig, solens lys blev tvunget væk af det uundgåelige mørke, men stadig fortsatte Leander sin asen og masen. Lyset svigtede, gav op, og det samme var han ved at gøre. Nu, mere end nogensinde før, havde han brug for lyset til at lede sig, til at give ham styrke.
Og så begyndte han at høre lydene. I starten var det blot puslen og raslen, som en mus der løb ind i sin hule. Så begyndte vinden at hyle, en trist og langtrukken sang. Han kunne høre ordene derude, vinden hviskede til ham.
”Giv op.”
”Smerten er for stor.”
”Vi kommer efter dig.”
”Pas på.”
Han begyndte at kigge sig om skulderen i en søgen efter skygger der bevægede sig, eller ukendte monstre der pludselig ville fare op og skræmme ham. Snart begyndte fodtrin at knirke, langt væk, men han var sikker på at de var bag ham, lige her. Bare et par meter under ham, dernede i mørket. Han standsede, vendte sig om, og kiggede intenst ind det sorte ingenting der indhyllede ham. Et lys, et blink, og en skraben. Lyden af slæbende fodtrin og hvæsende åndedræt.
Leander gispede lydløst. Hurtig som et lyn vendte han sig om. Det brændte i hans ben, men han ignorerede smerten, og løb op af trappen. Hans arme og ben piskede fremad, panisk væltede han frem i mørket, blind, men ikke døv for lydene bag ham. Nærmere og nærmere kom de, tættere og tættere, han skævede bagud, sorte skikkelser i mørket. Han stødte ind i en dør, så mørk, at han ikke havde set den før han bankede hovedet imod den. Men han end ikke mærkede det, han var frelst nu. Han hev døren op, faldt ind i kammeret og smækkede døren bag sig. Hans fingre fandt fumlende nøglen og drejede den flere gange rundt i låsen.
Han faldt sammen med ryggen mod døren, åndede tungt ud og kiggede sig omkring i det værelse der havde været hans redning, men der var ikke meget at se. I tusmørket kunne han ikke se nogen møbler, det eneste der var i værelset var en vinduesåbning der gav ham fuldmånens lys klart ind. Først nu blev han opmærksom på den stikkende smerte i benet. Hans sanser vendte tilbage, og han skreg igen. Han prøvede at undertrykke det, men smerten skulle skriges ud. Han blev dog brat tavs, da han hørte nogen banke og kradse på døren. Han mavede sig hen i det fjerneste hjørne af rummet og så rædselsslagen på døren der rystede og vibrerede som reaktion på den vedvarende banken. Der var intet han kunne gøre, ingen møbler der kunne stables foran døren, ingen mulighed for at barriere sig udover at låse døren, og håbe på det bedste.
Leander sad bare og pustede og stønnede og jamrede sig. Han var for skræmt til at gå nærmere døren eller at kigge ud af vinduet. Han sad bare og lyttede til dem der prøvede at komme ind, nogle gange var bankelyden høj og larmende og vred, nogle gange lav og kradsende og lokkende. Nogle gange var der helt stille, men når lyden kom igen lige med ét, gav det et sæt i Leander og han ud-stødte et skræmt og hulkende gisp.
Månen blev ved med at skinne, i en evighed blev den ved med at kaste sit svage lys ind af vinduet. På et tidspunkt om natten, han vidste ikke helt hvornår, tiden syntes helt sat ud af spil her i tårnet, rejste han sig endelig og gik hen til vinduet. Månen var endnu større end han havde forestillet sig, en enorm rund kugle der svævede i luften, med et næsten hypnotiserende skær. Så blokerede en skygge for en del af lyset, en flagermus fløj rundt derude i natten, flaksende omkring, mens den ledte efter byttedyr. Den var på jagt, og her sad Leander, alene og bange isoleret i et tårnkammer, fuldstændig forsvarsløs. En ulv hylede langt væk, så en anden der besvarede dens kald. De hylede af månen, den hvide måne der lyste for dem og for ham, om natten. Hans blik vandrede ud over den sortblå nattehimmel, fyldt med stjerner der blinkede til ham, som om de ville opmuntre ham.
Leander vendte sig væk, synet af den uendelige himmel og tanken om hans eget fangenskab i dette værelse fyldte ham med længsel. En dyb længsel efter at mærke den frie og friske luft mod sit ansigt, efter at kunne gå hvorhen han ville uden at frygte alverdens ondskab. Han savnede verden, som den havde været engang. Dengang, før begyndelsen.
Så begyndte minderne igen at flyde, de syntes at strømme fra værelset, som sort og hvid og mangefarvet røg. Leander kunne stadig høre bankelydene uden for døren, men de var svagere nu, som om han bevægede sig længere væk. Sådan føltes det også, tågen løftede ham blidt op, lagde ham på en blød lammesky og førte ham væk, ikke fra dette afsides tårnværelse, men væk fra denne tid. Væk fra nutiden og tilbage til fortiden. Væk fra hans egen krop, han blev opløst, han havde ingen krop mere, men alligevel var han stadig i rummet og kunne stadig se og høre og føle og huske. Langt, langt væk, hans syn blev sløret, rummet drejede rundt og han blev forvirret og gik nærmest i en drømmende trance, tilbage til dengang der sidst var et levende væsen på dette sted.

Det er da virkelig godt skrevet!
Men som du også selv siger så mangler vi seriøst en fortsættelse.

Det er virkelig godt! Du har bare at skrive videre... :D

Oprindeligt indsendt af Vanemarille

Det er virkelig godt! Du har bare at skrive videre... :D

han har sagt at det ikke sker. Det her var det sidste han ville skrive på den historie.
Medmindre vi plager lidt.

Plage, plage, plage! tager min lillepige stemme på og hundeøjnene. Please?..

plage plage plage plage plafe plage plage plage plage, kom nu, mere, plage
pppppppppppppppppppppppppppppppppppppppppppppppppp ppppppppppppppppppppppppppppppppppppppppppppppllll llllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllll llllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllll lllllllllllllllllaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaa aaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaagggggggggggggg gggggggggggggggggggggggggggggggggggggggggggeeeeeee eeeeeeeeeeeeeeeeeeee!!!!!!

Prøv på en anden måde. Smiger ham. Fortæl hvordan i nyder at læse historien og hvad der gør den så vigtig. Det bruge ordet plage holder ikke.

Professer: Jeg synes det er synd at ende den her historie som vi alle har læst med begejstring!
Jeg synes måske du skulle overveje at sende det ind til et forlag, du ville gøre os alle en tjeneste. Det ville være skønt, jeg er faktisk ikke til fantasi, så det ret stort at jeg overhovedet gider læse det med sådan en spænding! Så pleasie-mus.

Mange gange tak for al rosen
Siden I er så vilde med min historie vil jeg da alvorligt overveje at poste mere, og så vil jeg også gerne bede om lidt hjælp til historien da jeg er kørt lidt fast og ikke ved hvordan jeg skal få Leander videre. Vær tålmodige, jeg skal nok skynde mig at gennemlæse det hele, lave en læselig synopsis og lægge den her ind, og så håbe på at få nogle gode forslag. Så kan I også få sat det her uddrag ind i en sammenhæng.
Faktisk ægrer det mig en smule at jeg valgte at lægge denne del ind, da den ikke har så meget med hovedhistorien at gøre, men det finder i ud af om et par dage, når handlingen kommer.
Mrs. Who:
Jo, når (hvis?) jeg bliver færdig har jeg tænkt mig at sende den ind, men jeg er stadig langt fra færdig. De første tredive sider skrev jeg i efterårsferien, men det er unægteligt svært at fortsætte på den når jeg samtidig skal lave lektier og skole, jeg nåede omkring ti sider før jeg ikke kunne mere. Men i juleferien har tænkt mig at nå en god del af den, hvis jeg har styr på handlingen inden da.

Stress!! Jeg har alt for meget at lave!!
Igen, tak for alle de rare ord, det varmer mit hjerte at høre hvor godt jeg åbebart skriver...

Hehe fuld opbakning herfra. Og virkelig glad for at du overvejer at poste mere. Hvorfor og hvor og hvorledes er du kørt fast?

Tja, der er en del ting:
Jeg synes jeg har skrevet mig selv ind i en blindgyde med hensyn til en af personerne, men jeg har måske løst det problem nu hvor jeg har læst det hele og tænkt handlingen lidt igennem.
Jeg har også et par afsnit som jeg ved skal med, men jeg ved ikke hvordan de skal skrives ind i handlingen. En stor del af handlingen består af flashbacks og jeg gør meget ud af at der er en grund til at de kommer, så dem skal jeg lige have fundet.
Udover det, så er der også en del huller i handlingen, og nogle kedelige/svære steder som skal skrives, men som jeg ikke har gidet eller ikke har haft tid til at skrive...