Litteraturen


Et stift blik har naglet sig fast i den hvide væg, og urets ubarmhjertige tikken er det eneste, der hol­der mig forbundet til virkeligheden. Det er ikke så meget det fugtige rums klamme lugt af sure sok­ker eller den klaustrofobiske følelse af rummets vægge, der bevæger sig tættere og tættere på mig, som får mine hænder til at knuge sig sammen om hinanden i et let smertefuldt greb, der hjælper mig til at abstrahere fra det sande problem. Det sande problem - tiden. Tik tik! Jeg er alene hjemme, men det er ikke manden, der med et psykotisk glimt i øjet står og iagttager hver eneste bevægelse, som jeg udfører, igennem mit vindue, eller fugleedderkoppen, der langsomt udforsker min ryg, der skræmmer mig. Det er tiden! Tiden, der langsomt går uden at gå nogle steder! Netop denne desperation over tidens blotte eksistens, og tilsyneladende forsatte tilstedeværelse, driver mig mod at finde en mening med det hele i forældrenes fravær, og det er den naive søgen efter et værdigt indhold i aftenen, der fører mig til stuen. Blind høne finder som bekendt også korn, og på tredjeøverste hylde står håbet opstil­let i alfabetisk rækkefølge. Hænderne skælver da romanen tages ned fra sin vante plads, og første side åbenbares for øjnene af mig. Har barmhjertigheden set nåde i mig og givet mig et indhold i den ellers faretruende stille nat?

Et barns paranoide frygt for ensomheden er en måde, hvorpå litteraturens univers kan åbne sig for en, og mon ikke mange mennesker på et vist plan kan relatere til historien? En mørk aften hvor urets visere slæber sig rundt i urskiven i sneglefart, telefonen er øredøvende stille, og ikke engang tv'et kan yde tilstrækkeligt med underholdning, søger man et smuthul fra disse kedsomhedens flammer, og bogreolens mangfoldige udvalg af skrevne ord tilbyder sit uforpligtende selskab. Her­efter bliver kapitel efter kapitel fældet i skæret fra lampen, og urets tikken går ubemærket hen, som et svagt råb fra en gammel, men nu uværdig fjende. I takt med at de skrevne ord bliver til læste ord, udvikles forholdet mellem læseren og bogens karakter, der går fra at være en fremmed i stuen, til at være en fortrolig, der er parat til at tage dig med på sin rejse. Når bogen lukkes og lyset slukkes kan det så være enden på historien, og karakteren kan få et kapitel på side 127 i Gyldendals årlige ”Den store glemmebog,” hvorefter alt lige fra handlingens små uforudsigelige spring til det store mysteri­um, der kæder det hele sammen, begraves i fortiden sammen med hverdagens problemer og resulta­tet fra gårsdagens matematikprøve. Men er det virkelig sådan, det forholder sig, eller er litteratur mere for individet end blot halvanden times underholdning torsdag aften, der skal hjælpe med at slå tiden ihjel?

Sportsstjerners eftermæle er ikke længere kun overladt til bedrifter og resultater fra deres karrieres storhedstid. Selvbiografer hober sig op, så man kan følge stjernernes vej fra rollen som menig bor­ger til den øverste plads på præmieskamlen. Kan litteraturen her ikke siges at være gået fra at være et forbi­passerende element af underholdning til at være noget så opsigtsvækkende som en pædagog til de voksne? Når Andre Aggasi bruger adskillige hundrede sider på at fortælle om sin karriere, så inde­holder bogen nødvendigvis mere end fraser som: ”spis din havregryn og husk at passe træningen.” Bliver han ikke pædagogen, der tager os med ind i sin verden og fortæller os, hvordan vejen til succes er belagt med store skæve brosten, og huller du kan falde og slå dig på? Minder det dig ikke lidt om pædagogen, der fortæller Magnus på 7 år, at det kunne være rigtig sejt, hvis han nåede op i toppen af træet, men at det altså gør rigtigt ondt at falde så langt ned, hvis det går galt?

Når emnet allerede berøres - hvad så med samfundet? Kan samfundet drage nytte af litteraturens forunderlige univers, eller er det høj-teknologiske samfund, vi i dag lever i nået til et punkt, hvor lit­teratur kort og godt ikke kan følge med udviklingen? Et emne som anden verdenskrig er for eksem­pel vigtig for samfundet at forstå. Dette er det langt de færreste, der betvivler, og derfor arbejder vi hårdt på at sætte os ind i emnet. Men findes der noget tørrere end at hakke sig igennem et 150 siders kompendium om de ideologiske kampe i 1930'erne for blot at nå frem til den konklusion, at nazi­sterne var onde? Alternativer til det, til tider, lettere kedsommelige emne kan synes nødvendige. Et eksempel på brugen af alternativer kan være romanen ”Schindler's liste.” Bogen fortæller den au­tentiske beretning om handelsmanden Oskar Schindler, der på heroisk vis formår at redde flere hundrede jøder fra nazisternes grufulde pinsler. Historien binder læseren, og selvom bogen er lukket og omslaget gemmer ordene væk, befinder Oskar Schindler sig trygt i ens baghoved indtil det næ­ste gensyn med den modige forretningsmand. Er denne alternative formidling af historisk materiale ikke en medvirkende faktor til, at individet lærer sin omverdens historie, og på den måde giver en øget forståelse, for det samfund vi lever i? Skal det være gråt i gråt historisk materiale, som kun en brøkdel af samfundet vil kunne tygge sig igennem, før det kan betragtes som værende dannende for individets forståelse af det omkringværende samfund?

Kigger man igen på barnet, der i sin søgen efter menneskelig kontakt i ensomhedens mørke har fundet tilflugt i litteraturen, er der så ikke også her et element af opdragelse at spore? Carsten Jen­sen har i sin tekst ”Litteraturen” beskrevet sit første møde med litteraturen. Han er som lille dreng alene hjemme og forsøger at udfylde det tomrum, ensomheden har efterladt ham med. I forældrenes fravær bygges en abstrakt frygt op inde i ham, en frygt, der først forsvinder, da han begynder at læse. Ensomheden fjernes ikke, men han lærer at omgås den, og tomrummet, der før gnavede i ham som en sulten rotte, udfyldes af historier. Den tankespiren, der blomstrer i hovedet på et barn, er noget alle kan relatere til, og når først fantasien har fået sit tag i barnet, er der ikke de steder, den ikke kan tage en hen. For Carsten Jensen betød det, at han lærte at håndtere frygten for at være alene, og er der ikke en pointe i, at litteraturen på den måde generelt bliver en afgørende faktor i dannelsen af individet?

Netop børnene har et bredt udvalg af tekster at gå i kødet på. H.C. Andersens eventyr (der vel og mærke også appellerer til voksne) er oftest nogle af de første historier, der fanger børnene. Når man kigger på de lidt ældre børn, er historier som Narnia og Harry Potter uomtvisteligt nogle af bestsel­lerne. På trods af de flyvende hekse, talende dyr, og en stærkt repræsenteret mængde af nisser, er det ikke kun børnene, der er blevet fanget af historierne. Voksne er også med på bølgen, og spørgsmålet er, hvad grundlaget for fascinationen af dette magisk univers kan skyldes? Kan det almindelige liv, som så mange mennesker lever, være grobunden for de voksnes lyst til at udforske det magiske uni­vers? Når drømmen om at rejse jorden rundt eller blive jægersoldat erstattes med en villa på Rosenvænget 5, og man i stedet for at skyde taleban-krigere slår græsplænen, ( med en håndskubber vel og mærke!) kan det så ikke afføde en naturlig trang til at udforske den verden, man drømte om, og en trang til at abstrahere fra den verden man er i? Såfremt tankeeksperimentet er rigtigt, skal det vel snarere ses som et forsøg på at puste liv i ungdomsdrømmenes gløder, selvom man er fyrre år, har astma og rygerlun­ger, og det er vel i bund og grund meget naturligt med disse ambivalente følelser omkring det al­mindelige liv overfor ungdommens drømme om adrenalinkick i bungee-jump-klassen?

Succesromaner er et andet eksempel på, hvordan læseren kan flygte fra virkeligheden, ind i en ver­den hvor tingene er, som de skal være – eller måske snarere som de burde være. Succesromanerne giver rekvisitterne til en uforpligtende tur væk fra virkeligheden med den perfekte heroiske mand og den uundgåelige lykkelige slutning. Solen skinner, og folk er glade, men hvad er det, folk ser i denne stereotype og forudsigelige type af romaner? Kan det være, at det netop er det stereotype og forudsigelige, der lokker? For der er vel en del tryghed at finde i en roman, hvor den perfekte mand kommer kvinden til undsætning på en hvid hest, og redder hende fra den voldelige husbond. Tinge­ne er, som de skal være, og stemningen emmer af tryghed og faste rammer. Der er naturligvis også, hvis man må være så fræk, det lettere tabubelagte element af identifikation, men det er vel også en erkendelse, der er svær at nå, når man sidder der i sin lænestol på Rosenvænget, mens manden i det skjulte leger jægersoldat med håndskubberen?

Litteraturen er en uoverskuelig, men forunderlig verden, og hvad enten fascinationen for litteratur har grobund i frygten for ensomheden, trangen til at opnå store resultater, eller blot at sætte sig ind i en problemstilling, er der med garanti bøger at finde om emnet. Bøger kan inspirere, og selvom pæ­dagogen fortalte Magnus at han ikke skulle kravle op i træet, klistrede gipsen alligevel til armen dagen efter – for ville Harry Potter vel have lyttet til ”en dum pædagog”, der fortæller ham, at han ikke skal kravle op i træet? Selvom min nabo ikke bliver den nye Andre Agassi, så haglede sveden af ham i takt med at sidestikket åd sig vej gennem kødet, dagen efter han var færdig med at læse Agassis selvbiografi, for det er vel muligt at ændre sig, og inspiration fra lit­teraturen kan vel snildt være det første skridt?

Super godt! Velskrevet essay må jeg sige! Måske skulle du have lavet lidt flere mellemrum, da det var lidt overskueligt. Men ros, ros, ros!

vildt godt... kunne godt lide det... men er enig det blev lidt uoverskueligt at finde rundt i da der manglede lidt mellemrum... men det var godt!