Hejsa, her er lidt af en historie jeg er i gang med at skrive, ved ikke om den er god, fik idéen fra en drøm ;P
Tager meget gerne imod kritik og idéer til hvordan jeg kan gøre den bedre. (Gider tilgengæld helst ikke hører om stavefejl, selvom der sikkert er rigeligt af)
God fornøjelse:

"Hvor er Sasja?" Spurgte Freja og vendte hovedet i min retning.
"Ja, hun har ikke været i skole i flere uger" Sagde Camilla da hun kom løbende op af trappen bag os.
"For hundrede tusinde gang 'JEG VED DET IKKE'" Svarede jeg irriteret. Sasja er min bedste veninde og selvom jeg er bekymret for hende, ligesom alle de andre, begyndte det at irriterer mig, at de hele tiden spurgte. Især fordi jeg ikke vidste det. Jeg havde flere gange prøvet at både sms'e og ringe, uden svar. Jeg havde enda, efter den første uge, været ovre ved hendes hus, dog forgæves. Jeg løb resten af vejen op af trappen til vores klasselokale. De andre fulgte prustene og stønnene efter mig. Vores klasselokale ligger på 4. sal, så jeg forstod dem godt. Da jeg kommer ind i vores lille, indelukkede, gule klasselokale, rammer lugten mig som et slag i ansigtet. Freja og Camilla, der nu også er kommet ind i klassen, rynker på næsen.
"Adr, her lugter godt nok klamt!" Siger Camilla og rynker på næsen.
"Ja" svarer jeg, "drengene har vist lavet hørnekamp igen". Vi kan tilgengæld ikke lade være med at grine lidt, da der lyder et højt 'pffft' og Mikkel begynder at grine fjoged. I det samme kommer vores dansklærer Charlotte ind, og alle skynder sig hen på deres plads. Det kan godt være at Charlotte ser blød ud, men det er hun ikke! Siden vi rykkede op i sjette, har der været meget stille i Charlotte's timer. Hun er en af de få lærere på skolen der har 6. a's respekt.
"Jeg har dårlige nyheder" siger hun og begiver sig vraltene hen på sin plads, forrest i lokalet. "I har sikkert undret jer over hvorfor Sasja ikke har været i skole på det seneste." Nogle af de modigste af drengene mumler noget om, at det var ikke fordi de var kede af det. Charlotte sender dem et af sinde berømte "Dræberblikke" og drengene mumler forlegent deres undskyld. " I ved jo alle hvad Leukæmi er." siger hun stille og kigger ud over klassen. Da hun opdager at alle eleverne bare er ét stort spørgsmålstegn, retter hun sig selv: "Altså blodkræft". Klassen bliver dødstille. " Ja, jeres klassekammerat Sasja Kristensen fik taget nogle blodprøver og de bekræfter alle, lægernes teori. Sasja kommer derfor ikke i skole i den nærmeste fremtid." Den hårdeste lærer på skolen, får pludselig tårer i øjnene. " Det er selvfølgelig megest sørgeligt, det er jeg klar over," mumler hun " men det betyder jo ikke at Sasja vil dø". Straks efter hun sagde det, kunne jeg se at det var løgn. Charlotte fik tårer i øjnene og blev nød til at vende sig væk fra klassen mens hun tørrede dem. Da hun vendte sig igen, var hun helt rød rundt om øjnene. Da sandheden gik op for pigerne, begyndte de at tude højlydt. Drengene havde også tårer i øjnene, men som de mandfolk de var, holdt de dem inde. Jeg sad helt stille bagerst i klassen, mens tårende løber ned af kinderne på mig. Charlotte kigger bekymret ud over klassen, ud over de 21 børn der har holdt sammen i 7 år og nu er fuldstændig ulykkelige over deres klassekamerat's ulykke. Hendes blik søger mit, men jeg kigger ned. Hvorfor har hun ikke fortalt mig det? Hvorfor har Sasja ikke sagt noget til mig om det?
"På hvilket hospital ligger hun på?" Spørger jeg, med bævende stemme.
"Rigshospitalet" svarer Charlotte. "Og i er selvfølgelig alle sammen velkomne til at besøge Sasja, besøgstiderne er fra 16-20 alle dage." siger Charlotte ud til klassen. Med tårende løbende ned af kinderne, rejser jeg mig langsomt op, tager jakke på og går uden videre ud af klassen. Da jeg når ud på gangen, hører jeg Charlotte råbe mit navn, men det får mig kun til at sætte farten op. Da jeg når ud på gaden, løber jeg hend til busstoppet, der er lige uden for skolen og tager 1A direkte ud til Rigshospitalet. Tårende løber stadig ned af kinderne på mig da jeg med hurtige skridt går direkte op til skrænken.
"Hvor kan jeg finde Sasja Kristensen?" Spørger jeg, og bliver overrasket over at min stemme næsten lyder helt normal. Den dame der sidder i skranken, kigger på mig og sukker som om hun har sagt det en million gange før:
"Besøgstiderne er mellem 16-20". Hun peger op på et stort hvidt ur, der hænger over døren jeg gik ind af. Klokken er kun 12:30.
"Det haster" svarer jeg og denne gang har jeg ikke heldet med mig og min stemme knækker over.
"Beklager" svarer hun og læner sig tilbage i den blå lænestol hun sidder i.

Tud, Tud, der er ingen der kan li' den ;P

Så er det vel bare tilbage til tastaturet og finde på noget nyt ...

uden at kigge på stavefejl eller gramatik, er det altså rigtig godt skrevet af en på kun 12 år!! ;) For mig at se bliver der i det, du har skrevet, fremvist to væsentlige spørgsmål: Hvor er hende sasja, og hvorfor har hun ikke fortalt noget. Elsker altid når tekster starter på den måde Måske svarer du efter min mening lidt for hurtigt på et af dem. . . men det jo også bare min mening(den kan jo være forkert). Jeg ved jo heller ikke, hvor det hele fører hen, om det overhovedet er leukæmi (: MEN godt skrevet :D

10000000000000-tak! ;D

det er en meget god historie allerede jeg hungre efter mere og for at finde ud af hvordan den ender jeg sad næsten selvmed tårer i øjnene

flot klaret

Ohh, hvor trist. Rigtig godt skrevet, når man tænker på at du ikke er ældre. Tror Sin har sagt hvad der ellers er at sige. Såååå... kommer der en slutning?