Noget jeg skrev her den anden dag til en sindsyg sød pige fra min klasse :biggrin:

Jeg kan ikke lide at tænke sådan. Jeg er bange for at jeg er for påtrængene. At jeg klæber mig til dig. Jeg er bange for at du bare er høflig og at det kun er derfor du svarer tilbage. Jeg ved jeg ikke er den mest populære pige, jeg ved jeg ikke er vidunderlig smuk, jeg ved jeg er genert og hele tiden rødmer. Jeg er ikke perfekt, det er der ingen der er. Men jeg vil virkelig gerne lære dig bedre at kende. Du er enorm sød og altid glad. Jeg ved du kæmper med en masse følelser og venskaber der glider fra hinanden. Jeg ved ikke hvordan du har det. Jeg kan kun forestille mig det. Det er også defor du flytter skole til næste år. Da jeg fik det afvide første gang. Berørte det mig ikke så meget. Jeg 'kendte' dig ikke dengang. Havde næsten aldrig snakket med dig. Men nu. Nu hvor jeg har lært dig at kende. Nu hvor jeg har opdaget en enorm sød pige med mange følelser. Nu er du ikke bare længere pigen der altig griner, pigen der altid har det sjovt og er omgivet af mennesker. Nej, nu er du pigen der kæmper med følelser, venskaber og skole. Jeg bliver ked af det når jeg tænker på at der ikke er særlig lang tid før du flytter skole. Jeg vil så gerne lære dig bedre at kende, se dig hver dag i skolen og høre dine smukke grin i hver frikvarter. Det lyder måske meget dumt. Men helt ærlig så er du altså en vidunderlig pige og jeg ved bare at 9 klasse vil blive trist uden dig. Jeg får ondt i maven af at tænke på det her. Jeg burde heller ikke. Men ligenu sidder jeg og hører en trist sang imens jeg skriver med dig på msn. Så kan jeg altså ikke holde mine tanker for mig selv. Jeg er ret sikker på at du læser dette, og sikkert også andre som ikke vil have svært ved at gætte at det er dig jeg skriver om. Jeg undskylder hvis det er for pinligt. Alt for klæbende. Jeg håber ikke du tænker sådan. Virkelig.

Det er altid svært at svare på noget personligt, så når jeg nu forholder mig til det som hvis det var en tekst må du ikke blive stødt over det.

Først - jeg synes det er rigtigt flot skrevet. Jeg synes det lader til at jeg'et er meget refleksivt og meget positiv men samtidigt skamfuld. Det virker meget ægte og meget troværdigt, hvilket gør at man i starten bliver meget glad over dette venskab, men i slutningen virkligt bliver ked af det.

Dernæst - Jeg synes teksten er for blokagtig. Det er langt nemmere og mere appetitligt hvis du brækker den lidt op. Ikke med dobbelt mellemrum, men med linjeskift eller anden måde du har lyst til. Så er der nogen steder hvor du sætter punktum men hvis du ville gøre noget på de steder skulle det være tre punktummer.
Der er nogle ting der er lidt uforståligt, som der hvor der stor nu. Nu... Det fungerede ikke rigtigt.

Og så ved jeg rigtigt om du ikke skulle gemme starten til sidst, eller der hvor du igen snakker om at være klæbende. Det er fordi starten kommer til at virke som om jeg'et er ynkeligt og det tror jeg ikke det er, men bare ked af det.

KH
Josephine

Kære Vivian!
Det var virkeligt troværdigt og flot skrevet.

Jeg var selv meget præget af generthed og usikkerhed da jeg var yngere (og måske stadigværk lidt), Men jeg bliver nødt til at fortælle dig en ting: Mine tæer krølle sig sammen. Det gør de når nogen nedgører eller ydmyger sig selv i overvældende grad. Du skal ikke undskylde for at være påtrængende eller klæbende. Problemet med at bruge disse ord er at de på den måde vækkes til live og skaber negative følelser.

Husk, at du er noget særligt og helt okay! Hvis nogen ikke værdsætter dig som du er, så er det faktisk mere synd for hende.

Tænk positive tanker og spørg om hun vil med hjem til en kop the eller whatever? Det kunne jo være at hun sagde ja.

Held og lykke! Måske bliver det her den bedste sommer nogensinde :-D