Emne: Vindens leg

Så kom der en ny ide flyvende ned til mig, bragt de guddommelige muser. Jeg ved ikke helt hvor lang denne historie komme til at blive, forløbig er den på fire usammenhængende sider. Det er om en mand der færdes alene(?) ude i en mystisk ørken, med kun sine minder og tanker til at holde sig med selskab, men snart finder han ud af at der er andre i nærheden.

Han åbnede øjnene, og så at vinden havde lagt sig, de mørke skyer havde overgivet sig til fordel for den azurblå himmel, sandet lå igen stille, og for første gang kunne han se genstanden foran sig klart.
Det var et træ.
Et træ, i landet hvor det aldrig regnede, de eneste skift i naturens luner lå i vindens hastighed, og det var ikke engang naturen der styrede blæsten, det var følelserne, de utallige følelser der var blevet oplevet og spildt her i ødemarken.
Så hvordan kunne et træ gro her i den evigt tørre ørken hvor han endnu havde til gode at se et friskt grønt blad eller en blomsts blodrøde kronblade. Han rejste sig op og gik nærmere træet, han rakte hånden ud for at røre ved det, og det stod der stadig, det forsvandt ikke ved hans berøring, det gik ikke op i røg fordi han kom for tæt på.
Træet var virkeligt.
Barken føltes ru under hans hænder, han kunne mærke knasterne og revnerne i den. Han rakte armen op og knækkede et blad af et af træets grene, han kunne mærke livsenergien sitre i det, fyldt med glæde var det, han snusede til det, og lugtede noget han ikke kunne huske han havde lugtet før. Den nye fornemmelse trængte sig vej i hans sind, den gennemborede ham som et vandfald af håb, den spirede i ham og plantede nye frø i hans krop. Han mærkede livet boble i sig på ny, en varme i fødderne der fortsatte op gennem hele kroppen, som en livgivende, frelsende væske der fyldte hans krop.
Sammen med følelsen, mærkede han noget på en gang fremmed og velkendt bane sig vej gennem denne verden, det kom nærmere og nærmere, og han bød det velkommen. Det strømmede igennem luften, ind i hans krop og han hørte en blid kvindestemme tale.
” As durva viradin de n’azna.”
Ordene ekkoede inde i hans hoved, de var så blide og fyldte med kærlighed, at han ikke behøvede at forstå dem.
Så svævede billeder omkring i hans hoved, en ung kvinde klædt i en snehvid kjole der flagrede om hendes bare ben, frem og tilbage, og hid og did i vindens greb. Hendes hår var sort som det reneste ibenholt, det snoede sig forsigtigt ned over hendes kinder som regnens langsomme dråber, og gled ned om hendes skuldre, hvor det hang og flagrede i brisen. Hun rakte sin arm frem mod ham, hendes læber skiltes og hun talte igen på det mystiske sprog.
”Fiermaz emho nialah leaster.”

(Tak fordi du gad læse med, og smid lige en kommentar nu du er hernede alligevel )

Wauw. Shit, du skriver godt. Det var virelig godt. Jeg elsker måden du skriver på. Det er coolt når folk har en skrivemåde der ikke er ligesom alle andres, selvfølgelig minder det om andet man har læst, men alligevel med et personligt præg. Historien kan blive rigtig god.

Mange tak
Jeg poster snart en fortsættelse, jeg skrev lidt videre i dag da vi havde en fritime...

Dine beskrivelser? Wauw, jeg må indrømme at selv Rowling ikke har gjort det så godt som du lige gjorde der. Det var utrolig... Ja, jeg er faktisk målløs.
Hvor får du dine idéer fra? O.o

Du har en utrolig god evne, til at få beskrivelserne printet rigtigt i læserens 'indre øjne'.. Virkelig god historie. Kunne godt tænke mig at læse den hele, når du engang bliver færdig med den. Thumbs up

Wow! Du skriver da bare godt! Intet kritik herfra!

Wauw
Mange tak alle sammen *bukker beæret*
Historien har stået lidt stille, pga. stress, men nu har jeg skrevet lidt videre så her kommer en fortsættelse:

Hun rakte sin arm frem mod ham, hendes læber skiltes og hun talte igen på det mystiske sprog.
”Fiermaz emho nialah leaster!”
Hendes stemme var bedende nu, ordene lød forskrækkede og svage, lyden blev lavere, kvinden forsvandt i et tåget slør for hans øjne. Hendes fødder opløstes i intetheden, tomheden smøg sig op om hendes ben, videre op, omsluttede hendes krop. Lige før hendes hoved blev tabt i stilheden åbnede kvinden igen munden og ytrede en enkelt sætning.
”Miri ár, Vieraza.”
Det var ikke andet end en hvisken, men den ramte ham så tydeligt som en orkanvind, han genkendte ordene, han havde hørt dem før, men han vidste ikke hvad de betød. Han huskede at der engang havde været fremmede folk i hans landsby, fremmede mennesker i farverige klæder. De havde slået sig ned på markedspladsen, men de solgte aldrig noget, og talte heller ikke med nogen. Man kunne ikke tale med dem hvis man ville, de havde et mærkeligt sprog som ingen forstod, men en dag hvor han stod på markedspladsen og spillede på sin fløjte for at tjene lidt penge, havde en lille pige fra deres lejr gået hen til ham og sat sig foran ham. De første minutter sad hun bare og kiggede betaget på ham, hun sad og rokkede frem og tilbage med vidt åbne øjne og munden svagt åben. Han flyttede fløjten og frembragte en ny lyd, stadig den samme melodi, men her begyndte der et anderledes stykke. Det var hans yndlingsmelodi, han spillede den hver dag og kunne den bogstaveligt til fingerspidserne, han elskede den melodi, så blød og fin og poetisk. Så, lige med ét begyndte den lille pige at synge, fremmede ord, men det var den samme melodi som den han spillede. Selv om han var overrasket, blev han ved med at spille, hendes stemme var så dragende som tusind vestenvinde i det sære land. Det var farvede bølger der buede op og ned i alle retninger, de strømmede op imod ham, omkring ham, snoede sig rundt om ham som fortryllelsens euforiske bånd. En stemme så smuk havde aldrig før nået hans ører og følelsen den førte med sig havde aldrig før forplantet sig så dybt i ham. Ordene nærmest flød ud fra hendes læber, de blandede sig med fløjtens smukke spiraler, han hørte ikke hendes ord, han følte dem, han forstod dem dybt nede i sit hjerte.
Men så, lige så pludseligt som de var kommet stoppede ordstrømmen med at drive fra hendes læber, fløjten gav et skingert hvin fra sig, da han opdagede at skønheden ikke fyldte luften mere. Han kiggede op, og så en kraftig mand stå med den lille pige i hænderne og kigge vredt på ham. Pigen begyndte straks at skrige, hun var hysterisk, men også bange, det var tydeligt. Han tog fløjten fra munden og råbte af manden, ” Ba’teq chréxyr navárgh” men han tog sig ikke af det. Pigen skreg endnu højere og da manden vendte sig for at gå med hende over skulderen, råbte hun desperat tilbage til ham.
”Miri ár, Vieraza,”
Hun kunne ikke have været mere end seks år dengang, og han havde næsten været myndig, tretten år. Han huskede det hele igen, nu hvor han så den unge kvinde og den lille pige i sit hoved ytre de samme ord, huskede han det igen. Det var den samme person, stemmen havde den samme bløde klang, og ordene dengang havde været lige så ladede med frygt og bøn, som de havde været i hans hoved for lidt siden.

Og med hensyn til hvor jeg fik ideen fra:
Det var nok primært et PS2 spil der foregår i en sær verden, helt stille og (næsten) uden liv, men da jeg prøvede at beskrive verdenen blev den alligevel ladet med følelser og minder, hvilket jeg så skrev videre på.
Jeg ville også gerne lave en historie hvor dialogen spillede en mindre rolle end den normalt gør. Jeg er ikke så meget for at skrive dialog, jeg kan bedre lide at beskrive folks tanker, så jeg fandt på at skrive alle karakteres tale i et sprog så de hverken forstår hinanden, eller vi forstår dem.