EN NY VERDEN

Hvorfor siger de altid det; hvorfor føler de sig altid så ærefulde, Men det er ikke ærefuldt, der er intet ærefuldt i at dø i krig. At tvinge børn til at slås imod hinanden, At lade de bedste venner der har delt alt, både længsler, og sorg, slå hinanden ihjel, For at rige mennesker kan forblive rige. Det er overhovedet ikke ærefuldt, At ødelægge andre menneskers drømme, for at genopbygge et mareridt som ingen ville leve i. Drømme… Selv de soldater som vi sender i krig, dem der dør for os lige nu, selv de har også drømme … de havde også drømme. De der sætter livet ind for at beskytte os, og hvordan takkede vi dem, vi tog deres drøm fra dem. Nogen ville mene de døde for os, men jeg mener de døde for ingenting. Det eneste de døde for, var nogen usle mennesker, der satte deres egne mål højere end soldaternes drømme. Men nu er der ikke mere tid til at tænke, nu er der tid til gengæld, ja… gengæld, det er gengæld. Det er derfor krig ikke bare stopper, når man først sårer nogen ville de have hævn, og hævn bliver til gengæld, og sådan kan det blive ved og ved i al evighed. For i virkeligheden er alle bare børn på en legeplads, som slet ikke har oplevet smerte endnu. Det er nemlig smerte der for os til at blive voksne, det er smerte der vækker os fra vores drøm, fra den perfekte verden og får os til at åbne øjnene, for det mareridt vi har ladet herske alt for længe. Jeg har prøvet at åbne mine øjne, og det var ikke nemt. At skulle stå ansigt til ansigt med vores egne fejl, at indrømme at vi gjorde noget galt, det er derfor at kun smerte kan vække os, kun når vi bliver skubbet ned fra højhuset kan vi se, at vi er ved at falde. Derfor er vi nød til at vågne før vi rammer jorden. Men nogen mennesker har fået lov til at sove for længe, derfor kan de ikke redde sig selv fra faldet, og derfor er krig blevet deres virkelighed nu, de kan ikke længere skelne mellem virkelighed og drømme, og mens de står på slag marken, med en tung jern pistol presset imod panden på en ti-årige drenge, tror de stadig at de drømmer. Mens de trykker aftrækkerne ind, ønsker de stadig at vågne, men det gør de ikke. Der lyder et brag og den lille drengs verden, forsvinder i et evige mørke. Mændene går væk med et grin, og følelsen af at de snart ville vågne igen. Men det gør de ikke, for lige som drengen, er de dømt til aldrig at vågne igen. I virkeligheden havde de ikke behøvet at dø, og den lille dreng der nu ligger alene på marken, druknet i sit eget blod, han havde heller ikke behøvet at dø. Alle de mennesker de havde slet ikke behøvet at dø. Tænk alle de mennesker der dør, for noget så usselt og følelsesløst som krig.
Den tapre og stolte soldat der tager af sted i krig, vender hjem som en morder, ”For evig tid et monster”. Så er det næsten bedre at dø i krig. De eneste rigtige soldater i denne sindssyge verden, er dem der fik lov at dø som mennesker. Jeg ville i hvert fald meget hellere dø som et menneske, end jeg ville leve som en morder. Men det er ikke det der gør ondt, det er tanken, tanken om de ting vi bare lader ske, det at vi lader det ene menneske dø, efter det andet, bare for at vi kan forsætte med at leve i en verden, så forfærdige som vores. En verden hvor alle dræber alle, og ingen kan leve som de mennesker de er. Hvor ingen mennesker kan gro, blive stærke, blive smukke, Det mest uhyggelige er, at vi bare tillader at det sker. Det at vi bare lade den lille dreng vandre i krig, bare for aldrig at komme tilbage. Det at vi lade endnu en person, fælde endnu en tåre, for endnu et menneske. Endnu en person der troede han døde for en han elskede, men det gjorde han ikke. Han døde for et formål, han døde for krig. Krig... dengang var det krig, der skabte verden. Det var krig der gjorde os triste, gjorde os glade, betød noget for mennesket vi troede at krig var vigtig, men vi tog fejl. Hele verden tog fejl, for der findes ikke noget rigtigt formål. Vi troede formålet var krig. Alle slags mennesker døde for det, kvinder, mænd, børn, selv babyer, væsner der ikke engang har haft deres egne drømme endnu. Tænk at det første de skulle opleve af denne verden, var at deres mor, eller far lå blødende på gulvet, begge døde for ingenting.
Om ti år er det de børns tur til at stå med kniven i hånden, og ødelægge alt for andre børn, både fysik og psykisk. Men det er ikke hævn. Det er bare beskidte fodspor, der går rundt i ring, der aldrig holder op. Det får os til at gøre forfærdige ting. Det for os til at hade, det for os til at dø. Det for os til at dø for mennesker der ikke engang elsker os, dø for nogen der sagtens kunne leve i en verden uden os, mennesker der ser os som skadedyr, ikke som personer. mennesker der så os som blot en mur af kød… dem der aldrig så os, det var dem vi døde for. De mennesker der behandlet os som tinsoldater. små dukker de kunne bruge, som det passet dem. Bitte små soldater, der ikke var noget værd. Der er mistet så meget skønhed i denne verden at det gør ondt, der er blevet slået så mange mennesker ihjel på grund af os, og så tillader vi os at kalde os mennesker. Vi vover at påstå at vi redder liv, vi vover at mene at vi hjælper, men det eneste vi gør er at dræbe. Det har vi altid gjort og det vil vi altid gøre. Hvornår fatter vi det?! ”Man kan ikke fjerne olie med blod”. Der findes ikke det klareste vand der kan vaske vores hænder rene mere. Vi er ikke rene længere. Ikke i vores øjne, ikke i guds øjne, ikke i nogens øjne. End ikke i vores egne pupiller, kan vi finde tilflugt fra det afsky vi finder, når vi ser os selv i spejlet. Menneskeblodet er groet ind i vores kød, brandmærket vores hjerner, vores håndflader og blevet til mærker, til ar, til et evigt symbol på, hvad der sker, når ukrudt, for lov at former sig. hvilket monster det frembringer, fejl, som end ikke ilden kan brænde, eller blodet kan trøste. Sulten der kryber i vores maver. Sulten efter lig, sulten efter knuden der kommer, vrider, pisker som en storm over følelsen af fortrydelse. Troen på man har drabet noget vigtigt, men den tro visnet og blev til en fornærmelse og derefter ingenting. Den forsvandt og blev til ikke noget, som støv, blæste det væk, hverken savnet eller elsket. Som en forbandelse fik vi taget vores medfølelse fra os, som når et menneske hjerte, antændes ved rystelse, brænder et billede af den perfekte verden fast i vores øjne. For derefter at forsvinder, for aldrig at komme tilbage. Det ville aldrig komme tilbage. Så længe vi stadig trækker vejret, ville vi aldrig se den perfekte verden. Sådan er det bare. Sådan ville det altid være, det er den eneste ting vi aldrig ville kunne forandre. Vi ser aldrig den perfekte verden, for den perfekte verden kan aldrig leve så længe vi gør. Der er ikke nogen løsningen på det vi har gjort, ingen grund til tilgivelse, for det vi var udsat for, så meget, vil altid være uændret, det er vores straf: ”uændring” det er vores straf vi vil aldrig kunne ændre os. Vi kan aldrig blive anderledes, vi ville altid hade altid frygt. Altid ønske os de ting vi ikke har. Når soldater slog den ene uskyldige ihjel, efter den anden, så er intet løst, men der er heller ikke noget der betyder noget. Det er det jeg vil forhindrer. Verden skal ikke være ”ingenting” længere. Der er ikke flere der behøver at dø på den måde. Det ville jeg sætte en stopper for, der er ikke flere mennesker der skal dø for krig. Alligevel dør vi i glæde og i sorg, sommetider på begge måder. At dø i sorg med et smil på læben, hvorfor er der ikke længere nogen der kan det? At dø i glæde og i sorg, som at dø i brand og drukne i vand. To ting så forskellige, og alligevel så smukke, når de blandes, som had og kærlighed. En lidenskabelig død, hvor man dog forbander livet. Som ild og vand, der fortæres, og dør i hinandens arme, mødes blade og træ, som i et evigt kys. Som et snefnug der hoster blod op, bliver vores øjne skarpe, som det er stål der gennemborer vores håndflader, vores lunger, vores hjerner, verden er mæt af fejl, vores fejl der altid gentages og gentages til det hele falder som blomster blade der falder ned fra det evige træ. De blomstrer og visner, løber som olie i vores årer og blandes med gift. Den gift der ødelægger vores sind i takt med blodet. Blodet der triller som kødet rammer tornen endnu engang. De torne de skær i øjne som solen, frembringer tårer. Kinder der skær sig på øjerne, der altid bløder. Tårerne der triller ned som perler, og knuses mod glas frembringer millioner af skår, der skær sig. Og det knækker som hundred spejle mod det kolde gulv.

Det såres, det bløder, som den isklump der engang var skabt af kød, dræbes det ved hvert hjerteslag. Det bringer blod og drypper som rosen og dens giftige røde farve. Rosens stilk er knækket, men dog smuk, som mennesker der bliver forrådet af onde. ”Forrådt” det er hvad den smukke genskaber ser, i de øjne som ingen forstår. Det er violet, det er smukt. Det er genskabernes øjne. Søvn. Det er hvad vi mennesker ser. Vi sover. Vi ødelægger alt gennem søvns vinduer og drømmens spejle. Det er på tide at knuse de spejle, lad verden ligge i glasskår. Med lukkede øjne reger vi verden, uden at tænke på det vendte. For kun i den genspejlede genspejling, kan man se øjne. De øjne der burde græde, men gør det ikke. Hukommelse hvad skal vi bruge det til. Hvorfor ville du huske? Hvad ville du huske dit liv for? Det er bare en ting, som alt andet, så er det bare en ting. Ligesom ondskab, er det også bare en ting, en ting vi mennesker opfandt, bare for at være stærkere end mennesket, for at kunne slå det ned. I håber det aldrig vil rejse sig igen. Men vi har udvikliget os for meget, og nu kan vi ikke bare slåes ned mere. Nu er vi nød til at blive liggende. ”Fra det jord vi kom, til det støv skal vi blive”.

forsættelse... en ny verden : kapitel 2