Kvinden var påklædt i en snehvid kjole, der gik helt ned til jorden. Et lille barn, holdte hun med sin højre hånd og med sin venstre hånd, holdte hun en billet. Barnet og kvinden gik på en stor øde mark. Himlen var kulsort og der lugtede forfærdelig. Barnet (Som var en pige.) kiggede trist op på kvinden og spurgte:

”Hvor skal vi hen, mor?” Kvinden kiggede undersøgende på den lille pige, som lignede harry potter på en prik.
”Det ved jeg ikke.. Bare følg med og lad vær med at stille spørgsmål.” svarede kvinden og kiggede på sin hånd, der holdte billetten. Det var en togbillet. Kvinden kiggede på pigen.
”Hør, pigebarn! Når vi ankommer til togstationen, skal du oppe på det første tog der kommer. Er du med?” pigen nikkede kort.
”Men, hvorfor, mor?” spurgte hun bange.
”Fordi jeg siger det!” svarede kvinden strengt.
”Jamen.. jeg vil blive hos dig, mor!” pev pigen. Kvinden stoppede op og holdte på hver side af pigens ansigt.
”Jeg har jo sagt til dig, at du skal lade vær med at stille spørgsmål! Hvad er det du ikke fatter?” pigen begyndte stille at græde.
”Først forlader far os… og nu forlader du mig,” græd pigen.
”HOLD KÆFT!” skreg kvinden og stak den lille pige en flad. pigen faldt til jorden og græd endnu højere.
”JEG HADER DIG! JEG HADER FAR! JEG HADER JER ALLE!” skrig pigen. Kvinden satte sig på hug foran den grædende pige og aede hendes kind.
”Lille skat!” prøvede kvinden ærligt. pigen rejste sig rasende op og spyttede kvinden i ansigtet.
”Jeg ikke din lille skat… Ingen ejer mig, især ikke dig!” hviskede pigen. Så vendte hun sig om og løb sin vej.
”KOM TILBAGE,” råbte kvinden. ”Georgia! KOM TILBAGE!” Men pigen ved navn Georgia vendte sig aldrig om. Hun blev ved med at løbe. Hun vidste ikke hvor hun ville løbe hen, men hun vidste i hvert fald en ting, og det var at hun vil væk fra denne forfærdelige kvinde, som påstod at hun var hendes mor. Georgia kom pludselig i tanke om sine afdøde forældre. Alex potter og harry potter. En tåre trillede stille ned af hendes sarte kind. Hun savnede dem sådan.