Hej alle sammen (:
Jeg har skrevet lidt videre på "The game", men før jeg kommer for langt, ville jeg vildt gerne hører jeres mening!
Hvad kommer i til at tænke på som det første, når i er færdige med den?
Og hvis vi alle tænker på det samme, kommer den så til at ligne for meget, så jeg skal til at skrive den om?
Ellers håber jeg i ka li den

Forord

Det hele startede med et spil. Et dumt spil.
Jeg forstod ikke, hvordan det kunne ske. At jeg ikke bare flygtede, selvom jeg vidste, at det var umuligt. For jeg kendte reglerne. Og konsekvenserne. Rigtig godt! Jeg havde ofte siddet hjemme, uden at have noget at lave, og læst reglerne, så jeg kunne dem ud af hovedet. Jeg havde haft lyst til at spille det, åh en helt ubeskrivelig stor lyst, men jeg gjorde det ikke. Det var for farligt. Mine forældre havde så tit prædiket om det. Man kunne ende et sted, hvor man aldrig kunne komme tilbage fra. Aldrig. De havde så tit sagt: ”Spil det aldrig! Vi vil ikke miste flere på grund af et dumt spil. For mange har mistet livet på det!” Og selvfølgelig, så nysgerrig som jeg er, havde jeg spurgt for hundrede tyvende gange, hvem vi havde mistet, men de havde bare svaret afvisende, at det var lige meget nu, at det var for lang tid siden, det var sket, at det var ligegyldigt nu.
Da jeg var mindre, var jeg blevet så sur, at jeg var løbet grædende ind på mit værelse, hvor min mor så havde talt mig rolig igen. Men nu, hvor jeg er blevet ældre, er jeg blevet ved med at presse på, ind til jeg er kommet op i et kæmpe skænderi med begge mine forældre.
Hele vores dimension er bygget op omkring det spil. Prøv at forestil dig det; En dimension om et spil, der foregår i hele galaksen. Eller rettere sagt det er jo ikke kun vores dimension. Det er jo hele galaksen, som lever under den frygt. Den frygt om man er den næste, der bliver presset. Da jeg var mindre, kunne jeg se ikke det farlige ved det, jeg så det kun som et eventyr, hvor man kunne se hele galaksen fra en anden side. Men nu, hvor jeg er blevet ældre, er jeg begyndt at frygte. Er det mig, der bliver prikket på skulderen, der betyder, at jeg skal række hånden op og sige, at jeg melder mig som frivillig?
Hvis man tænker på spillets regler, så virker de komplicerede ved første øjekast. Men hvis man så nærlæser dem, får man et helt andet indtryk. For mig da er de så simple og ligger så naturligt i min mund, når jeg snakker om det, som når et lille barn sidder og se børnetime eller tegnefilm. Hvilket jeg ikke gjorde, da jeg var barn. Jeg sad og læst reglerne i stedet for.
Det starter helt simpelt med, at enten bliver man trukket, hvis en eller flere ikke har meldt sig som frivillig. Der er 50 spiller med. 2 fra hver af de ”fornemme” dimension. Mange syntes, det er en ære at være med, men for de fleste er det noget, som de er blevet tvunget til. Det sker tit, at hvis nu en bliver trukket, som ikke skulle være trukket, bliver en anden fra en dimension, der ikke er en del af det ”fornemme”, revet ud af deres familie og hverdag, og så skal de deltage i stedet for denne ”værdifulde” person. Så for de fleste er det her et spil, som man helst så sig selv uden. Efter denne ”lodtrækning” eller ”frivillige” tilmelding bliver spillerne bragt ind i et rum, hvor de kan tage afsked med deres familier. Og det er det. De kommer ikke tilbage, medmindre de vinder, eller de bliver transporteret der hen under spillet. Og hvis de endelig gør, og man er heldig, at de har fundet ens lig, bliver man bragt tilbage, som død selvfølgelig.
Efter afskeden med ens familie bliver man bragt sammen med de andre spillere. De bliver kørt langt væk fra alle andre planeter, til et sted som kun de og spilmestrene kender til, og som ingen anden kender til. Og ingen andre vil kunne komme til det, for ved hvert spil bliver der udvalgt en ny planet, som kun de kender til. Synd for de væsner der bor på planeten i forvejen, for nu skal spillerne bo der og træne til det store spil.